FRA FILMKOMPONIST TIL SANGSKRIVER MED NOGET PÅ HJERTE

Om hårdt arbejde, selvopdagelse og lige dele frustration og eufori

Dette er en personlig fortælling om iveren efter at gøre en forskel her i verden og at turde skifte bane fra at være film- og teaterkomponist til at blive sangskriver og artist med noget på hjerte. En uforglemmelig rejse af hårdt arbejde, som resulterede i selvindsigter og en bevidsthed om alt det, man havde gemt væk indeni.

EN BESLUTNING OM FORANDRING

Det hele startede for seks år siden, da jeg sad i studiet og knoklede med at komponere musik til endnu et filmprojekt med alt for stramme deadlines. Jeg elsker jo mit arbejde, jeg har fulgt mine drømme, gået efter det jeg har lyst til, men noget mangler stadigvæk, tænkte jeg dengang. Jeg så mig selv pludselig som dette lille menneske, en prik inde i et rum med alt for mange instrumenter, og så den store verden rundt om, hvor der skete alt for mange uretfærdigheder. Det havde gået rundt i mit hoved i noget tid, at verden udvikler sig i den forkerte retning, og det kunne jeg ikke forlige mig med. Det er ikke sådan en verden jeg vil have, når jeg i fremtiden skal bruge mere tid udenfor studiet end indenfor. Jeg kan huske tydeligt, hvordan jeg gik ned til en sø i nærheden, og med skovens og vandets ro kom jeg frem til, at jeg måtte gøre en forskel her i verden med mit arbejde. Jeg bestemte mig for, at jeg ville fokusere på at lave projekter, som også havde samme mål. Efter jeg havde stadfæstet min beslutning, præsenterede der sig på mystisk vis nye projekter, som tog mig i den retning. Det blev til flere dokumentarfilmsprojekter med vigtige emner på dagsordenen, samt en del teaterstykker, der gik i dybden med både menneskelige og sociale spørgsmål.

”Det gav virkelig god mening for mig, at i stedet for at udtrykke mig gennem andres projekter, at også kunne skabe et eget projekt og derved mere direkte kunne udtrykke mig til verden.”

En dag blev jeg sat sammen med en sanger og sangskriver til at lave musikken til en dokumentarfilm. Det var uvant for mig, da jeg var vant til at komponere og producere alt selv, men der gik ikke lang tid før vi begge opdagede, at vi klikkede kreativt og kunne skabe musik, vi begge var stolte af. Det var dengang, at jeg og Maja Hartnack underskrev en lille lap papir, hvor vi begge to lovede hinanden at ”skabe fed musik gennem støj, leg og underlige lyde”. Der opstod duoen, som senere hen skulle blive til AMiBA og et helt konceptalbum skulle se dagens lys. Det gav virkelig god mening for mig, at i stedet for at udtrykke mig gennem andres projekter, at også kunne skabe et eget projekt og derved mere direkte kunne udtrykke mig til verden.

”Når jeg tænker tilbage på den tid tror jeg, at det har været nogle af de mest euforiske og livsbekræftende stunder i mit arbejdsliv.”

DET VAR EN ANDE MÅDE AT SKRIVE MUSIK PÅ

Det havde længe været min hverdag at komponere og producere musik for andre. Men dette projekt var noget anderledes. Vi kunne sidde i studiet en hel dag og nå at lave det svedigste nummer med groovy beats, lækre vokaler, syrede synths, modulerede reallyde – og det hele var en leg, men en yderst produktiv leg. Det var en kreativ plads, hvor jeg kunne være mig selv, slippe alle hæmninger og tanker om hvorvidt musikken skal passe til noget andet, og bare udtrykke mig præcis som jeg havde lyst til. Jeg sprang til og med ind i vokalboksen og lagde vokaler på indspilningerne, noget jeg ellers aldrig havde turdet før. Og havde vi en dag, hvor vores egen musik fik os til at knuge tæer, så kørte vi nordpå ud til skoven eller havet, hvor vi gik ture og fik fornyet inspiration til den næste dag. Efter sådan en tur, fik vi altid lavet noget, vi var stolte af.

Når jeg tænker tilbage på den tid tror jeg, at det har været nogle af de mest euforiske og livsbekræftende stunder i mit arbejdsliv. At skabe noget med et andet menneske, med helt åbent hjerte og sind, det er en unik oplevelse.

”Det var yderst angstprovokerende og nok den sværeste del af hele processen for mit vedkommende.”

DET VAR LANGT HÅRDERE, END JEG TROEDE

Men det var ikke kun i den kreative proces, at vi hurtigt var enige. Jeg havde fortalt om min beslutning, at jeg ville gøre en forskel med mit arbejde. Vi blev enige om, at vi med vores musik skulle skabe mere tolerance og forståelse mennesker imellem. Der skulle til og med være et ekstra visuelt lag, skabt af en kunstner fra Istanbul. Vi snakkede meget om ”menneskelighed”. Hele arbejdsproces skulle afspejle denne tilgang. Der skulle derfor herske direkte demokrati og ligestilling! Sådan! Alt skulle laves sammen og vi skulle være enige om alt. Musikken skulle skabes ud fra lyst og den helt rigtige fornemmelse i maven.

Aldrig har jeg lavet et projekt, der krævede så meget og var så hårdt. Jovist har jeg været vant til at få at vide, at afslutningsscenen skal laves om og musikken skal tilpasses bare tre timer inden premieren på stor scene. Men så var det trods alt overstået derefter. Jeg tror jeg har været for vant til at have faste deadlines og arbejde under pres, hvis man nu kan se det som en ulempe. Nu skulle jeg pludselig forholde mig til, at alle vinduer og døre var åbne for alverdens muligheder - uden en deadline. Det var aldrig færdigt, for man kunne altid gøre noget andet. Det var yderst angstprovokerende og nok den sværeste del af hele processen for mit vedkommende. Især hvis man ikke altid kunne blive enige om, hvordan det skulle laves færdigt. Det var ikke længere en leg. Nu var det hårdt arbejde, at lave sangene færdige.

”Det er som om, at der er tusindvis af små tråde der flettes sammen og forbinder alt med hinanden i mit liv og med de historier, vi skrev.”

NÅR ALLE TRÅDE SAMLES

Det er som om det hele hænger sammen. Det virkelige liv med de historier og fortællinger man skaber, når man skriver sangene. Er det mon de emner man arbejder med, som pludselig får en til at fokusere på noget bestemt, eller er der en større mening med det hele? Jeg har selv altid haft en indstilling til, at alt der sker i mit liv, er der en mening med.

Måske var det meningen, at begge parter i duoen, blev førstegangsforældre midt i arbejdsprocessen. Det gjorde i hvert fald at jeg fik en fornyet tilgang til musikken og det var også to små hjertelyde, der gav sangen The End of The Beginningmening. Det var en lærerig erfaring for mig, at et samarbejde med forskellige syn på tingene krævede en enorm indsats og selvrefleksivitet fra begge parter for at blive enige. Tankevækkende, når man vel og mærket også kommer fra samme kultur og opvækst. Min sorg over tabet af et ufødt barn og et år med dødelig kræft i familien blev til dels kanaliseret gennem historien om en lille piges trang til at røre alle planter og sten, efter at have mistet sin mor i Sunshine & Sorrow. En sang jeg kæmpede meget for skulle blive færdig, ligesom vi i familien kæmpede mod sygdommen. Doctor Hurricane er en humoristisk fortælling om, at ikke alle læger er gode til at lytte eller tage deres patienter alvorligt, noget som jeg selv har erfaret mange gange og desværre set konsekvenserne af.

  Der er en sang, som har efterladt et stort aftryk i mig i forhold til min egen selvindsigt. Same Old Sunhandler om at skifte hud hver dag hos den lokale kirurg, at skifte identitet, udseende, og på den måde, at kunne afprøve og lege med forskellige sider af sig selv. Da jeg var barn, mærkede jeg hurtigt, at der sattes rammer og regler op for mig hvordan jeg skulle være som menneske. Både på skolen og derhjemme. Et kedeligt regelsæt, der blandt andet definerede hvad der er feminint og maskulint. Men for mig som barn, var der ikke noget skel eller regelsæt, og jeg forstod aldrig, hvorfor der skulle være sådan. Så at pludselig gennem sangskrivningen kunne indse, hvor meget jeg havde gemt væk inde i mig selv, det var en stor øjenåbner. Det var som at få tilgang til sit barnlige åbne sind igen. Og det betyder ikke, at jeg skal lave hele mit liv om nu. Jeg er glad for at være familiefar med hustru og barn, men for mig handler det mere om at have et balanceret og afslappet forhold til alle de sider jeg har. Det er helt tydeligt for mig, at det er her, at jeg skal udforske mig selv i mine kommende projekter.

Det er som om, at der er tusindvis af små tråde der flettes sammen og forbinder alt med hinanden i mit liv og de historier, vi skrev. Og det er hele pointen. Ofte oplever vi mennesker, at det er sammenstødet mellem vores eget liv og andre menneskers liv, hvor vi på forskellige måder udvikler os. Det er det lytterne skal kunne opleve med vores musik. De skal kunne spejle sig i de historier vi præsenterer, og kunne finde en mening med galskaben her i verden - både via musikken, de visuelle kunstværker og gennem selvrefleksion.

”Det er en helt fantastisk følelse jeg står med nu.”

JEG VED HVAD JEG VIL

Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde forventet mig en sådan selvudvikling ved at blive sangskriver og artist. Og netop det gør, at jeg elsker mit erhverv. Det er helt tydeligt for mig, at jeg skal forfølge min drivkraft til også at udtrykke mig med sang og sangskrivning som solo artist fremover. Men jeg kan se, at mit arbejde allerede nu er påvirket af de nye tanker. Jeg er lige nu ved at lægge sidste hånd på en dokumentarfilm, hvor min meget lyse vokal har en fremtrædende rolle i filmen. Ligeledes skal jeg fra september arbejde sammen med den østrigske indieartist Wanda, hvor jeg skal flette hans sange sammen med min musik på en østrigsk familiefilm.

Det er en helt fantastisk følelse jeg står med nu, hvor vi skal have pladeudgivelse. En følelse af stolthed over det man har lavet færdigt og samtidigt det her fuldstændige klarsyn over, hvilken vej man skal gå fremover. Jeg skal udforske de gemte sider i mig selv og udtrykke mig som sangskriver og artist. Og det skal jeg gøre ved at følge min trang til at tale direkte til mine lyttere, gennem tekster og musik jeg selv skriver.

Skrevet af Toni Martin Dobrzanski