Nyhed -

Ny dansk indiepop duo AMiBA - den gode melodi med samfundsaktuelle historier

AMiBA er en ny dansk indie- og artpop duo, som har fokus på at fortælle samfundsrelevante hverdagshistorier uden at gå på kompromis med den personlige lyd eller den gode melodi. Hver historie er underbygget visuelt af den tyrkiske kunstner Ali Güleç, som har skabt et selvstændigt visuelt værk til hver enkelt historie (sang).

A M i B A er mødet mellem den prisvindende komponist Toni Martin Dobrzanski (BBC, DR, Blockbuster, Malmö Stadsteater, YBCA m.m.) og den prisvindende singer-/songwriter Maja Hartnack (Det Glemte Kvarter, Danish Music Award, DR P3). Sammen har de skrevet og produceret musikken på albummet, som de selv beskriver som et lydpatchwork, der balancerer mellem alternativ electro-powerpop, filmisk retrolyd og drømmende skandinaviske toner.

Duoen har allerede udgivet deres første single Doctor Hurricane, som med et stænk af humor sætter fokus på den kamp, nogle kvinder oplever, de må kæmpe i sundhedssystemet for at blive taget alvorligt. Nu er de aktuelle igen med singlen Let You Fade som udkommer på fredag. En hyldest til alle de individer, som kæmper for at løse socialt strukturelle problemer. Albumudgivelsen VUE kan man se frem til i ultimo maj, hvor hele 11 sange giver et stærkt billede af hverdagens mennesker, både visuelt og lydligt.

Mantraet for projektet har fra start af været at skabe fængende musik med tekster, der behandler og undersøger temaer som menneskelighed, undertrykkelse og feminisme med vedkommende historier om everyday life i vidt forskellige menneskeliv.

"Vores kommende album VUE er et konceptalbum, hvor vi undersøger forskellige sider af mennesket og kontrasten mellem forskellige livssyn og verdensopfattelser. Hver enkelt komposition er et indblik i et enkelt menneske og dets subjektive opfattelse af verden omkring sig. Vi vil gerne sætte ordet “menneskelighed” i fokus i samtidens politik, medier og hos lyttere.", siger duoen.

Projektet startede for en del år siden, da de to kunstnere, uden at kende hinanden på forhånd, blev sat sammen for at udarbejde musikken til en dokumentarfilm. To forskellige individer med forskellige musikalske uddannelser, forskellige arbejdsområder indenfor musikken og af forskellige køn. Det viste sig at være et ekstremt frugtbart og konstruktivt samarbejde, hvor forskellene blev til styrker, der komplementerede hinanden. Samtidigt havde begge parter et inderligt ønske om at gøre en forskel både kreativt og menneskeligt.

"Vi har gået mange lange ture i naturen, hvor vi har fået talt ideer og tanker grundigt igennem. Vi ville frem til kernen af projektet. Der var tre fokusområder, som vi hele tiden kom frem til skulle have en sammenhængende rød tråd: musikken - vi ville skabe en personlig, unik lyd, men med den gode melodi som udgangspunkt, historien - vi ville fortælle vedkommende samfundsrelevante hverdagshistorier, som den enkelte lytter kunne spejle sig i, og det visuelle - vi ville tilføje et visuelt lag til musikken, som kunne give et andet lag og noget at fordybe sig i. På den måde kunne vi se en sammenhæng i hele albumprojektet, både på et professionelt og personligt plan."

Udgangspunktet for arbejdsprocessen blev grundlagt i enighed om, at alt skulle skabes sammen og at begge parter skulle være enige om alt. Denne dogmeagtige tilgang har til stor del præget det færdige resultat, både på lydsiden men også på alle processerne bag.

"Det har været en udfordrende proces at lave projektet med et kriterie om, at alt skal laves sammen, og at vi skal være enige om alt. Især da corona pludselig ramte verden og vi ikke kunne gå i studiet sammen. Men noget af det mest lærerige samarbejdet har givet os, er en indsigt i at selv for os, to gode venner med samme baggrund og med samme forudsætninger i livet, har det i nogle tilfælde været en udfordring at sætte sit eget verdenssyn til side for at være klar til at omfavne den andens tanker og ideer. Det giver lidt perspektiv i forhold til alt det, vi ser ske ude i verden."


Har du interesse i at høre singlen Let You Fade før den releases på fredag (eller hele albummet), kan du kontakte AMiBA på: amiba.music.official@gmail.com eller på telefon (+45) 21 26 31 23 (Maja) og (+45) 297 297 83 (Toni).

Related links

Emner

  • Musik

Kategorier

  • single release
  • ny dansk musik
  • duo
  • samfundsrelevant
  • hit
  • musik
  • politisk band
  • udgivelse
  • ny musik
  • single
  • pladerelease
  • release
  • indiepop
  • politisk tekst

Kontakt

Maja Hartnack

Pressekontakt Medlem i duoen 21263123

Toni Martin Dobrzanski

Pressekontakt Medlem af duoen 29729783

Relateret materiale