Gå til indhold
Copenhagen Contemporary vinder Udstillingsprisen Vision 2021

Pressemeddelelse -

Copenhagen Contemporary vinder Udstillingsprisen Vision 2021

Med udstillingskonceptet Yet, it Moves! har Copenhagen Contemporary i samarbejde med kurator og forsker Irene Campolmi vundet Udstillingsprisen Vision 2021. Udstillingen bygger på en vision om at lade samtidskunsten indtage centrale dele af København, hvor publikum i deres daglige bevægelse gennem byrummet møder kunsten på nye måder. Udstillingsprisen Vision uddeles af Bikubenfonden, og med prisen modtager Copenhagen Contemporary 5 mio. kr. til at realisere idéen, der kan opleves til maj 2023.

Yet, it Moves! er en visionær totalinstallation, der i et samspil mellem billedkunsten og videnskaben undersøger temaet bevægelse gennem video, performance og kunstinstallationer. Udstillingen udfolder sig gennem værkerne og gør os bevidste om de komplekse mønstre af bevægelse, vi alle er en del af.

Mødet med udstillingen sker i takt med byens liv og konstante bevægelse, hvor digitale værker og kunstneriske oplevelser indtager tætbefærdede byrum på blandt andet metrostationer, Ofelia Plads, Dronning Louises Bro og rundt om søerne, der bliver forbundet til hinanden gennem mobile lydbilleder.

Udstillingens inviterede internationale kunstnere vil undersøge bevægelse som allesteds-nærværende fænomen sammen med førende forskere fra Niels Bohr Instituttet, CERN - Det Europæiske Center for Højenergifysik og The UC Davis Digital Humanities Laboratory på University of California.

Juryens motivation
”YET IT MOVES! er vinder af Udstillingsprisen Vision 2021. Med en stor vision om at lade kunstværker indtage syv centrale lokaliteter i Københavns byrum vil temaet om bevægelse, som et på én gang grundlæggende og hyper aktuelt og komplekst emne, blive præsenteret for et bredt publikum.

En af udstillingsideens forcer er, at den potentielt kan give byens brugere en oplevelse af kunstværkerne ved at bevæge sig med dem. Det giver stærke nye visuelle indgange til at opleve sammenhænge, der ellers kun diskuteres teoretisk.

På udvalgte lokaliteter i København er der ideer om at bygge platforme og oplevelsessteder for præsentationen af skærmbaserede værker, performances og andre kunstneriske manifestationer, der kan give oplevelsen af bevægelsen i os, omkring os og over os”, skriver juryen i sit valg af Copenhagen Contemporary som vinder.

“Vi er meget stolte over, at så ung en kunstinstitution som CC får tildelt en stor visionspris, der handler om at skabe fremtidens udstillinger”, udtaler Copenhagen Contemporarys direktør Marie Nipper.

Et kunstnerisk laboratorium for vidensdeling
Yet, it Moves! er et udstillingsprojekt, hvor den kunstneriske verden møder den videnskabelige for sammen at undersøge spørgsmål og problemstillinger omkring både de planetariske og molekylære bevægelser, som vi alle er en del af, og er baseret på en vekselvirkning mellem to faggrupper, der kan give hinanden nye perspektiver.

Yet, it Moves! er ikke endnu et kunstprojekt, der viser, hvad videnskaben lærte i går, men et projekt, hvor to vidensområder mødes for at udforske og besvare aktuelle spørgsmål. Kunst og videnskab arbejder ud fra forskellige metoder, men med det samme mål om at skabe nye perspektiver på verdenen og undersøge, hvordan mennesker forholder sig til den. Dette visionære projekt gentænker principperne for kuratorisk praksis: snarere end at udstille noget, vil det skabe nye betingelser og en ny metode for videnskabelig og kunstnerisk forskning”, udtaler Irene Campolmi, co-kurator på projektet.

Yet, it Moves! forventes at åbne i maj 2023.


FAKTA
Copenhagen Contemporary
Copenhagen Contemporary (CC) er et internationalt kunstcenter i København, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens etablerede navne og nye up-coming kunstnere. CC har til huse i den gamle B&W-svejsehal, der med sine i alt 7.000 m2 store industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

Kurator Irene Campolmi
Irene Campolmi er en italiensk kurator og forsker baseret i København. Gennem de sidste 10 år har hun arbejdet som uafhængig kurator af storformatsudstillinger, konferencer og publikums-programmer for kunstinstitutioner verden over. Heriblandt The Power Plant i Toronto, MAAT i Lissabon, Copenhagen Contemporary, Kunsthal Charlottenborg og den 58. udgave af Venedig Biennalen, hvor hun var co-kurator på Estlands pavillon.

I 2013-16 var Campolmi tilknyttet Louisiana Museum of Modern Art som Ph.d.-stipendiat. I dag arbejder hun som seniorkurator for Creator Projects og har siden 2019 været Head of Artistic Program for Enter Art Fair.

Inviterede kunstnere: Ryoji Ikeda (JP), Precious Okoyomon (NI/US), Jakob Kudsk Steensen (DK), Jenna Sutela (LT), Nora Turato (HR), Helene Nymann (DK), Cecilia Bengolea (ARG) og Black Quantum Futurism (US) m.fl.

Udstillingens lokationer: Sankt Jørgens Sø, Ofelia Plads, Dronning Louises Bro, Kongens Have, metrostationer og Copenhagen Contemporary m.fl.

Udstillingsprisen Vision
Med Udstillingsprisen Vision indbyder Bikubenfonden hvert år museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at deltage i konkurrencen om at få realiseret et visionært udstillingskoncept med nutidig relevans. En jury bestående af syv fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg. 3 idéer inviteres til en 2. runde, hvor deltagerne videreudvikler og kvalificerer deres idéer. Den endelige prisvinder modtager op til fem millioner kroner til realisering af udstillingen.


Juryen består i 2021 af:

  • Jane Jin Kaisen – billedkunstner og professor, Det Kongelige Danske Kunstakademi
  • Helga Just Christoffersen – kurator, Albright-Knox Art Gallery, Buffalo NY.
  • Julian Juhlin – scenograf
  • David Zahle – arkitekt og partner, BIG Bjarke Ingels Group
  • Gitte Ørskou – direktør, Moderna Museet
  • Mette Marcus – direktør, Bikubenfonden
  • Søren Kaare-Andersen – adm. direktør, Bikubenfonden

Bikubenfondens adm. direktør Søren Kaare-Andersen og direktør Mette Marcus har på grund af inhabilitet ikke deltaget i den endelige udvælgelse af vinderen. Den øvrige jury har taget den endelige vurdering af, hvem der skulle modtage prisen.


Tidligere vindere af prisen

  • 2020: Kunsthal Rønnebæksholm med udstillingen Soil. Sickness. Society. Udstillingen åbner den 23. juni 2021
  • 2019: Aarhus Kunsthal med udstillingen Go Extreme. Udstillingen åbner den 27. august 2021
  • 2018: KUNSTEN. Museum of Modern Art Aalborg med udstillingen Work it Out! Udstillingen åbner den 24. september 2021
  • 2017: Esbjerg Kunstmuseum med udstillingsformatet Wunderkammer. Udstillingen består af tre dele, hvoraf 1. del blev vist fra oktober 2018 - marts 2019. 2. del Mark Dion: Wunderkammer 2 – mirabilia blev vist fra den 5. oktober 2019 - 8. marts 2020. Og den 3. del der skabes i samarbejde med Eske Willerslev og Martin Sikora fra Lundbeck Foundation GeoGenetics Centre i København åbnede den 24. april 2021 og løber til 16. januar 2022
  • 2016: Kunstnergruppen Sisters Hope og Den Frie Udstillingsbygning med udstillingen Sisters Academy – The Boarding School. Udstillingen løb fra den 19. september til den 18. oktober 2017
  • 2015: Medicinsk Museion med udstillingsprojektet Mind the Gut. Udstillingen åbnede i oktober 2017 og er nu en del af den permanente udstilling på Medicinsk Museion

Læs mere på Udstillingsprisen Vision | Bikubenfonden

Emner

Kategorier


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 31 78 59 27

Relateret materiale

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden
Lygten 39
2400 København MV
Danmark