Gå til indhold
Billedet viser en bekymret mand foran sin pc

Pressemeddelelse —

Øget betalingsrisiko på vigtige eksportmarkeder for Danmark

En femtedel af Danmarks eksport går til Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Nye undersøgelser fra Coface viser, at mere end otte ud af ti virksomheder i disse lande oplever forsinkede betalinger. Samtidig fortsætter antallet af konkurser med at stige i Frankrig og Tyskland. Ifølge Coface øger udviklingen betalingsrisikoen på nogle af Danmarks vigtigste eksportmarkeder.

– Det er først og fremmest kombinationen af flere forsinkede betalinger og stigende konkurstal, der gør udviklingen bekymrende. Danske eksportvirksomheder bør følge udviklingen nøje, fordi den påvirker nogle af vores vigtigste handelspartnere, siger Jonathan Steenberg, økonom i Coface.

Betalingsproblemerne stiger i Europas største økonomier

Cofaces undersøgelser viser, at betalingsforsinkelser nu er et udbredt problem på alle tre markeder.

I Frankrig oplevede 89 procent af virksomhederne forsinkede betalinger i 2026, det højeste niveau, der er registreret siden Coface begyndte målingerne. Betalingsforsinkelserne bliver samtidig længere. Betalingerne sker i gennemsnit 41 dage efter forfald, mod 39,5 dage året før.

Tyske virksomheder ser mere positivt på udsigterne for 2027, men betalingsudfordringerne består. I 2026 rapporterede 82 procent af virksomhederne om forsinkede betalinger, hvilket er den højeste andel siden 2019. Samtidig fortsætter andelen af ældre udestående fordringer med at stige.

I Storbritannien oplyste 89 procent af virksomhederne, at de havde oplevet forsinkede betalinger i løbet af året. Betalingerne var i gennemsnit 34 dage forsinkede, og stadig flere virksomheder forventer, at situationen vil blive yderligere forværret i løbet af de næste tolv måneder.

Konkurserne fortsætter med at stige

Udviklingen stopper ikke ved forsinkede betalinger. I både Frankrig og Tyskland fortsætter antallet af konkurser med at stige.

I Frankrig blev der registreret mere end 43.000 konkurser i årets første syv måneder, en stigning på seks procent sammenlignet med samme periode året før. Også i Tyskland forventer Coface, at konkurserne vil fortsætte med at stige i løbet af året efter at være steget med 7 procent i de første seks måneder af 2026.

Danske eksportsektorer er særligt eksponerede

Flere af Danmarks vigtigste eksportsektorer har en betydelig eksponering mod Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Det gælder blandt andet maskiner og elektronisk udstyr, fødevarer, lægemidler samt energi, som tilsammen udgør en væsentlig del af dansk eksport til de tre markeder.

Samtidig viser Cofaces undersøgelser, at betalingsudfordringerne vokser netop i flere af de brancher, som danske virksomheder er mest afhængige af. I Tyskland rapporterer maskinindustrien nogle af de længste betalingsforsinkelser, mens IKT- og elektroniksektoren oplever en markant stigning i forsinkede betalinger. I Storbritannien ligger betalingsforsinkelserne fortsat over gennemsnittet inden for både IKT-produktion og IKT-services, og virksomhederne i sektoren er blandt de mest bekymrede for udviklingen det kommende år.

I Frankrig hører fødevaresektoren samt medicinal-, sundheds- og bioteksektoren til blandt de brancher med de længste betalingsforsinkelser. Det peger på, at betalingspresset nu rammer en bredere kreds af industrier, herunder flere sektorer med stor betydning for dansk eksport.

Forhøjet betalingsrisiko også i 2027

Trods enkelte tegn på forbedret økonomisk aktivitet vurderer Coface, at betalingsrisikoen vil forblive forhøjet gennem 2027.

For danske eksportvirksomheder betyder det, at kreditrisikostyring og løbende opfølgning på kundernes betalingsevne bliver stadig vigtigere.

– Mange danske virksomheder er afhængige af disse markeder for deres salg. Når både betalingsforsinkelser og konkurser stiger, bliver det vigtigere end nogensinde at have styr på kundernes kreditværdighed og betalingsevne, siger Jonathan Steenberg.

Relaterede links

Emner

Kategorier


Coface er en førende international aktør inden for kreditforsikring, virksomhedsoplysninger og inkasso. Virksomheden hjælper omkring 100.000 virksomheder i næsten 200 markeder med at vurdere og håndtere kreditrisiko og offentliggør regelmæssigt analyser af den økonomiske udvikling.

Kontakt

  • Jonathan Steenberg.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2048 x 1912, 686 KB
    Download
  • A worried man sitting in front of a computer.png
    Licens:
    Alle rettigheder forbeholdt
    Filformat:
    .png
    Størrelse:
    847 x 565, 633 KB