Gå til indhold
Dækbranchen tilbyder uddannelser til dæk- og autobranchen

Pressemeddelelse -

Dækbranchen tilbyder uddannelser til dæk- og autobranchen

Dæk Specialisternes Landsforening (DSL) har i samarbejde med HEG Erhvervsskolerne i Aars, udviklet et nyt 2-dages dækteknikerkursus. Kurset kan benyttes af såvel foreningens egne medlemmer, men også alle andre, som arbejder med dæk og fælge på de danske værksteder. Kurset er nemlig oprettet i AMU-regi og dermed åbent for alle.

Tæt samarbejde med leverandørerne til dæk- og autobranchen

Vi ønsker til stadighed, ligesom leverandørerne af maskiner og udstyr til dæk- og autobranchen, generelt at løfte barren i relation til arbejdet med dæk og fælge. I dette samarbejde med dem har vi tidligere lanceret hjemmesiden Branchevejledning.dk og nu er turen kommet til deciderede dækuddannelser. Så i stedet for blot at udvikle og tilbyde uddannelse til medlemmerne i Dæk Specialisternes Landsforening, har vi besluttet også at give denne know how til fri afbenyttelse, siger direktør Volker Nitz. Han oplyser endvidere, at den nye DSL uddannelsesstruktur også støttes fuldt ud af Dækimportørforeningen og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk i Danmark.

Ny uddannelsesstruktur

DSL har nu udviklet en ny uddannelsesstruktur og indgået samarbejde med HEG i Aars. Jesper Boe Jørgensen, som mange sikkert kender fra hans tidligere stilling som direktør i Rema Tip Top, er formand for DSL Leverandørsektionen og nu også DSL’s uddannelsesansvarlige. Via medlemmerne i Leverandørsektionen har DSL sørget for, at det rigtige og tidssvarende udstyr er på plads på kurserne, så deltagerne får de bedst mulige betingelser i læringen med kendt udstyr fra både Flex1one, Rema Tip Top, Stenhøj og Würth.

Flere kurser på plads – og endnu flere på vej

En særlig 3-dages OTR-uddannelse, som omhandler arbejde med dæk og fælge til tunge køretøjer var første trin i den nye struktur. Tre af disse kurser er allerede blevet afviklet som AMU-kurser og nu kommer turen så til de lette køretøjer.

”Det nye 2-dages dæktekniker kursus er udviklet både til erfarne og mindre erfarne dækmontører og mekanikere og fokuserer på dæk til person- og varebiler. Jeg kan garantere, at man kommer hele vejen rundt omkring arbejdet med dæk og fælge, og da dæk, ligesom bilerne, hele tiden udvikles, kan jeg varmt anbefale at man deltager – selvom man har arbejdet med dæk i mange år. Man kan altid lære noget nyt – og måske få luset nogle af de unoder fra, som man har tilegnet sig”, siger Volker Nitz.

Tilbydes som AMU-kursus

DSL tilbyder kurset som AMU-kursus i samarbejde med HEG i Aars og varer 2 sammenhængende dage med mulighed for indkvartering på HEG’s kursisthotel.

Dækteknikerkurset afholdes to gange – henholdsvis 13.-14. september 2023 og 18.-19. september 2023 og tilmelding skal foretages via e-mail til dbdk@dbdk.dk – senest d. 14. august 2023.

Related links

Emner

Kategorier



Denne pressemeddelelse er udsendt på vegne af Dæk Specialisternes Landsforening.

Dæk Specialisternes Landsforening er brancheorganisation for dækcentre og leverandører. Der findes omkring 150 dækspecialister fordelt over hele landet.
Læs mere om Dæk Specialisternes Landsforening og find dit nærmeste dækcenter på
www.enrigtigdækspecialist.dk.

Kontakt

Volker Nitz

Volker Nitz

Pressekontakt Direktør 40 54 68 50

Velkommen til Dækbranchen Danmark!

Dækbranchen Danmark er interesseorganisation for hele dækbranchen i Danmark. Her samles Dæk Specialisternes Landsforening , Dækimportørforeningen og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk i en stærk brancheorganisation.
Neutral og forbrugervenlig oplysninger til trafikanterne sker via Rådet for Større Dæksikkerhed.
Dækmagasinet som udgives af Dækbranchen Danmark er landets eneste brancheblad som fokuserer på alt hvad der har med dæk at gøre.