Pressemeddelelse -

Stor efterspørgsel på krogmodnede flæskestege: Danish Crown opretter venteliste

Vi er godt i gang med julemåneden, og det betyder, at mange danskere spiser kamstege, flæskestege og ribbenstege, når de julehygger.

Men i år kæmper Danish Crowns premium-webshop Dyrbar.dk med at efterkomme efterspørgslen på de mere eksklusive kamstege, som er krogmodnede.

For selv om det har været en opadgående trend de seneste år, er efterspørgslen på krogmodnede kamstege steget med flere 100 pct. i år og især i de første 10 dage i december.

- Vi knokler nærmest i døgndrift for at efterkomme den store efterspørgsel lige nu. Vi hænger nye kamstege til modning hver eneste uge, og vi bruger al den plads, vi har til at krogmodne, men det går bare enormt hurtigt i år, og vi har solgt flere gange så mange, som vi gjorde sidste år, siger Dorte Ruby, der er ansvarlig for premium-delen i Danish Crown.

Flæskestegslisten

For at forsøge at komme så mange forbrugere som muligt i møde på efterspørgslen efter krogmodnede kamstege, har Dorte Ruby og Dyrbar.dk taget nye metoder i brug.

Der er nemlig blevet oprettet en såkaldt Flæskestegsliste, som man kan melde sig til på Dyrbar.dk, hvis man i første omgang går forgæves efter en krogmodnet kamsteg.

- De her kamstege ryger over disken i lyntempo i lige nu, og derfor har vi lavet Flæskestegslisten, så man ikke hele tiden skal gå ind på Dyrbar.dk for at kigge, men i stedet får direkte besked, når der igen kommer nye på lager. Og første gang, vi sendte besked ud om nye kamstege, solgte vi over 100 på de første to timer, så danskerne efterspørger virkelig de krogmodnede kamstege, siger Dorte Ruby.

Modningen giver kraftigere smag og bedre svær

Men hvorfor er danskernes efterspørgsel på krogmodnede kamstege steget så markant i år?

Topkokken Thomas Pasfall, der er indehaver af den Michelin-anbefalede restaurant Pasfall i Odense, har også bidt mærke i de krogmodnede kamsteges indtog på det danske marked. Og han forstår godt, hvorfor danskerne har fået øjnene op for de krogmodnede kamstege. Krogmodningen giver nemlig kamstegene en helt anden dybde, som er værd at betale mere for.

- En krogmodnet kamsteg koster selvfølgelig mere, men man får også mere ren vare for pengene. Under krogmodningen smider stegen den væske, den skal, så der ikke forsvinder 20 pct. under stegningen. Samtidig giver modningen en kraftigere og dybere smag af umami og fermentering. Det er et rigtigt luksusprodukt, og samtidig gør krogmodningen også, at sværene puffer markant lettere, så man får de mest fantastiske svær på stegen, siger Thomas Pasfall. 

Emner

  • Fødevarer, fødevareteknologi

At Danish Crown we focus on food in all parts of the value chain. Food is what we produce and food is what we sell to customers and consumers across the world.

Kontakt