Gå til indhold
Leon Skriver Hansen er en mand, der godt kan lide at løbe. Han kan godt lide at løbe langt. Meget langt. Foto: Mikael Horup
Leon Skriver Hansen er en mand, der godt kan lide at løbe. Han kan godt lide at løbe langt. Meget langt. Foto: Mikael Horup

Nyhed -

Så længe det bare er sjovt

Leon Skriver Hansen er en mand, der godt kan lide at løbe. Han kan godt lide at løbe langt. Meget langt. Faktisk kan Leon godt lide når det bliver rigtig hårdt. Derfor har han løbet et utal af de absolut sværeste trail- og ultraløb, man kan finde på jorden. Gå Godt har talt med ham om hans passion.

Lad os lige sætte scenen. Death Walley i Californien i USA. Et af de varmeste og tørreste steder på hele Jorden. Temperaturen sniger sig lige op på 49 grader i skyggen, som der for øvrigt ikke rigtig er noget af. Vi er i midten af juli 2016. De mange ultraløbere står klar til start. De befinder sig 85 m. under havets overflade og foran dem venter der 217 km. på en rute, der kun går opad til målet i 2.548 m. højde på Mount Whitney. Løbeunderlaget er asfalt og ruten har, siger og skriver, kun to sving. Velkommen til Badwater Ultramaraton.

Klar på startlinjen står også den dengang 44-årige Leon Skriver Hansen og venter på at komme i gang. 36 timer senere har han nået og krydset mållinjen, i det han selv mener, er hans mest ekstreme løb nogensinde. Og det siger ikke så lidt. For Leon er en atlet, der har prøvet lidt af hvert.

Ekstrem varme
Selv om den danske sommer har været varm i år, er der langt til de uli-delige 49 grader i Death Walley, da Gå Godt møder Leon S. Hansen, til en snak om hans mange løb, en dejlig sommermorgen i Lyngby. En ting er selve løbet, men noget andet er de forberedelser, der skal til før løbet og de uundværlige hjælpere, der skal følge med under løbet. Leon fortæller: ’Vi ankom tre dage før løbet klokken to om natten, og da vi stod ud af bilen med aircondition, var vi lige ved at vælte omkuld af den ekstreme varme, der mødte os. 44 grader sagde termometeret. Jeg havde forhørt mig hos andre, der havde løbet Badwater før, og jeg havde prøvet at træne i en sauna, men varmen var overvældende. På forhånd viste jeg godt, at jeg ville komme i væskeunderskud, fordi du simpelthen ikke kan optage væske hurtigt nok i de temperaturer’.

Betaler af egen lomme
Med på turen havde Leon også sin kone og en kammerat som hjælpere. En tredje hjælper, en lokal mand, stødte til teamet ved startstregen. Hjælperne kørte tre km. frem på ruten og stod klar med væske og isterninger, som Leon fik i kasketten og i en halsmuffedisse for at prøve at køle ham ned. Når han var nået yderligere tre km. frem, var isterningerne smeltet og fordampet som dug for solen. For langt de fleste, ville strabadser som disse være noget man skulle have penge for at udføre. Men sådan er det ikke i Leons tilfælde. Selvom han får sit løbeudstyr og sko betalt af sponsorer, er det hans egen lomme, der må betale for ”fornøjelserne”. Bare det at få lov til at være med koster 10.500 kr., så når alt er betalt for den lille løbetur i Californien, er regningen nået op på næsten 60.000 kr. Og det er endda på et skrabet budget, påpeger Leon.

Fik lyst til at presse sig selv
Leon S. Hansen havde løbet det meste af sit liv, ligesom de fleste andre også gør. Sådan lidt on and off. I 1999 havde han løbet med i det første maratonløb på den kinesiske mur, og året efter tog han turen op og ned ad Kilimanjaro i Kenya. Men lysten til at løbe forsvandt lidt, og det var først da han i forbindelse med et vægttab i 2004, for alvor fik lysten til at løbe igen. I 2006 fik han så den idé, at han skulle prøve at presse sig selv lidt ekstra, hvorfor han valgte at deltage i Maraton des Sables, som er et løb på seks etaper over 230 km. gennem Sahara. ’Jeg havde deltaget i plus 50 almindelige maratonløb, så jeg syntes, det kunne være sjovt at presse mig selv lidt. Jeg havde netop gennemført en ironman, men jeg var ikke så god til at cykle og det kedede mig. Til gengæld var jeg god til at løbe. Ikke hurtigt, men langt’, forklarer Leon om sin beslutning. Deltagerne i løbet gennem Sahara skal selv bære alt deres udstyr og mad på de seks etaper. Vand får de dog udleveret hver dag.

Løber på arbejde
Leon S. Hansen bor til daglig i Rødovre og arbejder i Lyngby. Ligesom så mange andre indebærer det en daglig transport mellem hjem og arbejde. Hvor mange vælger at tage bilen, cyklen eller det offentlige, vælger Leon at bruge benene. Han løber de 17 km mellem de to destinationer, og tager for det meste også lige en omvej, sådan mest for hyggens skyld. På den måde får han kombineret det praktiske i transport og træning, som han supplerer med noget pilates for at få nok stabilitet og smidighed i kroppen, og for at forebygge skader.

Forebyggelse er bedre end helbredelse
Forebyggelse ligger højt på Leons liste over gode råd til andre løbere. Det er også som en del af Leons forebyggelsesplan, at han jævnligt tager turen til fodterapeut Berit Beining i Rødovre.

’Allerede da jeg arbejdede som skraldemand i 18 år, gik jeg jævnligt til fodterapeut for at få gjort noget ved den hårde hud, som kommer når man går med sikkerhedssko dagen lang. I dag går jeg til fodterapeut for at forebygge vabler, og få styr på den hårde hud inden den udvikler sig til ligtorne. Prøv at tænke over hvad du byder dine fødder hverdag’, siger han. Leon mener, at fødderne er et godt sted at starte, når man taler om forebyggelse. For eksempel varmer han også altid sine fødder op på nogle små bolde, inden han skal ud og løbe.

Alt og intet
’Hvad tænker du egentlig på, når du løber i så mange timer? Det er et spørgsmål, jeg har fået mange gange’, siger Leon S. Hansen og giver selv svaret: ’Alt og intet. Du bliver nødt til at være mental stærk, ellers kommer du aldrig i mål. F.eks. Badwater, der kun har to sving, bliver du nødt til at dele op i små bidder inde i hovedet. Det er lidt nemmere med trailløbene. Der ændrer fokus sig hele tiden. Måske en flot udsigt du lige stopper op for at nyde eller et teknisk svært nedløb, som du skal koncentrere dig om’.

Næste udfordring for Leon er et mindre løb på Bornholm. Krølle- Bølle på Bornholm. Ruten går langs med kyststien, og er på 116 km, men da det er for nemt, skal deltagerne også lige tilbage igen, så turen bliver på 232 km. Deltagerne skal selv bære alt deres udstyr. Ingen depoter eller anden hjælp – og så er det i november måned. God tur.

’105’. Svaret kommer prompte og med et stort grin, da Leon skal svare på spørgsmålet om, hvornår han stopper. ’Jeg har mødt mange ældre løbere, der også deltager i ultraløb eller trailløb. Man skal bare justere lidt i hastigheden, så kan man sagtens deltage. Men jeg bliver ved, så længe det er sjovt’.

Du kan læse flere spændende historier i det nyeste nummer af Gå Godt.


 

Box:
Leons løbe CV.

1999 Great Wall maraton. (Første marathonløb nogensinde på den kinesiske mur.)
2000 Kilimanjaro Marathon (Gik til toppen af Kilimanjaro, og løb den næste dag marathon ned ad bjerget)
2006 Marathon des Sables (Etapeløb på 6 etaper i Sahara, ca 230 km)
2007 Mors 100 miles (Første 100 miles løb i Danmark)
2010 Dansk mester i 24 timersløb.
2010 Spartathlon (246 km nonstop løb i Grækenland, fra Athen til Sparta)
2012 Dansk rekord på 24 timer på løbebånd (204,5 km. Er siden blevet slået)
2012 Olympian Race (180 km nonstop løb i Grækenland med mål ved det olympiske stadion i Olympia)
2013 Western States 100 miles (161 km trailløb i Californien)
2014 Trans Alpine Run (293 km etape løb, hvor man krydser alperne på 8 dage)
2015 Ultra Trail Mont Blanc (170 km trailløb rundt om Mont Blanc)
2016 Badwater Ultramarathon (217 km nonstop løb i Death Valley, Californien)
2017 La diagonale des fous (164 km trail løb på øen Reunion)

Deltaget 4 gange ved VM i 24 timersløb.

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Cille Holse

Cille Holse

Pressekontakt Formand Danske Fodterapeuter 40482129
Tina Rønhøj

Tina Rønhøj

Pressekontakt Presse- og kommunikationsansvarlig 4320 5123

Danske Fodterapeuter

Danske Fodterapeuter skaber livskvalitet og sunde fødder til gavn for hele samfundet. Derfor har Danske Fodterapeuter en vision om at gøre fodterapeuten til en central, faglig aktør i sundhedsvæsenet til gavn for danskernes fodsundhed og patientsikkerhed.

Danske Fodterapeuter har eksisteret siden 1932 og har cirka 2000 statsautoriserede fodterapeuter som medlemmer.

Danske Fodterapeuter
Svend Aukens Plads 11, 2. sal
2300 København S
Danmark