Pressemeddelelse -

”Ejner Hessel ansætter rekordantal elever – også efter endt uddannelse”

Når man træder ind på administrationsgangen på førstesalen hos Ejner Hessel A/S i Tilst, summer det af travlhed. Der er gang i telefonerne, mødelokalerne er fyldt op, og der bliver tastet insisterende på computerne. Bag en del af personalet findes der en række af ledelseskontorerne, og på glasdøren ind til det ene sidder et cirkelformet orange klistermærke med teksten ”Vi uddanner til fremtiden”.

Manden bag glasdøren er 48-årige Jesper Brahm, der siden 2007 har bestredet funktionen som HR-chef hos Ejner Hessel. De sidste 15 år har han været vidne til en familievirksomhed, der i 2007 havde 600 ansatte, og som i sommeren 2022 har nærmet sig de 1500 sjæle, der bidrager til fællesskab, vækst og flotte resultater.

Ejner Hessel A/S vandt i starten af maj i år Dansk Industris Lærepladspris, og netop den anerkendelse er HR-chefen tilfreds med og stolt over.

- Siden Ejner stiftede forretningen, har kongstanken hos Ejner Hessel været, at vi skal være kendetegnende ved en fordeling, der altid tager ansvar for de unge menneskers uddannelse, og som giver dem ansvar, tillid og tiltro gennem en læreplads hos Ejner Hessel A/S. Derfor er vi stolte over prisen, og jeg føler, at det er en anerkendelse af det arbejde, vi som virksomhed gør for at være den læreplads, der uddanner til fremtiden, fortæller Jesper Brahm.

>> Jeg oplever en større respekt for de erhvervsfaglige uddannelser, end der længe har været. Det skyldes måske det fokus, der har været hos både arbejdsgivernes organisationer og politikerne. <<

Erhvervsfaglige uddannelser vinder indpas

De 27 afdelinger af Ejner Hessel-koncernen er spredt ud over hele kongeriget, og den samme forskellighed findes i de lærepladsfunktioner, Ejner Hessel hvert år går ud og tilbyder til kommende elever og lærlinge. Bag rekrutteringen findes et forløb, hvor Ejner Hessel A/S og Jesper Brahm har udviklet og finpudset processen, så både forældre og de unge mennesker kender mulighederne og fremtidsperspektiverne ved at gå i lære i familievirksomheden med fundament i Brande.

- Jeg oplever en større respekt for de erhvervsfaglige uddannelser, end der længe har været. Det skyldes måske det fokus, der har været hos både arbejdsgivernes organisationer og politikerne. Hos Ejner Hessel er der både jobsikkerhed, god aflønning og mulighed for efteruddannelse løbende, fortæller Jesper Brahm. Samtidig understreger han, at der er stor udvikling i den branche, Ejner Hessel A/S uddanner de unge mennesker i, og at den kan føre mange steder hen.

Fremtiden på plads

I januar 2022 gik Ejner Hessel ud i branchen med ambitionen om at ville ansætte 50 lærlinge yderligere i virksomheden. En beslutning, der blev taget af de fire Hessel-brødre og direktør Benjamin Mahr ud fra ønsket om at booste optaget af de kommende ansatte i koncernen.

- Når vi går ud og siger, at vi vil ansætte 50 lærlinge og elever, gør vi det ikke, fordi vi synes, det er synd for ”lille Peter”, men fordi hele vores kultur i virksomheden hviler på, at vi skal uddanne den arbejdskraft, vi skal bruge i fremtiden. Når vi så er i gang med at uddanne de unge mennesker, er det også fedt at se enkeltpersoners udvikling, fortæller Jesper Brahm.

>> Sidste år ansatte vi mere end 70 procent af eleverne, da de var færdiguddannet og nogle år er vi over 80 procent. <<


Mulighed for at avancere

Tidligere på året tog Jesper Brahm 50 af Ejner Hessel A/S’ elever og lærlinge med på inspirationstur til Mercedes-Benz-fabrikken i Bremen, og tidligere år er turen gået til hovedstaden for Mercedes-Benz i Stuttgart. Ture, der giver både elever og HR-chefen meget.

- På disse ture bliver jeg bekræftet i, at vi hos Ejner Hessel A/S har en attraktiv arbejdsplads, uanset om du vil uddannes som personvogns- eller lastvognsmekaniker, som karrosseritekniker, eller om du vil sidde i nogle af de mange supportfunktioner, vi også uddanner i. Det er ikke en blind vej, man bevæger sig ud på. Vi kan se på både ledelsen ude i forretningerne og på hovedkontoret, at vi netop har chefer, der selv har taget vejen fra lærling til leder. Sidste år ansatte vi mere end 70 procent af eleverne, da de var færdiguddannet og nogle år er vi over 80 procent, afslutter Jesper Brahm.

Den afsluttende bemærkning fra HR-chefen sætter en tyk streg under troværdigheden i det klistermærke, der er synligt for alle de ansatte i administrationen. Nemlig at man hos Ejner Hessel A/S ”uddanner til fremtiden”.


FAKTA OM EJNER HESSEL SOM LÆREPLADS

  • Nuværende antal lærlinge/elever: 185
  • Nyansatte antal lærlinge/elever i 2022: 76 (2021: 54)
  • Nettotilvækst 2021-2022 antal lærlinge/elever: 45
  • Ejner Hessel har i øjeblikket 6 kvindelige lærlinge – det er første gang nogensinde.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • lastbiler
  • varebiler
  • din fremtid
  • personbiler

Ejner Hessel A/S er familieejet, og er en af Danmarks største bilforhandlere med salg til både erhvervskunder og private. Selskabet er autoriseret forhandler og serviceværksted for bilmærkerne Mercedes-Benz, Renault, Dacia, Ford og Smart. Selskabet blev etableret i 1968, og har gennem årene ekspanderet i Jylland. I 2008 kom det sjællandske marked med, og Ejner Hessel har i dag i alt 27 afdelinger, heraf 16 i Jylland og 11 på Sjælland. Ejner Hessel-koncernen er også ejer af Skandinaviens største brugtbilscenter, Mercedes-Benz Starmark. Ejner Hessel-koncernen beskæftiger i dag ca. 1.500 medarbejdere.

Kontakt

Relateret materiale

  • Her lever fordommene ikke

    Det er helt almindelig mandag formiddag på Ålandsvej 2 hos Ejner Hessel A/S i Viborg. Parkeringspladsen er godt fyldt op, og der er allerede godt gang i dagens arbejde. Både i indskrivningen men også på værkstedet, hvor de første af dagens varebiler og lastbiler allerede er under lup.

    Bag en lastbil gemmer sig værkstedets eneste kvinde. På de obligatoriske Hessel-overalls står der ”Marika P

  • Jobskifte: Mekaniker bliver salgstrainee

    Hos Ejner Hessel A/S i Holstebro kender alle alle. Det er en lille familie i den store Hessel-familie. Bagerst i den smalle salgsafdeling finder vi det nyest tilkomne familiemedlem. Eller ny og ny, det er måske for meget sagt. For helt ny er han faktisk ikke. Han er et velkendt ansigt hos Ejner Hessel A/S, men dog nyeste familiemedlem i den lille Holstebro-familie.
    Manden det handler om, er de