Gå til indhold
Mangel på råvarer er ifølge en ny undersøgelse blandt de største trusler mod dansk eksport, og ni ud af ti danske eksportvirksomheder er påvirket af krigen i Ukraine. Foto: PR.
Mangel på råvarer er ifølge en ny undersøgelse blandt de største trusler mod dansk eksport, og ni ud af ti danske eksportvirksomheder er påvirket af krigen i Ukraine. Foto: PR.

Pressemeddelelse -

Ny undersøgelse: Ni ud af ti danske eksportvirksomheder påvirket af Ukraine

Mangel på råvarer er ifølge en ny undersøgelse blandt de største trusler mod dansk eksport, og ni ud af ti danske eksportvirksomheder er påvirket af krigen i Ukraine. Alligevel er optimismen intakt.

Krigen i Ukraine, svigtende forsyningskæder og mangel på råvarer, der sender priserne i vejret, presser de danske eksportvirksomheder. Det viser det nye Eksportbarometer for andet kvartal, der er en spørgeskemaundersøgelse, som Danish Export Association i samarbejde med Jyske Bank har foretaget blandt mere end 250 topledere fra danske eksportvirksomheder. Ifølge undersøgelsen er 88 procent af de adspurgte påvirket af situationen i Ukraine, og 66 procent fremhæver råvaremangel som en af de største trusler mod dansk eksport, hvilket var tilfældet for 55 procent i første kvartal.

– Siden første kvartal er råvarepriserne steget og råvaremanglen taget til. Det var også et tema inden krigen brød ud, men nu ser vi altså, at virksomhederne i stigende grad bliver udfordret af det. Krigen i Ukraine er medvirkende til, at råvarepriserne stikker af, men fordi det kun er en lille del af eksporten, der normalt går til Rusland, er det kun i omkring 15 procent af virksomhederne, hvor eksporten er ramt direkte af sanktioneringer eller af selvsanktionering, siger Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank.

74 procent af eksportvirksomhederne oplever stigninger i råvarepriserne på grund af krigen i Ukraine, mens næsten halvdelen oplever, at krigen har skabt decideret mangel på råvarer. Fiskeprocesseringsvirksomheden Espersen, som har lavet selvsanktionering og lukket produktionen i Rusland, er blandt de virksomheder, som i høj grad er udfordret af knappe råvarer og stigende priser.

– Vores fisk kommer primært fra Barentshavet, hvor kvoten deles mellem Rusland og Norge, og udover forsinkelse i forsyningskæderne, er de norske fisk steget meget i pris, da de fleste i øjeblikket foretrækker dem. Råvarepriserne steg 15 procent efter 24. februar, og vi er naturligvis også påvirket af stigende priser på energi, fragt og emballage, siger Klaus Beyer Nielsen, CEO i Insepa A/S, som ejer Espersen.

Optimistiske trods dystre udsigter

Trods de aktuelle udfordringer i forhold til at skaffe råvarer indikerer det nye Eksportbarometer imidlertid optimisme, og eksportvirksomhederne forventer, at deres eksportordreindgang fortsat vil stige – om end blot beskedent. Ifølge Halldor Halldorsson, der er Head of Branding and Relations i Danish Export Association, er det sandsynligvis først omkring årsskiftet, at forsyningskæderne atter er på omgangshøjde.

– Mange virksomheder har langvarige leveringsaftaler eller har købt stort ind og klarer sig derfor fint, men indtil logistiksituationen bliver normal igen, kan især mindre virksomheder, der typisk står bagest i forsyningskøen, blive presset. Og da efterspørgslen på råvarer vil blive ved med at være høj i et godt stykke tid endnu, vil priserne gøre det samme, siger Halldor Halldorsson og understreger:

– Indtil videre har konsekvenserne af kriserne ikke for alvor ramt, så det bliver interessant at se, hvordan det udvikler sig ved næste måling i tredje kvartal. De danske virksomheder har dog fantastisk evne til at tilpasse sig og finde nye løsninger og veje gennem kriser, og ligesom virksomhedslederne er jeg ganske optimistisk i forhold til fremtiden.

Emner

Kategorier


Jyske Bank A/S er Danmarks tredjestørste bank med cirka 3.200 medarbejdere og cirka 158.000 aktionærer. Banken tilbyder finansielle løsninger til både privatpersoner og erhvervskunder i sine 83 danske afdelinger. www.jyskebank.dk

Kontakt

Dorte Lenskjold Hjerrild

Strategisk Planner, Jyske Bank (+45) 21 45 49 42

Mette Kristensen

Communications Consultant, Danish Export Association (+45) 28 85 64 30

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum