Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Ældre vil blive boende: Efter 67 år på gården vil Grethe Marie ingen steder

Andelen af danskere over 80 år vokser hastigt, og det kan sætte pres på ældreboliger og plejehjem. Men flere bliver boende i eget hjem. Grethe Marie har brugt tre fjerdedele af sit liv på gården Hedelykke og har ikke planer om at flytte.

Aldersgruppen på 80 år og derover vil vokse fra at udgøre 5,7 procent af befolkningen i Danmark i dag til otte procent om bare fjorten år. Det fremgår af en ny fremskrivning fra Danmarks Statistik. Og mens Ældre Sagen vurderer, at der kommer til at mangle plejehjemspladser, viser en udgivelse fra Rockwool Fonden 2025, at de ældre i stigende grad bliver boede i deres store huse fremfor at flytte i plejebolig, på plejehjem eller i en mindre bolig. Blandt de ældre over 75 år bor over halvdelen stadig i store boliger.

Grethe Marie Larsen kom til gården Hedelykke ved Sønder Felding i 1958 som ung pige i huset, og hun har ikke forladt stedet siden. Hun forelskede sig nemlig i den voksne søn på gården, den 17 år ældre Christian, som hun siden blev gift og fik børn med. I en alder af 86 år bor hun stadig på gården – og hun har ingen planer om at flytte.

– Efter så mange år det samme sted har jeg jo slet ikke lyst til at skulle flytte hverken til byen eller nogen andre steder hen. Hele mit liv har jo været her, og det er det stadig, fortæller Grethe Marie Larsen.

Hjælpemidler gør det muligt

Tilknytningen til stedet er ikke til at tage fejl af, og selvom ægtemanden gik bort i 1998, er Grethe Marie Larsen blevet på ejendommen, hvor hun i dag bor sammen med sønnen Jens på 62. Da tanken om at flytte fra gården ikke just behagede den 86-årige enke, har hun gjort, hvad hun kunne, for at undgå det og blive boende.

Hun har fået sig en elscooter, så hun kan køre rundt i haven, og i april fik hun installeret en trappelift, så hun uden besvær kan komme til og fra soveværelset på førstesalen. Det gør hele forskellen for hendes fremtid på gården, mener hun.

– Tapperne op til soveværelset begyndte at være et problem. Der er ikke plads til at lave soveværelset nedenunder i stedet, så vi måtte finde en løsning. Jeg havde læst om trappelifte i Ældre Sagens blad, og selvom den kostede mange penge, så måtte det være sådan – det var det, der skulle til, siger Grethe Marie Larsen.

Hos A.P. Botved, der leverer hjælpemidler til ældre og bevægelseshæmmede i hele landet oplever man, at flere ældre i dag investerer i at gøre deres bolig mere tilgængelig for at kunne blive boende.

Ældre i dag prioriterer i højere grad at kunne blive ved med at bo, der hvor de nu engang bor. Det handler for rigtig mange om livskvalitet, og for samfundet er det måske også meget fornuftigt, at der er flere, der både kan og vil blive i deres nuværende bolig i stedet for, at vi kommer til at mangle ældreboliger og plejehjemspladser, siger Mads Peter Poulsen, der er direktør i den mere end 90 år gamle virksomhed A/S A.P. Botved, der driver opadtrappen.dk, som specialiserer sig i netop stole- og trappelifte.

Huset, haven og hele herligheden

Ejendommen, der tidligere har været langbrug, ligger omtrent fire kilometer fra Sønder Felding by. I den gamle have, som hun har brugt årevis på at passe, står buske og blomster i fuldt flor. Turen rundt i haven med alle de minder, den huser, er også noget, Grethe Marie Larsen ikke vil være foruden.

– Jeg har altid holdt meget af haven og været meget haveinteresseret, så det bruger jeg meget tid på – det jeg kan stadig holde ud. Håndarbejde kan jeg ikke så godt længere, men jeg kan godt gå lidt i haven eller køre på min elscooter, som jeg også kan tage et hvil på. Det betyder selvfølgelig også noget, at jeg har min søn her sammen med mig. Vi er begge alene, men her på gården har vi jo hinanden, siger Grethe Marie Larsen.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


A/S A.P. Botved er en mere end 90 år gammel virksomhed, der sælger maskiner og udstyr til at hjælpe bevægelseshæmmede mennesker. Virksomhedens ønske er at bidrage til bedre muligheder og større livskvalitet for bevægelseshæmmede. Læs mere på: botved.dk og opadtrappen.dk

Kontakt