Pressemeddelelse -
Autobranchens IT-gigant i millionsatsning: Det er ’make it or break it’
En af bilbranchens største softwareleverandører, Auto IT, har investeret 12 millioner kroner i et omfattende teknologiskifte til en branche i opbrud. Direktør kalder satset ’make it or break it’ og det skal bane vej til udlandet.
Auto IT investerer massivt i ny digital platform – en sjettedel af hele omsætningen fra 2024 er sat på det store teknologiskifte, blandt andet en ny version af salgsprogrammet AutoDesktop. Programmet faciliterer halvdelen af det danske bilsalg, med en årlig en pengestrøm på 50 milliarder kroner. Trods den dyre satsning kommer Auto IT ud af 2024 med et resultat på 3,4 millioner kroner.
– Vi har investeret cirka 15 procent af vores omsætning på udviklingen af AutoDesktop 2.0, som nu bliver fuldt cloudbaseret. Vi gør det for at følge den konsolidering, vi ser i branchen, så det er en stor investering og bliver ’make it or break it’, fortæller direktør i Auto IT Claus Nyboe.
Teknologiskiftet har begrænset den økonomiske vækst i 2024, fortæller direktøren, der budgetterer med 15 procents vækst i omsætningen i anden halvdel af 2025 i forhold til 2024 – og endnu mere i 2026.
– Årets resultat er som forventet og tilfredsstillende set i lyset af investeringen. Allerede i andet halvår af 2025 regner vi med vækst i omsætningen, og vi forventer en samlet omsætning for året på 85 millioner. Kigger vi mod 2026, forventer vi yderligere vækst på mere end 20 procent i omsætningen.
Konsolidering rimer på digitalisering
De senere år har konsolidering været det helt store emne i den danske autobranche. Det har betydet færre, men større koncerner, og ifølge Claus Nyboe betyder det også en højere grad af digitalisering.
– Via den softwareservice, bilforretninger anvender, får vi et stærkt indblik i, hvordan branchen klarer sig på flere parametre. Der bliver stillet flere krav til både os og forhandlerne, men de får også flere digitale værktøjer stillet til rådighed. Med den nye teknologi ændrer vi vores tilgang, så vi bruger samme platform til at udgive alle programmer. Det gør det nemmere for alle led i branchen og giver et bedre fundament for den omstillingsparathed, der kræves, fortæller Claus Nyboe og pointerer, at konsolideringen finder sted på europæisk plan.
Væksten skal hentes internationalt
Væksten, der skal komme i den danske IT-virksomhed inden for ganske kort tid, skal til dels hentes uden for landets grænser – først og fremmest i de nordiske lande, sidenhen i Tyskland.
– Vi er en meget dansk virksomhed i dag, men vores kunder – hele bilbranchen – internationaliseres. Vores omfattende softwareudvikling skaber grundlag for at gå ud over landets grænser. I andre europæiske lande er man ikke lige så langt fremme på digitalisering som i Danmark, og derfor står vi i en unik position og med en gylden mulighed. Vi starter i de nordiske lande og kigger derfra mod Tysklands kæmpemæssige bilmarked, lyder det fra Claus Nyboe, der understreger:
– Vi skal ikke ekspandere internationalt ved bare at åbne kontorer i nye lande. Vi skal udnytte det, vi har bevist i Danmark, til at gøre os interessante for internationale spillere og samtidig bygge videre på de gode relationer, vi har i Danmark.
Nyt engroshandelssite i Danmark
Med den teknologiske opgradering lancerer virksomheden samtidig et engroshandelssite for bilforhandlere. Auto IT, der ejer platformen Biltorvet.dk, har kunnet spore tiltagende køb og salg mellem forhandlerne på sine egne platforme, og grundet den store trafik søsættes nu en selvstændig løsning til engros brugtvognshandel.
– Brugtvognsmarkedet er i vækst, og udover engrossitet kommer vi nu også til at give den del af branchen mulighed for at give deres kunder forskellige valg ved direkte køb, køb med finansiering, leasing og udlejning for kortere eller længere perioder. Det har været stort på nye biler i mange år. Nu er det på vej på brugtvognsmarkedet – det er det nye ’must have’, siger Claus Nyboe.
Related links
Emner
Kategorier
Auto IT A/S er autobranchens egen IT-virksomhed og ejes af cirka 300 selskaber, der repræsenterer omkring 700 af de største bilforretninger i hele landet. www.autoit.dk