Pressemeddelelse —
Cykelferien hitter igen: Bikepacker giver sine bedste råd til turen i Danmark
Flere vil holde sommerferien i Danmark, og cykelferien er blevet populær igen. Det kræver ikke meget at tage på cykelferie i Danmark, forklarer erfaren bikepacker og giver sine bedste råd til turen.
Hver fjerde dansker vil holde ferie herhjemme, ifølge seneste konjunkturmåling fra Voxmeter i maj, det er en stigning på 16 procent siden maj sidste år. Samtidig er cykelferien eller Bikepacking’, som frilufts- og cykelentusiaster kalder det i dag, blevet populær. Hos Friluftsland oplever man en stigende interesse for gear til cykelferien.
– Vi oplever en stigende interesse for bikepacking, og vores foredrag om cykelferie bliver hurtigt udsolgt. For nogle er det vigtigt med det helt rigtige udstyr, som for eksempel specialdesignede Ortlieb-tasker, mens andre foretrækker at tage udgangspunkt i det, de allerede har derhjemme, siger Claus Østergaard, der er marketingchef i Friluftsland.
Danmark er perfekt til cykelferie
Et af de bedste lande at tage på cykelferie i er faktisk Danmark, mener Kenneth Bruun Jørgensen, der er lidt af en ekspert ud i cykelferien og har tilbagelagt 75.000 kilometer på cykel på fem forskellige kontinenter.
– På cyklen oplever man verden på en helt anden måde, og Danmark er det perfekte land at tage på cykelferie i, her er så mange smukke naturoplevelser om sommeren. Det kræver ikke meget at tage afsted – har du en damecykel med kurv, er du faktisk godt kørende, og man skal ikke lade sig begrænse af, hvad man ikke har af udstyr. Det vigtigste er, at man kommer afsted, siger Kenneth Bruun Jørgensen.
Overvejer man en cykelferie, er det en god idé at starte med at forholde sig til, hvilken type cykelferie man vil på – for det kan være mange forskellige ting, mener Kenneth Bruun Jørgensen.
– Er det vigtigt for dig at nå et bestemt antal kilometer på en bestemt rute, eller skal der være plads til at snakke med en gammel fisker, du møder på en havn undervejs, eller tid til at blive længere ved en særligt smuk skovsø? Det er godt at gøre op med sig selv på forhånd, siger Kenneth Bruun Jørgensen og deler sine bedste råd til dig, der overvejer cykelferien denne sommer.
Ruteplanlægning:
Planlæg ruten hjemmefra. Brug eventuelt via Naviki, hvor regionale ruter er markeret. Brug ruterne som inspiration, tænk kreativt, og læg ruten efter seværdigheder – for eksempel Thomas Dambos trolde, nationalparkerne, vikingetræf, en festival eller forbi venner i sommerhus og til moster Bentes fødselsdag i Hobro som slutdestination.
Overnatning: Gør op med dig selv, om du vil campe i det fri med telt, shelters eller leje Airbnb, hotelværelser eller vandrehjem. Tjek shelterapp for muligheder og bookinger og udinaturen.dk for muligheder for fri teltning i skove.
Påklædning: Godt tøj til cykelferien er ikke stram Lycra – men merinould, der kan klare op mod fem dage uden vask og uden at komme til at lugte dårligt. Hav to sæt undertøj, to t-shirt og to par strømper, så der altid er et sæt at skylle op og have rent. Vælg åndbart Gore-tex i stedet for almindeligt regntøj. Medbring et par sandaler eller lette gummisko til aftenerne, når dine fødder er blevet godt trætte.
Mad og drikke: Det er en god idé at medbringe et blus og en letvægtsgryde til simpel madlavning. Medbring ikke alverdens fødevarer til mange dage, men køb let ind og suppler løbende. Kogte æg er en god og let kilde til protein at have med og kan holde sig længe. Der findes desuden flere næringsrige tørmadsløsninger, der er lette at have med på tur.
Udstyr og værktøj: En grundregel i bikepacking er, at hvis du kun tror, at du har brug for det, skal du ikke have det med. Medbring kun det absolut nødvendige: Førstehjælps udstyr, et multitool, lappegrej og cykelpumpe. Alle har forskellige komfortniveauer – nogle vil have en stol eller skammel med, mens andre er fint tilfredse med en gren eller sten at sidde på undervejs.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Friluftsland har siden 1980 forhandlet kvalitetsudstyr til outdoorlivet og er i dag en landsdækkende kæde med 14 forretninger. Virksomheden er ejet af den svenske koncern Fenix Outdoor, der blandt andet ejer det kendte mærke Fjällräven. Læs mere på Friluftsland.dk