Pressemeddelelse -
Danmarks største klatrehal åbner i Aalborg
Boulders slår den 30. oktober dørene op til en klatrehal i Aalborg Øst, der bliver Danmarks største. Hallen byder på masser af moderne klatrefaciliteter, fitnessområde, børneområde og café.
Torsdag den 30. oktober klokken 12 åbner Boulders dørene til en ny klatrehal på Skjernvej 4A i Aalborg Øst. Med sine 2500 kvadratmeter bliver det Danmarks største og mest alsidige klatrehal for både begyndere og erfarne.
Åbningen markeres med en åbningsceremoni den 30. oktober, hvor rådmand Jan Theisen vil klippe båndet, og der vil være en række åbningstilbud. To dage før, tirsdag den 28. oktober kl. 17 til 20, kan offentligheden få et uformelt kig i den færdige hal, hvor gæster kan møde teamet, stille spørgsmål og nyde en kop kaffe.
– Vi glæder os til at åbne dørene til vores nye, store klatreunivers. Vi er glade for at kunne tilbyde vores dedikerede klatrere fra Aalborg en klatrehal i egen by, så de ikke skal tage turen til Aarhus, og vi håber også at se en masse nye ansigter. I klatrehallen er der rum for både fællesskab, bevægelse og hjernegymnastik, siger Martin Petersen, direktør i Boulders.
Faciliteter for store og små
I Boulders’ nye klatrehal kan børn og voksne prøve kræfter med nogle af de nyeste klatrevægge inden for den populære disciplin bouldering, hvor man klatrer på lave vægge og uden reb.
Besøgene kan også træne i et stort træningsområde, drikke en økologisk øl, sodavand eller kaffe i cafeen, slå sig ned med sin laptop ved et skrivebord med gratis wifi eller lege med børnene i et stort afskærmet børneklatreområde, som har fået sin egen etage.
– Man skal føle sig godt tilpas, uanset om man kommer for at træne eller bare slappe af med en forfriskning. Derfor har vi lagt lige så stor vægt på de sociale rammer som på klatringen, siger Martin Petersen og tilføjer:
– Vi vil gøre klatring så tilgængelig som muligt – og det kræver fleksible åbningstider. På åbningsdagen åbner vi klokken 12, men holder hallen åbent hver dag fra klokken 10 til 22, så både studerende, familier og folk med fuldtidsjob kan være med.
Byggeri med omtanke
Med tanke på miljøet er Boulders Aalborg bygget med blandt andet bambusvægge, FSC-mærkede materialer og en økologisk café.
– Klatreformen bouldering foregår i dag typisk på lave indendørs klatrevægge med madrasser som faldunderlag, men oprindeligt blev sporten udøvet på naturens klipper og større stenformationer. Vi har bygget klatrehallen med respekt for miljøet og den natur, som har foræret os muligheden for at klatre, lyder det fra Martin Petersen.
Åbningstilbud
Fra torsdag den 30. oktober kl. 12 tilbyder Boulders gratis skoleje til alle de første fire uger efter åbning. De første uger får studerende, familie og lokale også halv pris på entré. Mere info på: boulders.dk/aalborg
Ved medlemskab inden åbning sparer man 33 procent i tre måneder og får et gratis kaffekort til 11 kopper kaffe, te eller kakao og gæstepas til at medtage venner. Ved klippekort får man to ekstra klip og et gratis kaffekort med i købet.
Boulders er landets største klatrekæde med afdelinger i København, Aalborg, Aarhus og Odense, som har eksisteret siden 2009. Med ugentlige opdateringer af klatreruter på otte sværhedsgrader er der udfordringer for både nye som erfarne. Læs mere på www.boulders.dk
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Boulders er landets største klatrekæde med afdelinger i København, Aalborg, Aarhus og Odense, som har eksisteret siden 2009. Med ugentlige opdateringer af klatreruter på otte sværhedsgrader er der udfordringer for både nye som erfarne. Læs mere på www.boulders.dk