Pressemeddelelse -
dao leverer breve alle årets dage – sådan hjælper du dit brev godt på vej
Fra 1. januar omdeler dao breve i hele Danmark, alle ugens dage. En tydelig skiltning på brevkassen og nem adgang kan gøre leveringen endnu mere smidig.
Fra årsskiftet er det de rød-hvide bude fra dao, som leverer breve i danskernes brevkasser. Det sker alle årets dage i al slags vejr – også i weekender og på helligdage – og dao opfordrer nu danskerne til enkle tiltag, der kan gøre brevomdelingen endnu mere smidig.
– Danskerne får alt fra bryllupsinvitationer og postkort til vigtige dokumenter i brevkassen. Det er afgørende, at de bliver leveret til tiden og sikkert. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man får tjekket, om der er tydeligt husnummer og navn på brevkassen, og at den står synligt fra vejen – og sørger for, at der bliver ryddet, hvis der kommer sne og glat føre, siger Lars Balsby, salgsdirektør i dao.
I mere end 100 år har dao leveret aviser til danskernes brevkasser, og i mere end et årti også breve. Derfor forventer Lars Balsby heller ikke de store udfordringer ved at overtage opgaven som eneste virksomhed, der omdeler breve.
Flere muligheder, når du sender breve
Breve kan leveres alle årets 365 dage, indleveres i den røde brevkasse i nærmeste daoSHOP. Det er også muligt at få hentet brevet derhjemme mod en betaling på 10 kroner ekstra.
– Vi har tilpasset vores brevløsninger, så de passer til den måde, danskerne bruger breve på i dag – uden at gå på kompromis med sikkerhed og pålidelighed, siger Lars Balsby.
Via dao’s app og webplatform kan man købe porto, der som noget nyt omfatter hastebreve med levering inden for en til to dage, udlandsforsendelser til hele verden og rekommanderede breve. Her kan man også finde den nærmeste daoSHOP og information og åbningstider og kundeservice.
Det kan du gøre ved brevkassen
Her er fire gode råd fra dao, som gør det nemt at få sine breve:
1. Skriv navn og husnummer på brevkassen
Sørg for, at oplysningerne er tydelige, så buddet hurtigt kan finde den rigtige adresse og aflevere brevet korrekt.
2. Placér brevkassen, så den er let at komme til
Placér brevkassen ud mod vejen ved huse. I etageejendomme fungerer brevkasser placeret samlet i stueetagen bedst.
3. Hold adgangsvejen fri – hele året
Ryddede adgangsveje og sikre forhold – også når der er sne og glat – gør det lettere at levere brevene.
4. Adgang til opgangen
Nøgle, brik eller kode gør det muligt at aflevere brevene direkte. dao har allerede adgang til mere end 98 procent af landets opgange og samarbejder løbende med boligforeninger og administratorer om at skaffe adgang til de sidste opgange, men det er også vigtigt, da vi ikke kan levere brevene til de låste opgange, men sender brevene tilbage til afsenderen. Spørg gerne din administrator eller formand, om I har husket at aflevere en nøgle, brik eller kode til dao.
Related links
Emner
Kategorier
dao er et danskejet distributionsselskab med rødder tilbage til 1920. dao sørger for, at pakker, breve, aviser og magasiner året rundt bliver leveret i hele Danmark lige derhen, hvor det passer bedst: til kiosken, i brevkassen eller til døren. Læs mere på www.dao.as