Debat: Tænder er en del af kroppen – og bør behandles sådan

Tandsundhed står stadig på sidelinjen i sundhedssystemet. Politisk passivitet skaber tabu, skam og ulighed og tvinger aktører uden for systemet til at tage teten på danskernes tandsundhed.

Af Denis Lewinsky, direktør i Dansk Tandforsikring

Tænder har ikke samme status som kroppens øvrige organer i sundhedsvæsenet. Hvor behandling af hjerte, lunger og lever naturligt er en del af det offentlige system, er tandpleje blevet placeret som en særskilt ydelse med sit eget økonomiske og sundhedsfaglige spor. Det skyldes i høj grad politiske prioriteringer og en historisk arv, hvor det oprindeligt var kvaksalvere og smede, der tog sig af befolkningens tandsmerter.

Den systematiske skævhed betyder, at mange borgere kun søger tandlægehjælp, hvis de har råd. Ifølge Danmarks Statistik havde over syv procent af danskerne over 16 år – svarende til over 350.000 danskere – ikke indfriet behovet for tandlægebehandling på grund af manglende økonomi i 2024. Det er en stigning fra 2021, hvor det gjaldt knap fem procent.

Pengemangel og skam er blandt hovedårsagerne til, at mange sårbare ældre lever med ubehandlede tandproblemer, viser forskningsprojektet ”Sund Mund Hele Livet” fra Københavns Universitet fra 2024. Samtidig peger rapporten på, at 41 procent af plejepersonalet finder mundpleje vanskeligere end anden personlig pleje, og mange har ikke den nødvendige uddannelse.

Der er behov for handling nu

I praksis ser jeg dagligt, hvordan uligheden i samfundet vokser. Ressourcestærke borgere forsikrer sig økonomisk mod tandudgifter, mens de mest udsatte sjældent opsøger økonomisk hjælp på egen hånd.

For at afhjælpe problemet har en række fagforeninger og virksomheder gjort økonomisk tandlægestøtte tilgængelig for flere via overenskomster og lønforhandlinger. Blandt andet har Finansforbundet, Farmakonomforeningen og Forsikringsforbundet sikret kompensation til alle ansatte i banker, apoteker og forsikringsselskaber. Der er også voksende interesse for kollektive løsninger blandt aktører med kontakt til samfundets udsatte, herunder bosteder.

Sådanne initiativer er et resultat af, at tandpleje i mere end 100 år ikke er blevet integreret i sundhedsvæsenet. Fra politisk side kunne man gøre nogle af initiativerne mere attraktive ved for eksempel at fjerne beskatningen af tandforsikringer for den enkelte i kollektive ordninger. Man kunne også give privatpersoner skattemæssigt fradrag ved køb af en tandforsikring. Disse initiativer vil være væsentlig billigere for den enkelte end at selv skulle påtage sig udgifterne. Uden handling vokser uligheden på tandområdet, som allerede er større end i resten af sundhedsvæsenet.