Gå til indhold
Den danske bogføringslov er i disse år omdrejningspunkt for en række nye krav, som med implementeringen af SAF-T 2.0 vil ændre spillereglerne for tusindvis af virksomheder. Foto: PR.

Pressemeddelelse -

Ekspert advarer: Nye bogføringskrav kan efterlade 40.000 virksomheder med håret i postkassen

Nye bogføringskrav skal kun gælde virksomheder med registrerede standardbogføringssystemer. Op mod 40.000 øvrige virksomheder risikerer ifølge ekspert at blive ramt af kravene uden varsel og forberedelsestid.

Den danske bogføringslov er i disse år omdrejningspunkt for en række nye krav, der vil ændre spillereglerne for tusindvis af virksomheder. Det standardiserede format SAF-T, hvor bogføringsdata skal kunne deles og anvendes eksempelvis til hurtigere lånevurderinger, benchmarks og fremtidig momsindberetning, trådte i kraft 1. januar i år, og fra 1. juli 2026 forventes SAF-T 2.0 implementeret. Det skal bidrage til øget gennemsigtighed og automatisering, hvilket vil lette virksomhederne for en administrativ byrde.

I de nuværende bekendtgørelsesudkast, der er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra Erhvervsstyrelsen, Danmarks statistik, Skattestyrelsen og Udviklings- og forenklingsstyrelsen, lægges der op til, at de nye bogføringskrav udelukkende skal gælde for virksomheder, der bruger de registrerede standardbogføringssystemer. Det kan ifølge virksomheden Digisense, der er specialist i digitale bogføringssystemer, blive et problem for op mod 40.000 danske virksomheder.

– Omkring 40.000 danske virksomheder bruger i dag ikke-standardsystemer, og selv om det ikke står nedfældet i loven, kan de nye regler også komme til at omfatte dem. Det er meget sandsynligt, at SKAT kommer til at bygge nye løsninger og kontroller oven på SAF-T 2.0, og ad den vej kan kravene pludselig komme til at gælde alle, siger Kåre Bo Rasmussen, der er chefkonsulent i Digisense, som er specialist i digitale bogføringssystemer.

– Det kan skabe store problemer for alle dem, der ikke bruger standardsystemerne, og som på kort tid skal leve op til nye lovkrav for at undgå dagbøder. Det er en meget usikker situation for rigtig mange virksomheder, der risikerer at stå med håret i postkassen, hvis de ikke kommer lovgivningen i forkøbet,tilføjer han.

Mindre virksomheder går glip af vækst

Mens potentialet ved det kommende standardformat er stort, er det ifølge Kåre Bo Rasmussen uheldigt, at kravet om at bruge SAF-T 2.0 indtil videre ikke omfatter alle virksomheder, og det kan få alvorlige konsekvenser for de mindste.

– Myndighederne er ved at lave et system, der blandt andet giver større sikkerhed for at data ikke går tabt, og som skaber bedre grundlag for automatisering og digital kontrol, der sparer både virksomheder og myndigheder tid og ressourcer. Med den nye standard kan virksomheder nemt tage deres egne data med sig, hvis de skifter bogføringssystem, og det understøtter konkurrencen mellem udbydere, siger Kåre Bo Rasmussen, der frygter, at underskoven af virksomheder, som anvender specialudviklede bogføringssystemer, kommer for sent til festen.

– Én ting er de skattejuridiske risici ved ikke at være opdateret på loven, noget andet er den vækst, som virksomhederne mister ved ikke at udnytte teknologien med det samme. Ikke mindst for små virksomheder er der forholdsvis mange penge at spare ved at effektivisere it-systemer, fordi det frigør en masse ressourcer. Det kan hæmme deres konkurrenceevne og skabe ulige vilkår at lade være,siger han.

Efterlyser klar besked fra myndighederne

Hos Digisense har man udviklet en SAF-T 2.0-funktion, som giver virksomheder med ikke-registrerede systemer de samme muligheder, som man har med standardsystemerne. For at virksomhederne for alvor skal tage SAF-T 2.0 til sig efterlyser Kåre Bo Rasmussen imidlertid, at myndighederne klart signalerer, at kravene i fremover kan komme til at gælde for alle systemer.

– Der er risiko for, at mange virksomheder fejlagtigt tror, at kravene ikke angår dem. De virksomheder, der begynder at arbejde med SAF-T 2.0 nu, ruster sig til en fremtid, hvor bogføring og rapportering både kan blive hurtigere, mere effektiv og langt mindre sårbar over for fejl. Uanset hvordan de endelige regler bliver udformet, bør SAF-T 2.0 ses som en mulighed for hele erhvervslivet, siger Kåre Bo Rasmussen.

Emner

Kategorier


Digisense A/S tilbyder programelle løsninger, der fjerner manuelle arbejdsprocesser, i bogholderiet. Virksomheden sikrer det danske erhvervsliv en simpel og effektiv måde at håndtere de mange omkostningstunge arbejdsprocesser, der i dag håndteres manuelt. www.digisense.dk

Kontakt