Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Emma blev den yngste danske kvinde på Mount Everest – nu guider hun andre kvinder op i bjergene

Det er ikke uvæsentligt at være kvinde, når man bestiger bjerge, mener Emma Østergaard. Som 26-årig blev hun den yngste danske kvinde til at bestige verdens højeste bjerg – nu guider hun andre kvinder til tops.

Emma Østergaard begyndte at vandre i sine sabbatår i 2017, hvor det blev en brændende passion for hende at komme ud at gå i naturen, men hun begyndte også at få mod på at komme op i højderne.

– Jeg startede fuldstændigt uvidende om, hvad det indebærer at bestige bjerge, men på kort tid lærte jeg uendeligt meget. Jeg fandt virkelig min passion i bjergene. Det er en underlig blanding af at føle sig fuldstændigt uovervindelig og samtidig ganske ydmyg og lille i den storslåede og rå natur, lyder det fra 28-årige Emma Østergaard, der netop er vendt hjem fra Himalaya, hvor hun som den første dansker nogensinde nåede toppen af verdens tredjehøjeste bjerg Kangchenjunga.

I dag har hun gjort en karriere ud af sin passion og guider andre på ture i bjergene – både mænd og kvinder, men for Emma Østergaard er det stadig væsentligt at vise, at det at være kvinde ikke er en hindring for at bestige selv det største bjerg.

– Der er ting, som er anderledes for kvinder på bjergene. Vi har for eksempel menstruationen, der ikke har planer om at holde pause, bare fordi vi er på tur. Det er ikke en hindring – det er bare noget, man skal være opmærksom på, og i bund og grund er de svære ting jo medvirkende til, at det bare er endnu sejere, når man lykkes med det. Det er ægte girl power, siger Emma Østergaard og uddyber:

– Min toilettaske er jo også dobbelt størrelse af mændenes, og når jeg skal tisse, er det noget af et projekt at komme ud af alt mit tøj og udstyr for at komme ned at sidde på hug. Mændene kan jo bare vippe den ud, hvis man kan tillade sig at sige det sådan.

Naturoplevelser giver venskaber

At naturen giver læring, personlig udvikling og store oplevelser lærte Emma Østergaard hjemme i Danmark på sine vandreture. Det er netop de oplevelser, hun gerne vil give til og dele med andre på sine ture.

Kvindeturene handler både om at overvinde sig selv, at nyde storslåede naturoplevelser, men også om at få nye venskaber og indgå i det fællesskab, der er i gruppen.

– Mange af kvinderne på mine ture bliver venner bagefter – og det har faktisk altid været et af mine store ønsker. Jeg syntes, der manglede ture kun for kvinder, for der er helt klart flest mænd i bjergbestigning. Det er så fedt at give kvinderne frihederne ved kun at være kvinder sammen – at få dem ud i naturen og vise dem bjergene – men også give dem muligheden for, at man kan tage af sted, selvom veninderne ikke har lyst. Så får man nogle nye på bjerget.

Inden turene træner Emma Østergaard sammen med kvinderne i den danske natur og afholder arrangementer hos Friluftsland, hvor de kigger på gear sammen og får en introduktion til det. Det gør, at kvinderne også har mødt hinanden på forhånd, og det er med til at skabe stærkere bånd.

– Der findes jo andre arrangører af lignende ture, men her er det normalt, at man først møder holdet i lufthavnen. Det synes jeg simpelthen ikke er nok, så derfor har jeg altid prioriteret, at grupperne fik lov at møde hinanden inden.

Performer efter cyklus

Ud af de 19 danskere, som før hende har besteget Mount Everest, er kun tre andre kvinder – og det er ikke uden betydning at være kvinde i bjergene, mener Emma Østergaard.

Sammen med sin mentalcoach Carsten Oldengaard og som en del af arbejdet med sin performance som atlet, er hun i gang med at undersøge betydningen af sin cyklus i forhold til sin performance i bjergene.

– Alt efter hvordan cyklus lige rammer, kan det ske, at nogle ting falder til jorden. Det kan være hårdt, men det er jo også meget interessant, og der findes alt for lidt undersøgelser om det. Det er noget, min coach og jeg er begyndt at arbejde med for at få en bedre forståelse af, hvad jeg bedst kan hvornår, forklarer Emma Østergaard og tilføjer:

– I stedet for at se det som problemer ved at være kvinde, skal man jo se på det som muligheder og finde ud af, hvornår kroppen performer bedst og bruge det til sin fordel.


Related links

Emner

Kategorier


Friluftsland har siden 1980 forhandlet kvalitetsudstyr til outdoorlivet og er i dag en landsdækkende kæde med 12 forretninger. Virksomheden er ejet af den svenske koncern Fenix Outdoor, der blandt andet ejer det kendte mærke Fjällräven. Læs mere på Friluftsland.dk

Kontakt