Pressemeddelelse —
Fleggaard åbner ny butik i ekspresfart
Den 12. juni overtog Fleggaard nøglerne til Otto Duborgs forretning i Padborg. Efter 14 dages intenst arbejde åbner Fleggaard nu den nye butik med rød løber og åbningsfest fredag den 26. juni.
I starten af juni overtog Fleggaard lokalerne hos Otto Duborg i Padborg tæt på kædens største butik i Harrislee. Efter blot 14 dage er Fleggaard klar til at byde kunderne indenfor i den nye butik og ruller den røde løber ud den 26. juni, hvor butikken starter åbningsfesten.
At gå fra et tomt supermarked til en færdig butik på fjorten dage er ikke noget, man kommer sovende til. Men ambitionerne var høje og målet klart fra start – Fleggaard ville åbne butikken og være klar til sommerens store ryk-ind allerede den 26. juni.
– Vi har løbet rigtig stærkt for at kunne åbne så kort tid efter overtagelsen, og det skal vi i høj grad takke teamet i Padborg, som tidligere var i Otto Duborg, for. Normalt tager det fire til 12 uger at gøre så stor en butik klar til at åbne, men vi ville være klar til højsæsonens start og de mange kunder, der kommer netop nu, siger Lars Mose Iversen, der er direktør i Fleggaard. Han glæder sig over, at de omtrent 50 medarbejdere fra Otto Duborg-butikken er fulgt med over til Fleggaard og har ydet et stort bidrag til, at den nye forretning kunne åbne så hurtigt.
Største bland-selv-slik-afdeling
Den nye butik i Padborg vil tilbyde samme store sortiment som Fleggaard i Harrislee inklusive et solidt udvalg af dagligvarer – herunder kølevarer – samt Click&Collect. Butikken får desuden grænsehandlens største Candy King bland-selv-slik-afdeling.
– Slik er og bliver en klassisk grænsehandelsvare, og vi har set interessen for bland-selv-slikket stige gevaldigt de senere år. Derfor var en ny butik en glimrende lejlighed til at skabe vores hidtil største bland-selv-afdeling, fortæller Lars Mose Iversen.
Åbningsfesten for Fleggaard Padborg kommer til at strække sig fra den 26. juni til og med den 8. juli. Åbningsfesten byder på alt fra smagsprøver, lykkehjul og konkurrencer til knaldtilbud på klassiske grænsehandelsvarer, gratis is til børnene og kaffe til de voksne. De særlige åbningstilbud gælder til og med den 5. juli.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
Fleggaard-koncernen er en dansk familieejet koncern, som driver grænsehandelskæderne Fleggaard og Calle med i alt 13 butikker langs den dansk-tyske grænse. Læs mere på www.fleggaard.dk