Gå til indhold
Vejlefjord Rehabilitering har i 20 år behandlet børn og unge på Børneneurocenteret. Foto: Vejlefjord Rehabilitering.
Vejlefjord Rehabilitering har i 20 år behandlet børn og unge på Børneneurocenteret. Foto: Vejlefjord Rehabilitering.

Pressemeddelelse —

Flere diagnoser og mere komplekse problemer: Børneneurocenter gør status efter 20 år

Børn har i dag ofte mere sammensatte udfordringer end for 20 år siden. Det oplever specialisterne på Vejlefjord Rehabiliterings Børneneurocenter, der markerer sit 20-årsjubilæum med et tilbageblik på en udvikling, hvor både specialister og hjælpesystemer møder stadig større krav.

Da Børneneurocenteret på Vejlefjord Rehabilitering åbnede i 2006, var det hovedsageligt børn med afgrænsede neurologiske problemstillinger som epilepsi og cerebral parese, der blev henvist til centeret. I dag er billedet et andet. Børnene har oftere flere samtidige diagnoser, og problemer med mistrivsel og alvorligt skolefravær fylder mere.

En dansk registerundersøgelse fra 2026, der omfatter 2,8 millioner børn og unge, viser en markant stigning i nye ADHD- og autismediagnoser. Fra 2000 til 2024 steg antallet af nye autismediagnoser årligt fra 9,5 til 61 pr. 10.000 drenge og fra 2,3 til 40 blandt piger. For ADHD steg tallene i samme periode fra 14 til 114 pr. 10.000 drenge og fra 3 til 105 blandt pigerne.

På Børneneurocenteret genkender specialisterne den stigende betydning af disse diagnoser i deres arbejde. Psykolog Martin Olander Larsen har været tilknyttet centeret næsten siden starten, og han oplever en tydelig forandring i de børn, der bliver henvist.

– Tidligere så vi typisk børn med en forholdsvis klart afgrænset neurologisk diagnose, for eksempel epilepsi eller cerebral parese. I dag er problemstillingerne langt mere sammensatte. Et barn kan både have neurologiske og psykiatriske vanskeligheder og samtidig være i alvorlig mistrivsel. Det stiller helt andre krav til vores undersøgelser og til den hjælp, barnet efterfølgende skal have, forklarer han.

Skolefravær fylder stadig mere
Børneneurocenteret hjælper børn og unge med alt fra hjerneskader og epilepsi til autisme og ADHD. Specialisterne undersøger, hvordan vanskelighederne påvirker børnenes udvikling og hverdag, og rådgiver familier, skoler og kommuner om, hvordan børnene bedst kan støttes.

Især alvorligt skolefravær fylder i dag en betydelig del af Børneneurocenterets arbejde med de komplekse VISO-sager, som er rådgivnings- og udredningsforløb under Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. Her møder specialisterne blandt andet børn med psykiatriske vanskeligheder, som har været væk fra skolen i årevis og i nogle tilfælde er blevet socialt isolerede. Ifølge centeret er det netop samspillet mellem flere vanskeligheder, der gør sagerne svære at løse.

– Selv om alle vores psykologer er specialister i børneneuropsykologi og har solid erfaring på området, har de i dag større behov for supervision og faglig sparring end tidligere. Vi bruger mere tid på at drøfte de enkelte sager, fordi børnenes vanskeligheder griber ind i så mange forskellige områder af deres liv, siger Karin Hensel, afdelingschef og ledende psykolog på Børneneurocenteret.

Fra barnets begrænsninger til omgivelsernes muligheder
Siden åbningen i 2006 er Børneneurocenteret vokset fra fire psykologer og to neuropædagogiske konsulenter til i dag at have ti psykologstillinger og otte neuropædagogiske konsulenter. Samtidig har væksten givet mulighed for større faglig specialisering, mens arbejdet med komplekse sager – eksempelvis gennem VISO – er kommet til at fylde en langt større del af centerets opgaver, oplever Martin Olander Larsen.

Det kræver et tæt samarbejde med blandt andre forældre, lærere og kommunale fagpersoner, og ifølge Karin Hensel er netop dette samarbejde blevet en stadig vigtigere og større del af arbejdet.

– På de 20 år, Børneneurocenteret har eksisteret, er vi blevet langt klogere på børnenes vanskeligheder, og fagpersonerne omkring dem har fået flere kompetencer. Alligevel oplever vi, at systemet er mere presset, end vi tidligere har oplevet. Det er et paradoks, for vi har aldrig haft bedre forudsætninger for at forstå børnene, men det er ikke altid, at ressourcerne rækker til at omsætte den viden til den hjælp, de har brug for, fortæller hun.

Relaterede links

Emner

Regions


Vejlefjord Rehabiliterings Børneneurocenter udfører neuropsykologiske undersøgelser af børn og unge med blandt andet hjerneskader, epilepsi, autisme og ADHD. Derudover rådgiver centerets psykologer og neuropædagogiske konsulenter familie, skoler og kommuner, herunder gennem specialiserede forløb under Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). Læs mere på https://vejlefjord.dk/boern/

Kontakt