Flere vil dele gravsted med familie og venner

Familiegravstedet har fået en revival og er blevet noget, som flere danskere ønsker i nye former. Begrebet familie er i døden blevet mere rummeligt, og familiegravsteder deles også af venner.

De seneste mange år er familiegravstedet røget langsomt ud i kulissen, men nu er det ved at blive genoplivet på en ny måde. På landets skovbegravelsespladser er familietræet vokset frem, og det er noget flere og flere vælger.

– Mange af dem, der erhverver et træ på en skovbegravelsesplads, vælger familietræet. Der er flere, der vælger den løsning, fordi de godt kan lide tanken om at dele deres sidste hvilested med de mennesker, der har haft betydning for dem i livet, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig, der står for fællesadministrationen af 17 skovbegravelsespladser i Danmark under Skovbegravelse Administration, hvor omtrent ti procent af de urnepladser, der erhverves i dag, er familietræer.

Individualiteten ses ikke i begravelser

Ifølge professor i sociologi på Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen, der har forsket i danskernes forhold til døden i en årrække, er vores begravelseskultur under konstant, men også langsommelig forandring.

– Interessen for forskellige former for skov- og naturbegravelser samt udviklingen, hvor flere ønsker familiegravsteder også på skovbegravelsespladserne, har været langsomt, men sikkert stigende. Det vidner om, at der ikke blot er tale om individuelle gravsteder, men at også skovbegravelser kan være udtryk for familiemæssige fællesskaber, ligesom man kender det fra almindelige kirkegårde, hvor en del familiegravsteder ellers har været under afvikling over de seneste mange årtier. Forestillingen, om at vores begravelseskultur er udtryk for og afspejler en individualitetens tidsalder, holder altså ikke helt stik, lyder det fra Michael Hviid Jacobsen.

Tanken om at ligge sammen er rar

På Ranthlousdal Skovbegravelsesplads ved Odder har Vibeke Rasmussen erhvervet et familietræ. Her skal hun en dag ligge med sin ægtemand – men også med sin ene voksne datters svigermor, der er blevet en nær veninde gennem tiden.

– Vi går mange ture sammen i skoven, og en dag faldt vi i snak om, at det var en god mulighed med en skovbegravelse. Hun er dog lidt mørkeræd og ville gerne ligge sammen med nogen, så vi blev enige om, at vi skulle have et familietræ sammen. Så kan vi ligge der og lytte til fuglesangen, siger 63-årige Vibeke Rasmussen fra Odder med et smil.

– Først ønskede jeg en askespredning over havet, fordi jeg ikke ville have et gravsted på en kirkegård, men så opdagede jeg muligheden for en skovbegravelsesplads, og det er det helt rigtige for mig. Det er uforpligtende for familien – de behøver hverken tænke på gravsten eller blomster, men har samtidig et sted at gå hen for at mindes. Hvis mine børn en dag vælger, at de også selv vil ligge her, når den tid kommer, vil det jo være dejligt, siger Vibeke Rasmussen, der har to døtre på henholdsvis 36 og 32 samt to børnebørn.

Færre vælger det traditionelle

Langt de fleste, der dør i Danmark i dag, bliver kremeret, og det tal har været stigende de seneste mange år og ligger i dag på næsten 87 procent. Hvis man vælger at blive kremeret, kan man både blive stedt til hvile på

et kirkegårdsgravstedet, de ukendtes fællesgrav, som er en del af kirkegården, gennem en urnenedsættelse på egen grund og kolumbarium eller urnevæg. Derudover er også mulighederne for at vælge en skovbegravelsesplads eller askespredning. Mulighederne er således mange, når vi bliver til aske, og det er ifølge Michael Hviid Jacobsen en udvikling, der vil fortsætte.

– Folk ønsker sig i dag alternativer både inden for folkekirken og uden for det kirkelige regi. Dette viser sig blandt andet i interessen for borgerlige, humanistiske eller sekulære begravelser, i ønsket om askespredning over åbent hav, skovbegravelser, samt i ønsket om at strikke mere personlige begravelsesritualer sammen – samt ikke mindst i multietniske begravelsesformer. Vores traditioner er under forandring og udvikles også inden for dette område, siger Michael Hviid Jacobsen.