Formueskat: Lær af andres fejl – før de bliver vores egne

Danmark har tidligere afskaffet formueskatten. Norge har fastholdt den – og Sverige har afskaffet den igen. Alligevel vokser ønsket blandt flere danske partier om at genindføre en skat, der påvirker langt mere end blot de største formuer.

Af Poul Arne Plet, Tax Director hos Formue Danmark.

Med et folketingsvalg udskrevet til den 24. marts 2026 er spørgsmålet om en ny formueskat ikke længere en teoretisk diskussion, men et konkret politisk valg.

Skatten præsenteres som et spørgsmål om retfærdighed og finansiering. Men en årlig beskatning af formue er langt mere end et fordelingspolitisk instrument. Den påvirker investeringer, ejerledede virksomheder og kapitalens placering – og erfaringerne fra både Danmark og vores nordiske nabolande viser, at konsekvenserne rækker langt ud over de umiddelbare skatteindtægter.

Danmark afskaffede den – med åbne øjne

Danmark havde en formueskat – og afskaffede den igen. I 1996 traf et bredt politisk flertal en erkendelse: Provenuet stod ikke mål med de økonomiske skadevirkninger. Skatten indbragte omkring 840 millioner kroner årligt, men den lagde et permanent pres på opsparet kapital i et land, der lever af investeringer, ejerskab og international konkurrence.

En årlig skat på formue – uanset om der var likvidt afkast – fungerede i praksis som en ekstra straf på langsigtet opsparing og virksomhedsejerskab. Den gjorde det dyrere at være ejerleder i Danmark og mindre attraktivt at fastholde kapital her i landet. Afskaffelsen var ikke ideologisk symbolpolitik. Den var en nøgtern vurdering af, at skatten svækkede Danmarks konkurrenceevne.

Når skatten nu igen bringes frem, bør det ske med respekt for den erfaring – ikke som om historien ikke fandtes.

Norge viser, hvad der sker

Hvis man vil se, hvordan en moderne formueskat virker i praksis, behøver man ikke teoretiske modeller. Man kan kigge mod Norge. Her beskattes nettoformuer årligt med omkring én procent over et bundfradrag. Det kan lyde moderat. Men en årlig skat på opsparet kapital akkumulerer – år efter år – uanset om værdierne giver likvidt afkast eller ej.

Konsekvensen er ikke blot højere skat. Den er ændret adfærd. Investeringer struktureres anderledes. Aktiver placeres med skattemæssig optimering for øje. Og de mest mobile formuer reagerer. De seneste år har en række af Norges største private formuer flyttet skattemæssigt hjemsted, særligt til Schweiz. Antallet af personer er begrænset – men værdierne, der følger med, er betydelige.

Hos vores norske naboer har ordningen vist sig at påvirke, hvor kapital og ejerskab fysisk placeres. I en global økonomi er det en realitet, man ikke kan ignorere.

Skattepolitik i et lille land handler derfor ikke kun om retfærdighed. Den handler om, hvor kapital vælger at bo.

Skatten er ikke neutral – den former økonomien

Formueskat lyder umiddelbart enkel: En procentdel af de største formuer. I praksis er den alt andet end enkel. Den afgørende kampplads er værdiansættelsen.

I Norge beskattes aktiver ikke ens. Ejerboliger, unoterede aktier og visse erhvervs-aktiver indgår med rabatter, mens likvide midler og børsnoterede værdipapirer i højere grad beskattes tættere på markedsværdi. Resultatet er, at to personer med samme reelle formue kan betale markant forskellig skat – afhængigt af, hvordan formuen er sammensat og struktureret.

Det betyder, at formueskatten ikke blot omfordeler. Den styrer. Den påvirker, hvilke aktiver det kan betale sig at eje, hvordan virksomheder struktureres, og hvor kapital placeres. Skatten bliver dermed et aktivt indgreb i kapitalallokeringen i økonomien.

Hvis Danmark vælger at genindføre en formueskat, bliver spørgsmålet derfor ikke blot, hvor høj satsen skal være. Det bliver, hvilke aktiver vi vil favorisere – og hvilke vi reelt vil gøre mindre attraktive. Det er ikke symbolpolitik. Det er et indgreb i ejerforhold og investeringsincitamenter.

Lad os ikke gentage en dyr erfaring

Tilhængere af en formueskat fremhæver retfærdighed og finansiering. Det er legitime hensyn. Men erfaringerne viser, at regnestykket er mere komplekst. Skatteindtægterne er relativt begrænsede, mens de langsigtede effekter kan være betydelige. Opsparede midler reagerer. Ejerskab flytter sig. Investeringer tilpasses.

Danmark kan ikke konkurrere på størrelse. Vi konkurrerer på stabilitet, tillid og forudsigelige rammevilkår. Når - og hvis - vi ændrer beskatningen af opsparede formuer, ændrer vi samtidig de spilleregler, som investeringer og ejerskab træffes under.

Vi har tidligere vurderet, at formueskatten svækkede mere, end den styrkede. Norge viser i dag, at problemstillingerne ikke er forsvundet. Sverige valgte at afskaffe sin. Når andre allerede har testet modellen og erfaret dens konsekvenser, bør vi ikke lade symbolværdi og kortsigtet finansiering tromle de langsigtede rammevilkår for investering og ejerskab.

En formueskat rammer ikke kun formuer. Den rammer de personer, der har bygget virksomheder, taget risiko og skabt arbejdspladser – og som i dag har mulighed for at placere sig andre steder.

Det er let at indføre en skat. Det er langt sværere at få kapitalen tilbage.