Gå til indhold
Generationsskifte i gang blandt bådejerne: Nu er båden det nye sommerhus

Pressemeddelelse -

Generationsskifte i gang blandt bådejerne: Nu er båden det nye sommerhus

Mange nye sejlere i de danske havne har sat gang i et generationsskifte. Vi bruger båden på nye måder, og det stiller nye krav til såvel både som havne.

De seneste år har danskerne i stigende grad taget sejlerlivet til sig, og nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger i de danske lystbådehavne i 2023 er steget med 24 procent siden 2015. Samtidig er gennemsnitsalderen på bådejerne faldet støt de seneste år både før og efter corona. Det fortæller Jesper Højenvang, der er direktør i Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.

Samtidig med, at nye bådejere har fået vakt interessen for livet på vandet, bliver bådens størrelse i stigende grad prioriteret.

– Bådene har fået vokseværk, og jo større båd man ønsker sig, jo sværere er det også at finde en plads. Så snart du kommer over 35-40 fod, skal du stå på venteliste for at få en plads i de fleste havne, siger Jesper Højenvang.


Størrelse og udvalg er strøget i vejret

Hos Princess Yachts, som siden 1965 har udviklet og produceret lystyachts, mærker man tydeligt, at kundernes behov har rykket sig.

– Båden tjener i dag mange flere formål end tidligere, og folk prioriterer at have plads til at være sammen med familie og venner ombord. Det afspejles også i bådenes størrelse og design, som i høj grad er indrettet, så man kan leve bekvemt på vandet, fortæller Mads Roepstorff, der er administrerende direktør hos Princess Yachts i Danmark.

Han forklarer, at de nye bådentusiaster er en tendens, der i særlig grad træder frem i Danmark, men som virksomheden også møder uden for landets grænser. For eksempel på en af Europas største bådmesser, Düsseldorf Boat Show, der finder sted den 20.-28. januar, som mange af de nye danske bådejere finder vej til.

– Folk er ikke bleg for at køre 800 – 1000 kilometer for at se på ny båd. I dag tilpasses bådene i høj grad kundens individuelle behov, og folk vil gerne have detaljer, der understøtter lige netop deres måde at bruge båden på. Det betyder, at såvel størrelsen på bådene som udvalget har udviklet sig voldsomt de seneste år. Det kan faktisk være svært at danne sig et overblik over de mange muligheder, der findes, og i den henseende er for eksempel udstillingen i Düsseldorf en kærkommen hjælp for mange sejlere in spe, siger Mads Roepstorff.


Båden er det nye sommerhus

På Tuborg Havn i Hellerup oplever havnechef Jeff Beck en stigende efterspørgsel på særligt de større bådpladser. Ved etableringen af en af havnens nye flydebroer, måtte han sågar ændre planerne i sidste øjeblik.

– På tegningerne til vores nye flydebroer, var bådpladserne blevet alt for smalle. Så jeg var simpelthen nødt til at fjerne en bro, hvorved vi kunne få plads til nogle større og bredere både, siger Jeff Beck.

Ifølge havnechefen opholder folk sig mere på deres både i dag end tidligere, og mange bruger i høj grad båden som et sommerhus. Blandt dem er 53-årige Jacob Juncher, der har en F55 Princess i Tuborg Havn.

– Jeg bruger min båd som mit andet hjem, uanset om det er ferie eller til hverdag. I løbet af sommermånederne er jeg nok mere til vands end til lands i min fritid. I forhold til tidligere bruger man sin båd til mere end kun at sejle på ferie på. Båden har udviklet sig fra bare at være et fartøj – til at være et flydende sommerhus, siger Jacob Juncher.

Related links

Emner

Kategorier


Princess Yachts har siden 1965 produceret motorbåde på fabrikken i Plymouth i England, der beskæftiger mere end 3500 ansatte, og er et af marinebranchens mest respekterede varemærker. www.princessyachts.dk

Kontakt

Mads Roepstorff

Administrerende direktør, Princess Yachts i Danmark (+45) 40 24 18 84

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum