Pressemeddelelse -
Høretab skubber danskerne ud af fællesskabet
Over 800.000 danskere lever med nedsat hørelse, og mange begynder at undgå sociale arrangementer, når de ikke længere kan følge med i samtalerne. Det øger risikoen for ensomhed markant ifølge eksperter.
Høretab er en stigende udfordring i Danmark, som mere end 800.000 danskere ifølge Høreforeningen lever med. Det gælder særligt den ældre del af befolkningen, hvor hver tredje dansker over 60 år og halvdelen af alle over 85 år ifølge Sundhed.dk har nedsat hørelse i en grad, der påvirker deres hverdag.
Cecilie Volck, audiolog hos den landsdækkende mobile høreklinik Hørebil, der laver høretests i hjemmet, peger på, at høretab kan spille ind på udviklingen i ensomhed. Ifølge tal fra Mary Fonden føler cirka 12 procent af danskerne sig svært ensomme.
– Jeg taler dagligt med folk, der har nedsat hørelse, som fortæller at de har svært ved at følge med i samtaler og ofte helt undgår sociale sammenkomster, fordi de alligevel ikke kan følge med. Flere trækker sig fra fællesskaber udelukkende af den grund, at de ikke kan høre. Problemet kommer snigende, og pludselig deltager de ikke på samme måde som før, siger Cecilie Volck.
Ifølge audiologen går mange for længe uden at få hjælp, selv når hørelsen påvirker både trivsel og relationer:
– Høretab er desværre et tabu, og mange forsøger at skjule det. Det kan tære på både selvtillid og overskud. Ofte er det pårørende, der ender med at give det endelige skub til at få hjælp.
Tab af sanser skaber social afstand
David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent hos Ældre Sagen, bakker op om, at høretab har stor betydning for både fællesskabsfølelsen og mental trivsel.
– Der er ingen tvivl om, at høretab reducerer mulighederne for kommunikation. Og kommunikation er helt afgørende for almindeligt samvær, siger David Vincent Nielsen og tilføjer:
– Når man ikke længere får noget ud af at deltage, fordi man ikke kan høre, hvad der bliver sagt, trækker mange sig. For eksempel kan familietiden i julen blive for støjende og foreningslivet for uoverskueligt, og så kan man gradvist miste kvaliteten i de sociale relationer og opleve isolation og ensomhed.
Tidlig hjælp kan forhindre isolation
Cecilie Volck anbefaler, at man reagerer på tegnene i tide.
– Hvis man ofte beder andre gentage sig, har svært ved at følge med i samtaler eller begynder at undgå støjende aktiviteter, er det vigtigt at få hørelsen tjekket. Vi ser igen og igen, at når hørelsen forbedres, vender både energien og lysten til fællesskab tilbage,siger Cecilie Volck.
David Vincent Nielsen fremhæver også de pårørendes rolle:
– Som samfund og som pårørende kan vi hjælpe hørehæmmede ved at anspore til at søge hjælp og skabe rammer, hvor det er lettere at være med – for eksempel mindre grupper, udendørs aktiviteter som gåture og lokaler med bedre akustik. Det kan være afgørende for dem, der ellers risikerer at trække sig helt.
Related links
Emner
Kategorier
Hørebil er en landsdækkende mobil høreklinik, der tilbyder høretests, rådgivning og udlevering af høreapparater direkte i danskernes eget hjem. Læs mere på https://hoerebil.dk/