Gå til indhold
Hundredvis af frivillige strømmer til Bork

Pressemeddelelse -

Hundredvis af frivillige strømmer til Bork

Flere vil være frivillige på Bork Festival, der løber af stablen sidst i juli takket være indsatsen fra netop de frivillige. ’Det er ligesom en familie med et stærkt sammenhold, der altid står klar uden at blinke. Det tiltaler folk at være del af.’

Det har aldrig været et problem at skaffe frivillige til Bork Festival, men de senere år er der kommet væsentlig flere henvendelser fra folk, der gerne vil give en hånd med til festivalen, der er drevet af 1300 frivillige.

– Der er flere, der vil hjælpe til på festivalen i dag end tidligere. For mange er der kommet mere hjemmearbejde på skemaet, og derfor har folk et større behov for at komme ud og være en del af fællesskabet. Jeg vil tro, at 95 procent af de frivillige er fundet inden sommerferien, og det går hurtigere for hvert år, fortæller Arne Enggaard Poulsen, der er marketingsansvarlig hos Bork Festival, selvfølgelig også på frivillig basis.

Fra jakkesæt til festival-t-shirt

Thomas Nordentoft arbejder til daglig som revisor ved BDO i Esbjerg, og han er en af de mange frivillige, der troligt tropper op til både planlægning og eksekvering af Bork Festival, fordi han kan lide at være en del af fællesskabet. Det startede i det små, men i dag styrer han juicebaren, hvor han også er ansvarlig for at finde 75 frivillige.

– Efter corona kommer folk mere ud og på festival – ikke kun som gæster, men lige så meget som frivillige. Det er blevet nemmere at skaffe frivillige, og når jeg har samlet de 75, vi skal bruge i baren, modtager jeg stadig henvendelser fra folk, der gerne vil være med. Dem sender jeg selvfølgelig videre til andre steder på festivalen, hvor der kan bruges ekstra hænder, fortæller Thomas Nordentoft, der er bosiddende i Varde og opvokset i Nørre Nebel.

– I gamle dage var min far meget involveret i festivalen via idrætsforeningerne, på den måde er jeg jo vokset op med det og startede selv som frivillig for ti år siden. Det er ligesom en familie med et stærkt sammenhold, der altid står klar uden at blinke. Det tiltaler folk at være del af. For mig giver mig det noget helt andet end det job, jeg har til hverdag, og så er det bare hammersjovt at være med, siger Thomas Nordentoft.

En højere enhed af frivillighed

Bork Festival drives af en festivalforening og må derfor ikke give overskud. Det betyder, at alle pengene, der tjenes ind under festivalen skal bruges – og det bliver de. Mange klubber og foreninger i området modtager årligt store dele af overskuddet, og det er med til at understøtte frivillighedsånden, mener Arne Enggaard Poulsen.

– Det betyder også noget for vores frivillige, at de penge, festivalen tjener ind, bliver brugt til at styrke lokalområdets andre frivillige. På den måde går det hele op i en højere enhed, siger Arne Enggaard Poulsen.

Systemet for de frivillige på Bork Festival er bygget op i små hold hos 65 formænd, som hver især sørger for at finde frivillige til deres hold. Derudover er der en database, hvor man kan melde sig på som frivillig. Årets festival finder sted fra 30. juli til 2. august.

Related links

Emner

Kategorier


Bork Festival er en musikfestival, der afholdes på Bork Havn i Vestjylland og strækker sig over fire dage med musik for alle. Bork Festival drives af 1300 frivillige ildsjæle, og alt overskud går til velgørende arbejde i lokalområdet. Læs mere på www.borkfestival.dk

Kontakt