Gå til indhold
Inbogulve amba, der står bag Garantkædens 65 butikker samt Erhvervsgulve.dk, overtager aktiviteterne i Rezas Oriental & Modern Rugs per 1. januar 2027. Foto: PR.

Pressemeddelelse

Inbogulve køber Rezas og får adgang til kunder i 24 lande

Inbogulve amba, der står bag Garantkædens 65 butikker samt Erhvervsgulve.dk, overtager aktiviteterne i Rezas Oriental & Modern Rugs. Opkøbet styrker værdikæden inden for afpassede tæpper og giver samtidig adgang til kunder i 24 lande.

Fra 1. januar 2027 overtager Inbogulve amba aktiviteterne i Rezas Oriental & Modern Rugs ApS. Handlen omfatter blandt andet varelager, IT-systemer, kontrakter og aftaler samt 16 medarbejdere. Opkøbet er resultatet af godt to års dialog og er ifølge Inbogulves administrerende direktør, Peter Rønn, et naturligt næste skridt i selskabets langsigtede strategi om værdikædeoptimering og vækst.

– Vi styrker fundamentet og begynder samtidig at kigge mere udad. Rezas passer rigtig godt ind i vores forretning både sortimentsmæssigt og kulturelt, og vi får adgang til kompetencer, relationer og internationale salgskanaler, som ville tage mange år at opbygge selv, siger Peter Rønn.

Samtidig får Inbogulve en større del af værdikæden inden for afpassede tæpper, som er et vigtigt højavanceområde, og tager dermed et usædvanligt skridt i dansk detailhandel.

– Vi har gennem flere år arbejdet målrettet på, at en større del af avancen skal blive i medlemmernes ejerkreds. Det er ikke normalt, at en frivillig kæde overtager en leverandørs aktiviteter som led i arbejdet med at optimere værdikæden, men med Rezas som en del af vores forretning springer vi et led over og står samtidig stærkere på et område, hvor vi ser et betydeligt potentiale, siger Peter Rønn.

Adgang til 24 lande

Omkring 75 procent af Rezas' omsætning kommer i dag fra udlandet, og virksomheden har kunder i 24 lande. Det internationale netværk er således også en væsentlig del af handlen, og på længere sigt ser Inbogulve blandt andet muligheder for at øge onlinesalget i udlandet i Garant-regi. Først skal Rezas dog integreres nænsomt i koncernen.

– Det er vigtigt at slå fast, at Rezas eksisterende kunder ikke kommer til at mærke nogen forskel overhovedet. Vi bruger 2027 på at få systemer, processer og organisation til at spille sammen, og derefter skruer vi yderligere op for væksten, siger Peter Rønn.

Rezas fortsætter på den nuværende adresse i Odense, 16 medarbejdere følger med over i det nye ejerskab, og Jesper Andersen fortsætter som driftsdirektør. Grundlægger Reza Rejaye træder ud som ejer, men fortsætter som konsulent.

– Jeg har brugt 35 år på at opbygge Rezas, så det har været afgørende for mig at finde en køber med den samme ånd og forståelse for langsigtet vækst. Inbogulve er efter min vurdering et rigtig godt match, og jeg tror, at vi kan kombinere deres størrelse og kapaciteter med vores internationale erfaring og komme ind på nye markeder, siger Reza Rejaye.

Inbogulve overtager et varelager på omkring 20 millioner kroner, og købsprisen er fortrolig.

– Vi står på et stærkt fundament i en branche, der i stigende grad konsoliderer sig, og vi er fortsat åbne for nye muligheder og opkøb, der kan styrke virksomheden og skabe reel værdi for vores medlemmer, afslutter Peter Rønn.

Emner

Kategorier

Regions


Inbogulve amba varetager alle kædeaktiviteter for Garantkædens 65 butikker og selvstændige entreprenører. Garant er Danmarks største frivillige kæde inden for kædens hovedsortimenter tæpper, klinker, gulve og gardiner. Garant samarbejder med markedets mest anerkendte og erfarne producenter. Læs mere på www.garant.nu

Kontakt