Gå til indhold
Inflation presser: Sælger datterens tøj for at få råd til sønnens

Pressemeddelelse -

Inflation presser: Sælger datterens tøj for at få råd til sønnens


Inflationen har gjort det dyrt at være børnefamilie i Danmark, og det får flere til at sælge ud af børnenes tøj, så der er råd til også at købe nyt. Flere steder er der ventetid på salgsstande hos populær secondhandforretning.

Den dag krigen brød ud i Ukraine havde secondhand-konceptet Børneloppen allerede godt i gang i deres forretning med 91 procent bookede stande. Siden da er der kun blevet færre tomme hylder i butikkerne, hvor tøj, sko legetøj og meget andet til børn sælges videre til andre børnefamilier. Andelen af bookede standpladser er steget til 96 procent i august måned, og det er der, ifølge medejer Johanna Kiel, en grund til.

Vi har generelt haft fremgang, siden vi åbnede den første forretning for seks år siden, men lige nu ser vi, at inflationen får endnu flere til at sælge. Det kan være svært for børnefamilierne at få det hele til at hænge sammen i øjeblikket, og det kan give lidt luft i budgettet at få solgt noget af det, der ligger bagest i skabet, siger Johanna Kiel, der åbnede det første børneloppesupermarked i Valby i 2016. Børneloppen findes i dag over hele landet og åbner 12 afdeling i Næstved i slutningen af september.

Sælger brugt for at kunne købe nyt

31-årige Camilla Dorph-Petersen fra Rødovre har datteren Chloe på et år med sin mand Anders og venter deres andet barn – en dreng, der efter planen skal komme til verden i midten af september. Derfor er der brug for nyt tøj, nye sutter og en masse andet babyudstyr, og det er en udfordring for pengepungen, fortæller Camilla Dorph-Petersen:

– Jeg har rigtig mange pigeting, fordi vi har en datter, og nu skal vi have en dreng. Så han er jo nødt til at få noget nyt. Jeg har solgt en masse af de ting, min datter er vokset ud af, for at få luft i økonomien, så jeg kan få noget nyt til min kommende søn.

Den ufødte søn har indtil videre kun et enkelt sæt tøj liggende, der ikke er købt brugt. En stor del af de ting, der bliver solgt videre på Camilla Dorph-Petersens stand i Børneloppen, var også købt brugt til at starte med.

– Rigtig meget babytøj kan sagtens holde til at blive båret af mange forskellige babyer, for de bruger det jo kun i et par måneder, før de er vokset ud af det igen. Jeg har sparet rigtig mange penge på at købe brugt, og det, jeg tjener på at sælge de brugte ting, bruger vi udelukkende på børnene, fortæller Camilla Dorph-Petersen, der har solgt for omkring 2000 kroner de seneste måneder og typisk sætter 300 ting til salg ad gangen.

Barselsdagpengene er stadig de samme

Camilla Dorph-Petersen arbejder i en delikatesseforretning i Rødovre, hvor hun er på deltid, og det har hun været nødt til siden første graviditet, der var fysisk hård for hende. Fra første barsel er hun gået næsten direkte over i nummer to, da anden graviditet kom relativt hurtigt efter den første. Og familieforøgelserne kan mærkes i hverdagen, hvor familien er nødt til at spare, hvor de kan.

– Det er dyrt at have børn. Det har man altid sagt, men i dag er det jo helt vildt. Jeg aner ikke, hvor vi skal hente alle de penge, vi mangler. Min mand kan tage overarbejde, og vi lever af stop-madspild-varer, og jeg sælger nogle ting. Det er dét, vi kan gøre, så det gør vi, siger Camilla Dorph-Petersen, der allerede nu planlægger at booke en salgsstand hos loppesupermarkedet igen i november.

Related links

Emner

Kategorier


Børneloppen er landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk

Kontakt

Johanna Kiel Nielsen

Johanna Kiel Nielsen

Medejer, Børneloppen 51707077

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum