Pressemeddelelse -
Ingen lortelærlinge – her bor de på hotel og får ekstraundervisning
Fortællingen om dårlig behandling af lærlinge risikerer at skræmme unge væk fra håndværksfagene. Det mener man hos landsdækkende VVS-kæde, der gør en dyd ud af at behandle deres lærlinge særligt godt.
Historien om dårlig behandling af lærlinge i håndværksfagene er frygtelig for de enkelte lærlinge, men den er også gift for erhvervsuddannelserne. Det mener man hos den landsdækkende VVS-kæde Bedre Bad – Bedre Energi, der gerne vil have flere lærlinge, og som derfor sætter en ære i at være med til at udvikle de unge lærlinge til dygtige montører, når de er udlært og selvfølgelig behandler dem ordentlig.
– Jeg var lige ved at kravle ned under sofabordet, da jeg så dokumentaren om ’lortelærlingen’. Uanset hvilket fag man er i, skal man jo behandles ordentligt. Samtidig er det bare megaærgerligt, at historien kan risikere at skræmme unge væk fra erhvervsuddannelserne, for vi mangler dem – som H.M. Kong Frederik også pointerede i sin nytårstale, siger Vibeke Biune, der er kædedirektør hos Bedre Bad, som lægger mange kræfter i både at tiltrække de unge og give dem særligt god behandling under uddannelse.
– Vi har brug for flere gode montører i fremtiden, så vi gør også noget for at bejle til dem. Vi giver dem ekstra uddannelse på vores interne akademi, hvor vi samler kædens lærlinge fra hele landet til kursusdage. Her sikrer vi, at de får den nyeste viden på deres uddannelsestrin, og det er et særligt kompetenceløft, som bakkes op med undervisere fra vores samarbejdspartnere. De, der kommer langvejs fra, bliver indlogeret på hotel og får samme forplejning som underviserne – vi vil gerne, at de vokser fagligt og menneskeligt ved at blive mødt på lige vilkår, siger Vibeke Biune.
’Det er fedt at være håndværker’
Magnus Grebart er tredjeårs lærling hos Emil Hansen & Søn i Næstved, og han er glad for både sit valg af uddannelse og sin læreplads.
– Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at nogen bliver behandlet dårligt som lærling, men det gør jeg på ingen måde. Selvom mange af mine kollegaer er dobbelt så gamle som mig, taler de ikke ned til mig. De er faktisk blevet mine gode kammerater, og vi får talt om lidt af hvert, når vi går og arbejder – også om følelser, fortæller Magnus Grebart, der har læreplads i Bedre Bad-kæden, som tilbyder ekstra uddannelse på eget akademi.
– Der er et rigtig godt fællesskab på akademiet, hvor man møder andre lærlinge fra hele landet. Det er lidt som at være på skole, men mere lærerigt, fordi der er bedre mulighed for at spørge ind, og man får lov at arbejde med de nyeste produkter og teknologier, der ikke ligefrem er ude på skolerne, fortæller den 25-årige lærling, der dog ikke altid har haft drømmen om at blive håndværker.
– Engang ville jeg bestemt ikke være håndværker, så jeg kastede mig ud i lidt af hvert som tjener og lærervikar, før jeg fandt ud af, at det faktisk ville være ret smart at kunne nogle praktiske ting. Nu synes jeg virkelig, det er fedt at være håndværker.
Kan blive boligejernes problem
VVS-energiuddannelsen har de seneste tre år har ligget på omkring 500 gennemførte uddannelser årligt, og det er ikke nok, mener Vibeke Biune.
– Det er enormt vigtigt, at vi giver erhvervsuddannelserne noget mere respekt, men også at vi får fortalt, at de kan åbne virkelig mange døre. VVS-faget giver flere karrieremuligheder – ud over montør er der også for eksempel også energivejleder, VVS-ingeniør, produktionsteknolog eller maskinmester, lyder det fra Vibeke Biune.
Related links
Emner
Kategorier
Bedre Bad & Bedre Energi er en landsdækkende kæde af VVS-installatører, der er eksperter i bad- og energiløsninger som fjernvarme, naturgas, pillefyr, varmepumpe, jordvarme, solvarme samt i generelle energiforbedringer og energibesparelser i boligen. Læs mere på www.bedrebad.dk