Pressemeddelelse —
KRONIK: Sundhedsreformen lover sammenhæng. Mennesker med skade på hjernen risikerer det modsatte
1. januar 2027 overtager regionerne ansvaret for den specialiserede rehabilitering. Men centrale spørgsmål er fortsat ikke endeligt afklaret. For mennesker med alvorlig hjerneskade er det ikke administrative detaljer. Et brud i rehabiliteringen kan få konsekvenser, der ikke nødvendigvis kan indhentes senere.
Den 1. januar 2027 overtager regionerne ansvaret for den specialiserede rehabilitering af mennesker med alvorlig hjerneskade.
Men hvis visitationen er uklar, de specialiserede fagmiljøer ikke tænkes ordentligt ind, og overgangen mellem region og kommune ikke fungerer, kan reformen få den stik modsatte effekt af den tilsigtede: Patienter kan miste sammenhæng i et forløb, hvor tabt tid også kan betyde tabt funktionsevne.
Sundhedsreformen skal skabe mere kvalitet og færre brud mellem sektorer. Den ambition deler vi. Men netop derfor er det bekymrende, at centrale spørgsmål om de kommende patientforløb stadig ikke er tydeligt afklaret så tæt på 1. januar.
Bekymringen er ikke vores alene. Flere faglige organisationer og aktører har under arbejdet med reformen peget på behovet for klare målgrupper og faglige krav. Og så sent som i september blev sundhedsministeren i Folketinget bedt om at redegøre for, hvordan ensartet visitation og adgang til de eksisterende specialiserede fagmiljøer skal sikres fra årsskiftet.
Det er relevante spørgsmål. For 1. januar nærmer sig hurtigt.
Tabt rehabilitering kan ikke bare indhentes senere
For mennesker med en alvorlig erhvervet hjerneskade kan rehabilitering være afgørende for, hvor meget funktionsevne de genvinder, og hvor selvstændigt et liv de efterfølgende kan leve.
Specialiseret neurorehabilitering kræver tværfaglige miljøer og kompetencer, som tager år at opbygge og vedligeholde. Sundhedsstyrelsen har selv peget på betydningen af tilstrækkelig volumen for små patientgrupper med komplekse behov.
Samtidig vurderer Sundhedsstyrelsen, at yderligere omkring 300-500 mennesker med erhvervet hjerneskade årligt kan blive omfattet af rehabilitering på specialiseret niveau. Det er positivt, hvis flere mennesker får adgang til den rette rehabilitering. Men det stiller tilsvarende større krav til kapaciteten og til, at de specialiserede kompetencer, der allerede eksisterer, bliver brugt.
For konsekvensen af et utilstrækkeligt eller afbrudt rehabiliteringsforløb kan være meget konkret. En patient kan miste muligheden for at genvinde mere af sit sprog, sin gangfunktion eller styrken i en arm. Det er funktioner, der kan være afgørende for, om man igen kan kommunikere med sin familie, klare sig i sit eget hjem eller vende tilbage til arbejde.
Derfor er det ikke nok at vide, hvem der har ansvaret fra 1. januar. Vi skal også vide, hvordan patienterne kommer frem til det rette tilbud.
Tre ting skal være på plads før årsskiftet
Vi bakker op om intentionen om at styrke den specialiserede rehabilitering. Men hvis reformen skal lykkes for mennesker med hjerneskade, er der brug for større klarhed inden årsskiftet.
For det første skal der være tydelige og ensartede kriterier for, hvem der visiteres til rehabilitering på specialiseret niveau. Patientens adgang til et specialiseret tilbud må ikke afhænge af, hvilken region vedkommende bor i.
For det andet skal det sikres, at de specialiserede fagmiljøer og kompetencer, der allerede findes, fortsat er tilgængelige. Man bygger ikke et højt specialiseret neurorehabiliteringsmiljø op fra den ene dag til den anden.
Og for det tredje skal overgangen mellem region og kommune være tydelig. For selv om regionerne overtager ansvaret for den specialiserede rehabilitering, vil mange patienter efterfølgende fortsat have behov for kommunale tilbud. Her må et myndighedsskifte ikke blive til et brud i patientens forløb.
Det er netop den slags snitflader, sundhedsreformen skal gøre op med. Derfor bør de resterende måneder frem mod 1. januar bruges på at få de faglige rammer og patientforløbene tydeligt på plads og på at inddrage både faglige miljøer og patientorganisationer i arbejdet.
Ellers risikerer vi at sætte en reform i gang, der lover mere sammenhæng, før vi har sikret, at patienterne faktisk kan komme hele vejen gennem systemet uden at miste værdifuld rehabilitering undervejs. Og det er ikke godt nok.