Pressemeddelelse -
Med helt ny virtuel tur kan skovbegravelsespladsen besøges hjemmefra
Med en 360 graders virtuel rundtur kan man nu besøge en skovbegravelsesplads hjemmefra. Det skal være et supplement til rundvisninger i skoven og øge tilgængeligheden for dem, der ikke selv kan komme derud.
Som noget helt nyt kan man nu gå en tur på skovbegravelsespladsen via telefon, computer eller tablet. Det er et led i at bringe begravelse teknologisk ind i 2025 og øge tilgængeligheden, forklarer Jannik Ahlefeldt-Laurvig, der er stifter af Skovbegravelse Administration, der sammen med skovejere landet over varetager 20 skovbegravelsespladser i Danmark og snart åbner nummer 21.
– Vi vil gerne give oplevelsen af at gå rundt i skoven og udforske skovbegravelsespladsen på egen hånd, som hvis man selv gik en tur derude. Der kan være nogen, der ikke selv kan komme i skoven, fordi de måske ikke kan køre bil, er dårligt gående, er på plejehjem eller på hospice. For dem kan det være en god mulighed for at kunne se skovbegravelsespladsen hjemmefra. Vi vil gerne bringe begravelsen teknologisk ind i 2025 med tiltaget, forklarer Jannik Ahlefeldt-Laurvig.
Virtuelle oplevelser øger tilgængeligheden
På flere store kirkegårde som Père Lachaise i Paris og Arlington National Cemetery i USA kan man gå en virtuel tur, ligesom man på nogle danske kirkegårde er begyndt at have QR-koder tilknyttet gravsten, så man kan tilgå flere informationer om den afdøde.
De digitale oplevelser er en naturlig del af den teknologiske udvikling og noget, vi særligt har taget til os efter pandemien, hvor oplevelser virkelig er kommet i fokus, forklarer livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg.
– I den postpandemiske tid er oplevelsesøkonomien vokset helt vildt, og det handler især om de fysiske oplevelser, som også understøtter fællesskab. Nogle virtuelle oplevelser, der opstod under pandemien, har holdt kadencen, og er kommet for at blive, som for eksempel Zoom-møder og visse kulturinstitutioner, der har fastholdt digitale rundture. Det skal ses som supplementer til det fysiske rum, siger Mads Arlien-Søborg og tilføjer:
– Der kan også være ældre, gangbesværede, eller andre, som ikke har mulighed for at deltage i det fysiske rum. Her kan virtuelle tilbud være fantastiske muligheder for at nærme sig den fysiske oplevelse bedst muligt. Den udvikling, vi nok vil se i fremtiden, er digitale oplevelser, der giver noget andet og ekstra end det fysiske.
Ikke en erstatning for virkeligheden
Foreløbigt har man lavet virtuelle ture på to skovbegravelsespladser, og med dem skal det testes, hvordan danskerne tager imod skoven i det digitale format.
– Man får stadig det bedste indtryk ved selv at gå en tur i skoven, så det digitale skal ikke erstatte rundvisningerne på pladserne – det skal give en ekstra og ny mulighed samt øge tilgængeligheden for dem, der har brug for det, forklarer Jannik Ahlefeldt-Laurvig og tilføjer:
– Vi har lavet rundturen på en solbeskinnet forårsdag, hvor skoven står smukkest. På længere sigt overvejer vi at lave rundturen på alle årstider for at fuldende den virtuelle oplevelse.
Related links
Emner
Kategorier
Skovbegravelse ApS har siden 2018 samarbejdet med kommuner og skovdistrikter over hele landet om at åbne skovbegravelsespladser. Læs mere og følg med på Skovbegravelse.dk vedrørende åbning af nye skovbegravelsespladser.