Gå til indhold
Ny undersøgelse: Historisk mange booker campinghytter

Pressemeddelelse -

Ny undersøgelse: Historisk mange booker campinghytter

Danskere booker i højere grad end tidligere campingpladsernes luksushytter som ferieform i år, viser ny undersøgelse. Ifølge turismeprofessor finder mange i øjeblikket tryghed i indenrigsrejser, der er til at betale.

Danskerne har skruet op for ferier inden for landets grænser, og ofte falder valget af ferieform på en campinghytte. I en ny rundspørge fra den landsdækkende campingforening DK-CAMP svarer 90 procent af de danske campingpladser, at de har haft flere hyttebookinger i 2022 end i 2018. Tendensen fortsætter i år, hvor 55 procent af campingpladserne angiver, at de har fået flere hyttebookinger de sidste to måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Andelen af hyttebookinger er steget med op til 20 procent for tre ud af fire pladser, mens hver femte har fået op til 40 procent flere hyttebookinger i år, og særligt bookinger til juli strømmer ind.

Luksushytter er den mest populære hyttetype. De små feriehuse indbefatter typisk eget køkken, bad og toilet, separate soverum og slutrengøring.

– Luksushytter appellerer i stigende grad til danskerne – herunder danskere, der plejer at tage på charterferie i udlandet. Mange campinghytter i Danmark har god beliggenhed ved vand og strand samt pool, børneaktiviteter og café, der også tiltaler chartergæster, fortæller Steen Pedersen, bestyrelsesformand hos DK-CAMP.

Flere holder ferie i Danmark

Selvom mange har udlængsel, har danskerne booket 22 procent flere ferieovernatninger i Danmark i 2022 end fem år tidligere, viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge Henrik Halkier, professor i turisme ved Aalborg Universitet, har danskernes fulde udnyttelse af blandt andet sommerhuse været med til at give campingpladserne medvind.

– Mange finder det trygt at holde ferien i Danmark i en tid, hvor corona fortsat lever, og inflation og den ukrainske krig påvirker privatøkonomien. Kapaciteten af sommerhuse har for eksempel været fuldt udnyttet, og det har skabt en større efterspørgsel på campingpladsernes ferietilbud. Campingpladserne tilbyder i højere grad et fællesskab på tværs af generationer, som flere nu har fået øjnene op for, siger Henrik Halkier.

Campinghytter bliver flere, større og bedre

Ifølge DK-CAMP’s rundspørge har hver tredje campingplads i takt med efterspørgslen udvidet med flere hytter de sidste fem år, mens næsten 60 procent forventer at udvide på hyttefronten før 2025. I dag er hytterne typisk ti kvadratmeter større end for blot fire år siden, fortæller Jesper Hillemann, direktør hos landets største hytteproducent Excellent-Huse:

Trenden går i retning af en opgradering af hytterne på flere fronter, blandt andet flere hvidevarer, gulvvarme, bedre materialer og små detaljer i udformningen af hytterne. Der bliver også stillet krav om lavere energiforbrug og højere miljøvenlighed – blandt andet i form af grønne tage, solpaneler og umalede træbeklædninger.

Det bakkes op af DK-CAMP’s bestyrelsesformand Steen Pedersen på baggrund af erfaring fra DK-CAMP’s online bookingportal for danskere, der vil på campingferie:

̶ På vores bookingportal skelner vi mellem simple hytter og luksushytter, og der er ingen tvivl om, at danskerne foretrækker at betale lidt ekstra for luksushytterne, ikke mindst fordi de har eget bad og toilet.

Related links

Emner

Kategorier


DK-CAMP er en sammenslutning af mere end 200 selvstændige campingpladser rundt om i hele Danmark. Foreningen driver Danmarks største camping-bookingportal og har til formål at bringe campinggæster og -pladser sammen. Læs mere på www.dk-camp.dk

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum