Pressemeddelelse -
Overnatninger i shelters er steget med 18 procent på et år
Sommeren 2025 satte rekord, og antallet af overnatninger på landets shelterpladser er steget med 18 procent på et år, viser tal fra Naturstyrelsen. Catrine Aagaard Andersen på 27 tager afsted en gang om måneden – enten helt alene eller med sin søn på fire.
Det er blevet populært at overnatte i naturen i Danmark. Fra 2023 til 2024 er der sket en stigning både i antallet af danskere, der overnatter på Naturstyrelsens shelterpladser, og hvor mange nætter shelterpladserne benyttes. Og sommerferien 2025 slog rekord med mere end 10.000 bookede nætter og over 50.000 besøgende.
Ifølge Naturstyrelsens opgørelser er antallet af antallet af overnatninger på pladserne er steget med 18 procent fra 2023 til 2024, mens antallet af besøgende er vokset med omkring 4,5 procent i perioden. I 2023 var 226.750 besøgende og 29.507 overnatninger på pladserne, mens der i 2024 var der 236.927 besøgende og 34.811 overnatninger.
Kopnudler og varm kakao
Catrine Aagaard Andersen på 27 er enlig mor til sønnen Theo på fire år, der hver anden weekend er hos sin far. Både når hun er sammen med sin søn, og når hun har en weekend alene, nyder hun at komme ud i naturen og overnatte.
– Jeg elsker at have min søn med på tur, og han elsker at komme med. Så skal vi altid have kopnudler og varm kakao over bål til natmad. Han synes, det er så hyggeligt at blive puttet i soveposen derude, fortæller Catrine Aagaard Andersen, der har været alene med sønnen Theo, siden han var fem måneder gammel.
– Når han er ved sin far hver anden weekend, tager jeg selv afsted. Det er noget helt andet. Jeg er så meget alene med min søn i dagligdagen, så det er rart at komme ud i naturen og mærke stilheden og være helt uden andre mennesker. Når man er så meget for et andet menneske hele tiden, kan det være så befriende bare at være i sin egen verden.
Drømmen er at sove i sneen
Et af de steder, man mærker tendensen, er hos Friluftsland. Her bliver der solgt soveposer, liggeunderlag og uldundertøj i stor stil. Det startede under corona-nedlukningerne, men er langt fra aftaget.
– Vi kan tydeligt mærke, at interessen for at sove i det fri stadig er voksende. Folk vil have soveposer, de kan bruge både om sommeren og vinteren, og mange vil have tips og tricks til madlavning over bål og til de bedste ruter, der runder gode shelterpladser undervejs, siger Claus Østergaard, der er marketingchef i Friluftsland.
Catrine Aagaard Andersen tager gerne afsted hver anden weekend eller en gang om måneden – også når temperaturerne daler.
– Sidste år havde jeg ikke udstyr til at overnatte ude om vinteren, men det har jeg nu. Det kræver det rigtige udstyr med firesæsons sovepose, liggeunderlag med isolering og uldundertøj. Jeg har en drøm om at overnatte derude i helt rolig og fredfyldt sne, forklarer Catrine Aagaard Andersen.
Related links
Emner
Kategorier
Friluftsland har siden 1980 forhandlet kvalitetsudstyr til outdoorlivet og er i dag en landsdækkende kæde med 14 forretninger. Virksomheden er ejet af den svenske koncern Fenix Outdoor, der blandt andet ejer det kendte mærke Fjällräven. Læs mere på Friluftsland.dk