Gå til indhold
Søren Kristensen. Foto: Raunstrup A/S.

Pressemeddelelse

Raunstrup leverer endnu et solidt årsresultat og lander strategisk vigtig aftale

Entreprenør, tømrer og bygningsservicevirksomheden Raunstrup leverer endnu et stabilt årsregnskab for 2025 med overskud i alle selskaber. Den nye 2028-strategi har fokus på at øge overskudsgraden, sikre flere partnerskaber med faste kunder, medarbejderudvikling og bæredygtighed.

Entreprenørvirksomheden Raunstrup afslutter regnskabsåret 2025 med et årsresultat på den primære drift på 16,5 millioner kroner, hvilket er en stigning på over 35 procent sammenlignet med året før. Egenkapitalen er fordoblet de seneste fem år og alle selskaber i koncernen bidrager endnu en gang med sorte tal. Resultatet bekræfter virksomhedens position som en stabil aktør i et omskifteligt marked.

– Vi leverer positivt og stabilt og har i en lang årrække leveret sorte tal på bundlinjen. Vi hæver endnu engang vores overskudsgrad, men den skal hæves endnu mere de kommende år, for at vi når vores mål om fire procent. Det er enormt positivt, at vi formår at øge vores volumen, samtidig med at vi hæver overskudsgraden: Jeg glæder mig specielt over væksten i Bygningsservice, hvor vi virkelig har konsolideret os i markedet se seneste år., siger Søren Kristensen, administrerende direktør i Raunstrup.

Stabilitet sikrer stærk afslutning på året

2025 startede udfordrende, hvor især Bygningsservice havde mindre aktivitet målt på antal sager end forventet, og tømrerselskabet var udfordret på Sjælland. Begge dele blev vendt i løbet af året, og koncernen endte med over 20.000 sager – en forbedring på over 30 procent sammenlignet med året før. At alle koncernens tre virksomheder, Raunstrup Tømrer, Raunstrup Byggeri og Raunstrup Bygningsservice, leverer sorte tal, vidner, ifølge Søren Kristensen, om en sund og stabil forretning med en velovervejet risikoprofil.

– Vi er glade for, at vi i hele koncernen formår at overkomme udfordringer og levere på såvel antallet af afsluttede sager og et resultat i tråd med forventningerne, siger Søren Kristensen.

Et af de store investeringsområder de seneste år hos Raunstrup har været medarbejderstaben, der har rundet 500. Den milepæl er, sammen med bæredygtighed, et centralt omdrejningspunkt for virksomhedens kommende strategiproces.

– Vi arbejder målrettet med tilknytning og vil opbygge en organisation med høj anciennitet. Vores medarbejderomsætning er lav, og det giver en kontinuerlig høj faglighed og sikrer stærke ambassadører for vores Raunstrup-DNA: ansvarlighed, ordentlighed og kvalitet. Vi skal fortsat bygge op nedefra, og det kræver, at vi skaber attraktive arbejdsforhold, hvor dygtige medarbejdere har lyst til at blive. Det er nøglen til langsigtet konkurrencekraft, siger Søren Kristensen. Han uddyber:

– Vi har de seneste år arbejdet intenst med en tilgang til bæredygtighed, hvor tiltag og udvikling starter på byggepladsen og hos vores servicekunder. Bæredygtighed skal give mening i hverdagen, og det er vi de seneste år lykkedes med. Jeg er utrolig stolt af vores medarbejdere, både på grund af den høje grad af specialisering, de hver især har, og fordi de tager et ansvar for vores bæredygtige fokus. Det er det, vi skal bygge videre på i vores nye strategiperiode.

Stor aftale præger årets start

Raunstrup startede 2026 med, i samarbejde med MT Højgaard og Pension Danmark, at vinde et udbud i et Offentligt-Privat-Partnerskab (OPP) med Forsvaret. Aftalen gælder opførelse af 31 nye bygninger med i alt 1.600 nye og tidssvarende indkvarteringsværelser på 11 af landets kaserner. Aftalen indebærer, at Raunstrup skal udføre alt tømrerarbejdet samt stå for drift og det udvendige vedligehold i en 20-årig periode.

– Det her er ikke bare en kontrakt – det er en strategisk milepæl for os. At blive valgt til et OPP-projekt med Forsvaret i samarbejde med så stærke partnere er en markant blåstempling af vores kompetencer inden for både byggeri og langsigtet drift, siger Søren Kristensen. Han uddyber:

– Aftalen markerer et markant løft af vores facility management-forretning. At vi skal stå for driften i 20 år, vidner om en høj grad af tillid til vores organisation og vores evne til at levere stabile, effektive løsninger over tid. Derfor er aftalen et bevis på, at vi har de rette strategiske perspektiver for vores samlede virksomhed, og det er den vej, vi skal fortsætte ad.

Related links

Emner

Regions


Raunstrup A/S er en moderne, nytænkende landsdækkende byggevirksomhed med mere end 500 ansatte. Raunstrups kompetencer inden for bygningsservice samt total-, hoved-, og fagentrepriser, har dannet grundlag for virksomhedens store udvikling de seneste år. www.raunstrup.com

Kontakt