Samkørsel virker på landet – men udelades i ny pulje

Når staten afsætter mere end 100 millioner kroner til bedre transport i landdistrikterne, bør pengene gå til de løsninger, der skaber mest mobilitet for borgerne. Derfor er det svært at forstå, at samkørsel på forhånd står udenfor.

Af Anders Muusmann, adm. direktør, nabogo

Regeringen vil skabe mere fleksibel kollektiv transport uden for de store byer. Det er en rigtig ambition. Men så bør udgangspunktet også være, at forskellige transportformer får mulighed for at bevise deres værdi. Det er ikke tilfældet i den nye pulje på mere end 100 millioner kroner.

Her kan der blandt andet søges midler til knudepunkter, bus på bestilling, borgerdrevne transporttilbud og delemikromobilitet. Samkørsel er derimod ikke blandt de løsninger, der peges på.

Samkørsel er allerede en del af løsningen

Det er bemærkelsesværdigt, fordi Transportministeriets eget ekspertudvalg har fremhævet samkørsel som en del af fremtidens mobilitet i landdistrikterne. Og behovet for alternativer er svært at overse.

Antallet af køreplantimer med bus i landkommunerne er siden 2016 faldet med 13,4 procent, mens omkring 180.000 danskere har mere end 2,8 kilometer til nærmeste stoppested.

Samkørsel er allerede afprøvet, fungerer og hjælper især unge i landdistrikterne til og fra deres uddannelse. Mere end 420.000 samkørsler blev gennemført det seneste år, og 43 procent af dem gik til eller fra en uddannelsesinstitution.

Professor Otto Anker Nielsen fra DTU har desuden for nylig vurderet over for DR, at op mod 80 procent af turene med kollektiv trafik i landområderne potentielt kan dækkes, hvis blot hver tiende bilist tilbyder et ledigt sæde.

Der er også en væsentlig økonomisk forskel mellem transportformerne. En samkørsel koster det offentlige omkring 25 kroner, mens en flextur koster omkring 130 kroner.

Lad effekten afgøre valget

Det betyder ikke, at samkørsel altid er den rigtige løsning. Nogle steder vil busser, flextrafik eller andre tilbud være bedre. Men netop derfor bør man ikke vælge transportformen politisk på forhånd.

Kommunerne bør have mulighed for at bruge puljen på den løsning, der giver bedst mening lokalt, og leverandørerne bør konkurrere på pris, kvalitet og effekt.

Hvis målet virkelig er mere fleksibel mobilitet i landdistrikterne, bør staten stille et enkelt krav: Pengene skal gå til det, der virker bedst – ikke til bestemte transportformer på forhånd.