Pressemeddelelse -
Støt Brysterne løb møder rekordstor tilslutning: Samler danskere landet over
Søndag den 7. september afholdes det årlige Støt Brysterne løb under Kræftens Bekæmpelse for at støtte Brystkræftsagen. Løbet har opnået stor popularitet og indsamlede sidste år over 2,6 millioner kroner.
Brystkræft rammer en ud af otte kvinder og er den mest udbredte kræftform blandt kvinder i Danmark. For at støtte brystkræftsagen afholdes det årlige Støt Brysterne løb for sjette år i træt – også kendt som Brysternes Motionsdag – den 7. september under Kræftens Bekæmpelse. Alle kan deltage ved at løbe eller gå 2,5, 5 eller 10 kilometer enten fysisk på Charlottenlund Travbane eller virtuelt fra egen rute.
Sidste år blev der samlet over 2,6 millioner kroner ind, og løbet slog rekord med godt 7.300 deltagere – en stigning på 58 procent på fem år. Alt tyder på endnu flere tilmeldinger i år.
– Det er fantastisk at opleve støt stigende tilslutning hvert år. Vi har allerede flere tilmeldte end på samme tidspunkt sidste år, og vi håber at nå op mod 8.000 deltagere til en meningsfuld og inspirerende dag, siger Dorte Tellerup, projektleder for Brysternes Motionsdag.
Overskuddet går ubeskåret til Støt Brysternes og Kræftens Bekæmpelses arbejde med at forebygge og behandle brystkræft samt yde støtte til patienter og pårørende.
Fællesløb landet over
Støt Brysterne samarbejder med løbebutikskæden Løberen med butikker i hele landet. Herfra arrangeres også fællesløb i Aalborg, Aarhus, Vejle, Hillerød og Roskilde den 7. september foruden Støt Brysternes eget fysiske løb på Charlottenlund Travbane med 3500 deltagere.
– Støt Brysterne løbet samler danskere fra hele landet, uanset bopæl, alder, køn og løbeerfaring. Mange deltager for fællesskabet og for at støtte sagen, også selvom de ikke har brystkræft tæt inde på livet. Det glæder os også, at flere og flere selv arrangerer fællesløb fra deres lokalområde for at være sammen om det specielle løb, siger Dorte Tellerup.
Opbakningen har stor betydning for både brystkræftramte og deres pårørende, fortæller Sisan Bové, ansvarlig for Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-kampagne.
– Hvert år forandres livet for over 5000 kvinder, der får brystkræft. Og med stigende levealder ser vi desværre en gradvis stigning i nye tilfælde. Derfor betyder det meget, at så mange vælger at deltage og støtte de målrettede indsatser, der øger opmærksomheden og bidrager til bedre screening, behandling og efterforløb, siger Sisan Bové.
Børn løber også for sagen
Som et nyt initiativ kan børn også deltage i årets Støt Brysterne løb. Det gælder både det virtuelle løb og det fysiske løb på Charlottenlund Travbane, hvor en 800 meter-rute er lagt an til løb eller gang.
– Det særlige ved Støt Brysterne løbet er, at hele familien kan være med. Når også de mindste deltager, bliver det en fælles oplevelse, der kombinerer bevægelse, nærvær og støtte til en vigtig sag. Det er netop de dage, man husker, siger Dorte Tellerup.
Yderligere information og tilmelding findes på: https://www.sportstiming.dk/event/15665
Related links
Emner
Kategorier
Støt Brysterne er Kræftens Bekæmpelses kampagne lanceret i 2007 til fordel for brystkræftramte og deres pårørende. Støt Brysterne har til formål at oplyse og samle flere midler til forskning, forebyggelse og patientstøtte inden for den mest udbredte kræftform blandt kvinder i Danmark.