Pressemeddelelse -
’Tænk Premier League – bare for gymnastik og med gigantisk sceneshow’
Stort lys setup, kæmpe LED-skærm, høj musik, ildkanoner og en 20 fods Boxit-container som dommerbord midt på scenen. Gymnastikligaen FACEOFF afholder snart den store finale i Boxen.
Gennem året er der blevet afviklet flere gymnastikkonkurrencer, som nu kulminerer i en kæmpe finale og show i Jyske Bank Boxen i Herning den 6. december. Der er plads til 10.000 tilskuere, som med høj musik, kæmpe lysshow og ildkanoner får lov til at opleve gymnastik på højeste niveau. Det imponerende show bliver til virkelighed i et samarbejde med containervirksomheden Boxit, der blandt andet leverer en 20 fods container, der kommer ind midt på scenen og skal være dommerbord, inspireret af det kendte dommerbord fra Vild Med Dans.
– Det er jo et kæmpe show, og tidligere har vi brugt kanonmeget tid på at pakke redskaber i varevogne og lastbiler og køre frem og tilbage og have bøvl med opbevaring i alle mulige forskellige lagre. Nu har vi fået et samarbejde med Boxit, og det er virkelig et drømmescenarie for os. De står for alt det logistiske, så vi kan koncentrere os om gymnastikken, fortæller Jesper Nøhr Bertelsen, der er CEO og grundlægger af FACEOFF.
Udover den 20 fods container er der 400 podier til opbygning af scenen, samt hele gulvet, der hæves en meter, så det bliver muligt at anvende springgraven, som i sig selv fylder en hel container.
– Vi leverer en logistikløsning med egne lastbiler og chauffører hvor vi over en længerevarende periode har stillet to containere til rådighed til opbevaring af udstyr til opvisningerne. Det er et samarbejde, der går op i en højere enhed for både os og FACEOFF, fortæller Hanne Ninna Iversen, der er marketingansvarlig hos Boxit.
Premier League for gymnastik
For folkene bag startede det i 2014 som et hobbyprojekt og en drøm om at gøre gymnastik bredere og mere anerkendt. Med 9500 billetter solgt sidste år, er de godt på vej med missionen.
– Jeg har selv været gymnast næsten hele mit liv. Jeg elsker sporten, men jeg syntes ikke, den blev anerkendt nok. Gymnastik er for sejt til bare at være små opvisninger i kedelige, grå sportshaller. Ambitionen med at lave en liga er både at udbrede sporten, men også at vise hvor fedt det faktisk er med et ordentlig sceneshow. Tænk Premier League – bare for gymnastik og med et gigantisk sceneshow, siger Jesper Nøhr Bertelsen.
Fokus på udvikling
Udover det store finaleshow vil holdet bag FACEOFF udvikle og teste nye muligheder. Det er der nemlig bedre mulighed for nu, hvor logistikken er overladt til de professionelle hos Boxit.
– Vi er i gang med at udvikle på aktiviteter for unge, hvor vi vil invitere dem ind og prøve kræfter med de discipliner, de allerdygtigste udfører på den scene, de også springer på. Som hvis unge fodboldfans fik lov til lige at spille lidt i Parken, inden en FCK-kamp. Ambitionen er, at vi næste år kan gøre det med alle vores events og få gang i hallen fra formiddag til eftermiddag, lyder der fra Jesper Nøhr Bertelsen.
Related links
Emner
Kategorier
BOXIT udlejer depotrum efter ”self-storage” princippet til privat- og erhvervskunder på 12 lokationer i Jylland og på Fyn. Endvidere udlejer virksomheden containere over hele landet og sælger og producerer specialdesignede containerløsninger til erhverv. I Risskov og Aalborg har BOXIT desuden kontorhoteller, der udlejes til mindre virksomheder. BOXIT ejes af Escot koncernen, der ejer, driver og udlejer erhvervsejendomme i hele landet. www.boxit.dk