Voldsom stigning i HPV-relateret kræft afslører urimelige krav til patienter

Antallet af HPV-relaterede hoved-halskræftdiagnoser er syvdoblet på fire årtier, viser et nyt studie fra Rigshospitalet. Men systemet er ikke fulgt med – derfor må flere patienter selv kæmpe for hjælp til de alvorlige skader, som behandlingen efterlader, lyder kritikken fra ekspert.

HPV-relateret hoved-halskræft er mere end syvdoblet på 40 år og er nu den hyppigste årsag til hoved-halskræft, viser et nyt studie fra Rigshospitalet. Men i takt med, at flere rammes og behandles, står mange selv med regningen og ansvaret for de alvorlige tand- og mundskader, som behandlingen kan efterlade. Midt i et kræftforløb skal patienten selv finde den rette hjælp, dokumentere skaderne og søge regionen om støtte. Og det er urimeligt, mener ekspert på området.

– Skader på mund og tænder fylder alt for lidt i kræftforløbet. Jeg oplever et stigende antal patienter fra alle sociale lag, med skader, der kommer til at følge dem resten af livet. Det er blevet et kæmpeproblem i takt med, at antallet af tilfælde stiger. Vi bruger millioner af kroner på at helbrede hoved-halskræft, men vil ikke betale for behandlingen af de skader, det medfører, siger Lars Stjernholm Nygaard.

Han er tandlæge ved Colosseum Tandlægerne Hørsholm og har behandlet kræftpatienter i mere end 30 år. Han behandler både patienter, der har afsluttet deres kræftforløb, men også patienter, der er terminale.

Mund- og tandproblemer er velkendte bivirkninger ved behandling af hoved-halskræft. Det kan blandt andet være problemer med spytproduktion, omfattende caries eller problemer med at spise. Alligevel skal patienterne vente, til skaden er sket, før de får behandling for følgerne. Det er et direkte resultat af manglende forebyggende behandling, vurderer Lars Stjernholm Nygaard.

– Vi har kendt til problematikken i årtier, men ansvaret for at finde den rette hjælp ligger stadig i høj grad hos patienten selv. Der mangler stadig en fast struktur, som sikrer forebyggelse frem for brandslukning, siger han.

”Kafkask” system presser mennesker i livskrise
I 2024 udvidede man Sundhedslovens §166 for at give blandt andet kræftpatienter nemmere adgang til at få tilskud til tandbehandling. Tilskuddet ydes af patientens bopælsregion og er målrettet patientgrupper, der er i særlig risiko for betydelige tandproblemer. Men udvidelsen har ikke umiddelbart virket efter hensigten, mener Lars Stjernholm Nygaard, som tidligere har været afdelingstandlæge på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet.

– Dokumentationskravene er for høje og formuleret så tilpas vagt, at regionerne mange gange behandler tilskudssager, efter en subjektiv vurdering. Det er absurd, at hoved-halskræftpatienter ikke automatisk får økonomisk støtte, for det er rigeligt dokumenteret, at især strålebehandling medfører alvorlige bivirkninger og i alle tilfælde medfører kroniske senfølger, siger han og tilføjer:

– Én ting er, at Sundhedssektoren holder mundhulen uden for hospitals- og sundhedssystemet, selv om den er indgangen til vores helbred. Men at man her samtidig pålægger patienterne selv at dokumentere, at de har krav på at få hjælp til behandlingen af den samme velfærdsstat, som tager sig af resten af deres krop, er jo kafkask. Tænk, om vi krævede af KOL-patienter eller skiturister, at de skulle vise, hvordan de havde gjort sig fortjent til at få behandlet deres rygerlunger eller benbrud.

Lars Stjernholm Nygaard søger derfor altid støtten på patienternes vegne.

– Systemet stiller urimeligt store krav til mennesker, der i forvejen står midt i et alvorligt sygdomsforløb. Derfor søger jeg hjælpen på deres vegne. Nogle kæmper for livet, samtidig med at de forventes at dokumentere, argumentere og søge sig igennem et tungt administrativt system for at få hjælp til en behandling, der kan være afgørende for deres funktion og livskvalitet. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, siger han.

Tandlæger skal ind tidligere i kræftforløbet
Ifølge Lars Stjernholm Nygaard bør løsningen derfor ikke alene være lettere adgang til støtte, men også at man grundlæggende ændrer måden, patienters tandproblemer håndteres på i kræftforløbet.

– Hvis vi vil tage bivirkningerne alvorligt, bør tandlæger med den rette erfaring tænkes ind i forløbet fra starten. Det er et højt specialiseret område, og hospitalerne har ikke selv den tandfaglige kompetence. Derfor kræver det langt bedre kommunikation og en klar bro mellem kræftafdelingen og de behandlere, der ved, hvordan patienterne skal følges.