Nyhed —
Marina software kan føre til bedre behandling af sygdom om bord
Kan digitale værktøjer understøtte mere præcise vurderinger af sygdom og skader på skibene? Det er der meget, der tyder på. Nu rulles pilotprojekt ud på ti skibe.
“Hvordan har du det?”
Der begynder Marina, en ny AI-assistent, spørgerækken, når en sejlende kollega er kommet til skade.
Og Marina fortsætter med at stille strukturerede spørgsmål, så symptomer og hændelsesforløb bliver systematisk afdækket og dokumenteret.
Gennem flere måneder har vi testet Marina af, og resultaterne er positive:
“Det er klart et løft på sikkerheden,” siger Steffen Rudbech Nielsen:
“Risikoen for fejl bliver med Marina reduceret, og der er mindre sprogforvikling. Klare spørgsmål skal besvares med klare svar – og det giver en bedre indledende sygdoms-/ulykkesrapport og bedre forudsætninger for at stille en hurtig diagnose og indlede behandling. Samlet set betyder det en bedre behandling og en større oplevet tryghed,” siger han.
Et værktøj - ikke en læge
Marina er udviklet i et pilotprojekt af forskere ved SDU fra Institut for Regional Sundhedsforskning og SDU Health Informatics and Technology.
Projektet har været ledet af læge og forsker Peter Biesenbach, tidligere ansat ved Radio Medical Denmark, med henblik på at koble forskning og søfartsmedicin tættere sammen.
“Marina er ikke en erstatning for en sundhedsfaglig vurdering, men det er et vigtigt værktøj i udredningen. Marina spørger på flere måder for at indkredse symptomer og sikre, at relevante oplysninger kommer frem. Marina søger en bekræftelse af det oplyste – er det korrekt forstået, at du har det sådan? - Det øger odds for effektivt at ramme rigtigt,” siger Steffen Rudbech Nielsen.
Styrket kommunikation
Marina rummer muligheden for at vælge mellem 33 sprog. Steffen Rudbech Nielsen fremhæver særligt det aspekt som et løft:
“Besætninger på internationale skibe kommer ofte fra mange forskellige lande, og det sproglige element kan derfor være en vigtig støtte i kommunikationen. Vi ved, at symptomer fortalt gennem flere sproglige led ofte kan føre til misforståelser. Derfor er der meget tryghed i at kunne forklare sig på sit eget sprog,” siger han.
Marina har på enkelte skibe været tilgængeligt og simuleret i pilotforløb i et par måneder, hvor sygdomsbehandlere har afprøvet systemet i forbindelse med rapportering og vurdering af sygdom og skader. Derfor rulles det nu ud på ti skibe:
“Vi har set, hvad det kan på et skib – nu skal vi se, hvad det kan i en større del af flåden,” samtidig med at der løbende tages læring som implementeres, siger Steffen Rudbech Nielsen.