Pressemeddelelse —
ESVAGT opnår vigtige strategiske milepæle og øger investeringerne for langsigtet vækst
Esbjerg, 8. maj 2026
2025 var et strategisk vigtigt år for ESVAGT præget af opnåelsen af betydelige milepæle, der styrker rederiets langsigtede position inden for offshore vind i Europa og globalt.
I løbet af året investerede ESVAGT 1,65 mia. kr. i sin flåde af Service Operation Vessels (SOV). En betydelig investering, som understreger rederiets ambitioner inden for vedvarende energi. Investeringerne er understøttet af langvarige kontrakter, som bidrager til ESVAGTs fortsatte vækst.
Et af årets højdepunkter var leveringen af et nyt SOV-skib til ESVAGT, ‘Esvagt Robert Boyle’, som er verdens første metanol-drevne SOV. Det sætter en ny standard for bæredygtig drift i offshore vind.
Derudover opkøbte ESVAGT de skibsejende selskaber bag to SOV’er fra Edda Wind. Begge SOV’er er i drift på langvarige kontrakter. Opkøbet konsoliderer markedet og udbygger ESVAGTs position som førende inden for langsigtede SOV-løsninger.
”Det er investeringer, der cementerer ESVAGTs position som en nøglepartner for udvikling af offshore vind, og positionerer os til fremtidig vækst,” siger CEO Søren Karas og CEO Kristian Ole Jakobsen, ESVAGT:
”Med afsæt i en stærk operation og en højt motiveret organisation forfølger vi langsigtet vækst. Dette inkluderer også vores tre yderligere nybyggede SOV’er, der leveres i løbet af 2026-27 til lange kontrakter, hvorefter ESVAGTs SOV-flåde vil bestå af 15 skibe.”
Parallelt med udbygning af eksisterende markeder fortsætter ESVAGT med at vurdere udvalgte nye vækstmarkeder. I 2025 etablerede ESVAGT selskabet KESTO, et joint venture i Sydkorea med KMC Line, for at understøtte udviklingen af offshore vind i et marked med et stærkt langsigtet potentiale.
Markedsforhold og engangsomkostninger påvirkede det finansielle resultat
Imens ESVAGT havde en god operationel performance og nåede vigtige strategiske milepæle, endte det økonomiske resultat i 2025 under niveauet for 2024. Omsætningen faldt med 4 procent fra 1,470 mia. kr. i 2024 til 1,404 mia. kr., mens EBITDA var 447 mio. kr.
Faldet i det finansielle resultat skyldes behovet for at indsætte et eksisterende SOV som forløber i perioden frem til leveringen af ‘Esvagt Robert Boyle’, samt engangsomkostninger i forbindelse med opkøbet af de to SOV’er fra Edda Wind. Disse tre nye skibe er nu i drift i ESVAGTs flåde og forventes at have en positiv effekt på de finansielle resultater fra 2026.
Det finansielle resultat i 2025 blev også påvirket negativt af et fald i det britiske olie- og gasmarked, primært som følge af skattemæssige rammevilkår, samt af ugunstige valutakursudsving i centrale markeder.
Outlook: Vækst i vind og forbedrede olie- og gasmarkeder
Frem mod 2026 forventer ESVAGT vækst i offshore vind, hvilket understøttes af selskabets omfattende ordrebog og indfasning af nye skibe.
Inden for olie/gas er markedsforholdene i Storbritannien i bedring, især fordi udbud af tonnage i markedet for Emergency Rescue and Recovery Vessels (ERRV) er blevet reduceret. For olie- og gasindustrien mere bredt, herunder ESVAGTs kerneområder i Danmark og Norge, forventes efterspørgslen efter ESVAGTs ydelser at forblive robust på grund af hensyn til energisikkerhed.
Derfor forventer ESVAGT i 2026 en stigning i omsætning og EBITDA.
Det langsigtede udsyn for ESVAGT er fortsat stærkt. Offshore vind-markederne har haft nogle ujævne år, men væksten er fortsat, og branchen bevæger sig mod mere realistiske investeringsrammer, hvilket forventes at give en stabil vækst især fra 2030 og frem. Dette vil i de kommende år medføre behov for mange nye SOV'er.
”Den nuværende globale usikkerhed betyder, at ESVAGTs kompetencer er mere nødvendige end nogensinde, både i forhold til øget robusthed og beredskab i dag og i forhold til den nødvendige udbygning af vedvarende energi og energiuafhængighed til fremtiden,” siger CEO Søren Karas og CEO Kristian Ole Jakobsen, ESVAGT.
Emner
Regions
ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både offshore vindindustrien samt olie & gas-industrien.
Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.
Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.
ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 1100 medarbejdere offshore og onshore.