Gå til indhold
STÆRKT RESULTAT OG VÆKST – MEN NOGEN MODVIND PÅ DEN KORTE BANE

Pressemeddelelse -

STÆRKT RESULTAT OG VÆKST – MEN NOGEN MODVIND PÅ DEN KORTE BANE

Esbjerg 5. maj 2025 - ESVAGT årsrapport

I 2024 leverede ESVAGT sit hidtil stærkeste resultat med en rekordhøj omsætning på 1.470 millioner kr. og en ligeledes rekordstor EBITDA på 508 millioner kroner.

Resultaterne understreger et år med strategisk fremgang og god operation. Et væsentligt højdepunkt var sikringen af en langtidskontrakt med Vestas for en nybygget SOV, som skal servicere Hollandse Kust West Wind Farm.

Dermed er ESVAGTs nybygningsprogram på SOV’er oppe på fire skibe – alle sikret med langsigtede kontrakter – hvilket understreger ESVAGT’s position som markedsleder indenfor SOV’er bygget til kontrakt.

Selvom 2024 var et godt år med fortsat vækst, var markederne ikke uden udfordringer. ESVAGT forventer, at udsigterne for 2025 vil være mere afdæmpede, ikke mindst i betragtning af den nuværende makroøkonomiske usikkerhed.

Stærkt momentum – men ikke uden modvind

I en kommentar til regnskabet siger ESVAGTs co-CEO'er Søren Karas og Kristian Ole Jakobsen:

"2024 var et stærkt og vigtigt år for os. Vi så en forbedring i nogle af de strukturelle udfordringer, der har præget markedet for havvind i de senere år, med høje renter og langsommelig godkendelse af nye projekter; vi sikrede os vigtige nye kontrakter, og vi gjorde væsentlige fremskridt med vores to innovative e-metanol-drevne SOV'er, som aktuelt bygges for Ørsted."

Samtidig var der god efterspørgsel på ESVAGTs services til offshore olie/gas-markedet. Rederiets flåde af standby- og supply-skibe (ERRV) navigerede et til tider volatilt marked og leverede over forventningerne.

"Særligt det første halvår bar præg af et højt aktivitetsniveau på kernemarkederne, hvor vi lykkedes med at forny vigtige kontrakter på forbedrede vilkår. Vi forventer, at ERRV-markederne vil fortsætte i en fornuftig gænge affødt af et øget fokus på energisikkerhed og en accept af den rolle, olie og gas skal spille under den grønne omstilling. Dog ventes specifikt det britiske marked, som var trægt gennem 2024, at fortsætte med et noget begrænset aktivitetsniveau ind i 2025," siger co-CEO'erne, som også ser inflation og et generelt omkostningspres som en fortsat udfordring i 2025.

Resultaterne for 2024 blev sikret med afsæt i et stærkt fokus på omkostninger, hvilket fortsat vil være afgørende både for at kunne levere tilfredsstillende resultater, og ikke mindst for at sikre, at ESVAGT kan hjælpe deres kunder med den grønne omstilling.

Klar investering i grøn vækst

ESVAGT har fortsat tillid til den langsigtede udvikling for havvind. Optimismen bygger på en voksende pipeline af projekter, som i kombination med øgede nationale mål for at udbygge den vedvarende energiproduktion frem mod, og efter, 2030 er med til at drive efterspørgslen på SOV'er.

"Selvom vi anerkender, at væksten muligvis ikke bliver lineær, så er retningen klar: Sektoren opskalerer, og den udvikling understøtter behovet for SOV'er og tilhørende tjenester," siger de to administrerende direktører.

I 2024 investerede ESVAGT mere end 400 millioner kroner, heraf størstedelen i nye skibe, hvilket bragte den samlede værdi af det nuværende nybygningsprogram op på over 850 millioner kroner.

"Vi har øget vores investeringsniveau med tæt på 50 % i forhold til tidligere år og lanceret det største nybygningsprogram i ESVAGTs historie. Alle nybygninger er SOV'er, hvilket både understreger vores engagement i offshore vind og vores stærke opbakning til den grønne omstilling," siger de to administrerende direktører.

Related links

Emner


ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både offshore vindindustrien samt olie & gas-industrien. 

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 1100 medarbejdere offshore og onshore. 

Kontakt