Pressemeddelelse -

Det bliver gigantisk

Det bliver gigantisk!

Helle Flynder og Gorm Felt inviterer børnene til ekspedition på Fiskeri- og Søfartsmuseet, når det går løs med sommerens tema HAVETS GIGANTER.

Det er ikke kun gigantiske dyr som fisk og hvaler, man møder på Fiskeri- og Søfartsmuseets ekspedition. Man møder også gigantiske skibe, vindmøller og boreplatforme. Nogle gange møder disse giganter på dramatisk vis hinanden – og det er dette univers, børn inviteres ind i, når de får udleveret en ekspeditionslogbog. Logbogen indeholder kort med 13 poster og et tegnet univers af havet og giganterne. Der skal findes vej, løses opgaver, alt imens man bliver klogere på giganterne.

Med overskrifter som ”Sælerne – Danmarks giganter”, ”Borebisse på havets gigant”, ”Brandmænd med gigantiske tentakler” og ”Havets gigantiske kræfter” bringes børnene tættere på viden om det hav, vi alle sammen er omgivet af, og det det blotte øje ikke lige kan se.

Thyras fald

Hele det gigantiske univers er bygget op omkring al den viden og genstande, museet er i besiddelse af, suppleret med nyt, bl.a. til temaet ”Tyras fald”. Medarbejdere fra museet har været en tur i Frederikshavn og fået lov til at hjemtage genstande fra ophugning af Tyra, så det var naturligvis oplagt at tage effekter i brug til sommerens tema. Hvilken effekt der vises frem, skal man have fat i ekspeditionslogbogen for at blive klogere på.

Tegneuniverset

Det spændende, legende univers for HAVETS GIGANTER er blevet til i tæt samarbejde mellem museumsinspektør Charlotte Bie Thøstesen og grafisk facilitator Frank Høedt, som nogen måske kender fra Go’ morgen Danmark, hvor han har været inviteret til attegne seeres coronadilemmaer med tusch og glimt i øjet.

- Med HAVETS GIGANTER ønsker vi at give vores gæster spændende oplevelser i børnehøjde, fortæller direktør Merete Jankowski. Vi glæder os til at supplere med en lille event d. 2. juli. Her medbringer Frank tusch og godt humør og slår sig ned nogle timer på museet, hvor museets ekspeditionsrejsende kan få tips og tricks til at tegne deres egen rejse.

Yderligere information:

Direktør Merete Jankowski, email mj@fimus.dk , mobil 6092 3681

FAKTA

Museet holder åbent alle dage i skolernes sommerferie kl. 10-18

Priser voksne 150 kr (årskort 290 kr), børn under 18 år gratis

Emner

  • Bibliotek, museum

Som Danmarks museum for havet, vil vi spille en aktiv rolle i fællesskabet vej mod en mere bæredygtig verden.
Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Kontakt

Merete Jankowski

Pressekontakt Direktør 60923681

Relateret materiale