Skip to main content

Østeuropa rider med på fuldkornsbølgen

Nyhed   •   Nov 27, 2019 10:58 CET

Fuldkornspartnerskabet

I dag spiser danskerne 82 gram fuldkorn om dagen i gennemsnit, mens de kun spiste 36 gram fuldkorn om dagen i gennemsnit tilbage i 2007. Fuldkornspartnerskabet har eksisteret i 10 år og arbejder målrettet for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Styrken i Fuldkornspartnerskabet er, at det består af både sundhedsNGO’er, Fødevarestyrelsen og erhvervspartnere, som alle arbejder for den samme sag og bidrager med hver deres styrker og kompetencer. Der findes nu 1097 produkter med det orange fuldkornslogo, mens der kun var 150 produkter tilbage i 2009. I Fuldkornspartnerskabet er der begejstring over EU’s beslutning:

”Vi glæder os meget til at dele erfaringer, og de redskaber vi har udviklet med andre EU lande til fordel for en forbedret folkesundhed for endnu flere mennesker. Samtidig ser vi frem til en lærerig proces, som kan give os ny inspiration. Det bliver spændende at få indsigt i landenes kost og egnsretter, og hvor fuldkorn kan spille en rolle” siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet

EU har fået øjnene op for den danske ”fuldkornsmodel” og kårede tidligere på året Fuldkornspartnerskabet som et ’best practise eksempel’ for EU. Nu har EU-Kommissionen også bevilliget penge til at udbrede erfaringer fra Danmark til Rumænien, Slovakiet og Bosnien-Herzegovina.

Fødevarestyrelsen, som er partner i Fuldkornspartnerskabet, bliver overordnet koordinator for EU projektet og det første møde med deltagerne afholdes i dag i Luxemburg. Herefter følger sommerskoler og udviklings- og inspirationsmøder samt individuel sparring, som skal motivere til udvikling af nye partnerskaber i de pågældende lande.

Det EU støttede projekt varer i 3 år

Fuldkornspartnerskabet består af sundhedsNGO’er, Fødevarestyrelsen, interesseorganisationer og en række fødevarevirksomheder. Fuldkorn betyder, at hele kornet er med også kimen og skaldelene, hvor de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder.