Ti Goodyear-innovationer, der forandrede verden

Det lidesidede dæk (1901)

I 1901, skabte Goodyear det første lidesidede dæk. Den største innovation i dette nye dækdesign var tilføjelsen af en snoet klaverstreng til dækkets kanttråd. Tråden blev støbt ind i kanttråden, som holdt dækket fast på fælgen med et kompliceret sæt låse. Da dækket ikke som forgængeren buer indad mod fælgen, kan det indeholde 10 procent mere komprimeret luft, hvilket giver en mere komfortabel kørsel og forbedrer vejgrebet. Dette år tog Goodyear også Wingfoot-varemærket i brug for at reklamere for produktet. Symbolet er udtryk for virksomhedens engagement i innovation og kvalitet og bruges stadig i dag.

Det hurtigtaftagelige dæk (1906)

Goodyear begyndte snart at producere verdens første hurtigtaftagelige dæk, som var konstrueret med lige sider, der gav en jævnere kørsel på grund af det øgede lufttryk, og et elastisk nittemateriale, der absorberede stød fra vejen og eliminerede problemet skader på fælgen. Fremstillingsprocessen for dækket betød, at det, i modsætning til tidligere produkter, krævede en ny fælg. Derfor var Goodyear nødt til at satse på markedet for originaludstyr ved at sælge direkte til bilproducenterne. Goodyears fremtid blev derfor afhængig af dette dæk, da det var et virkelig enestående produkt, som virksomheden ønskede, at verden skulle opleve. Med dette formål lancerede Goodyear en dristig reklamekampagne, der indeholdt annoncer for "Hurtigt, aftageligt, 10 % større, ingen fælgskader, ligesidet dæk" i amerikanske publikationer som The Saturday Evening Post.

State-Seiberling-maskinen til dækfremstilling (1909)

I februar 1909 rapporterede New York Times, at Goodyear for nylig havde taget fire maskiner i brug, som forbedrede både dækkvaliteten og produktionskapaciteten betydeligt. William State og Frank Seiberling tog i 1909 patent på en maskine, der ændrede dækindustrien fra manuel til mekaniseret produktion, hvilket lagde grunden til en mere effektiv fremstillingsproces. Med to mand ved hver maskine kunne man i gennemsnit producere 37 dæk i løbet af et otte timers skift. Arbejderne slap samtidig for at bære godt 100 kg jernkerne og flere lag stof og gummi på deres skuldre. Maskinen udnyttede også pladsen på fabrikken bedre. I perioden fra 1908 til 1912 opnåede man tredivedobling af Goodyears dækproduktion på et areal, der kun var fire gange større. Ovenpå denne succes udstedte Goodyear efterfølgende 50 licenser til andre aktører i branchen til at bruge maskinen, og i 1913 blev mere end halvdelen af alle dæk fremstillet i USA ved hjælp af Seiberling og States opfindelse.

The Wingfoot Express (1917)

I 1917 mente Paul Litchfield, som var leder af Goodyears Akron-fabrik, at man ved at udstyre tunge lastbiler med pneumatiske dæk kunne gøre dem i stand til nemmere at køre lange strækninger og transportere tung last. For at teste teorien begav en flok medarbejdere fra Goodyear sig ud på en næsten 1.540 miles (2.378 km) lang tur fra Akron til Connecticut i Wingfoot Express, en Packard-lastbil udstyret med store pneumatiske dæk. Denne nye og innovative konstruktion kom på et tidspunkt, hvor solide gummidæk var normen for transport over korte afstande. På trods af en lang række udfordringer holdt besætningen ud og gennemførte den første del af rejsen på 24 dage. Da havde de tilbagelagt 740 miles eller 1.190 km. De forbedrede dæk kom straks efter turen på markedet, og succesen med Wingfoot Express havde således banet vejen for langdistancekørsel med lastbiler. Turen førte til den første mellemstatslige lastbilrute med regelmæssige kørsler uden stop. Luftdækkenes potentiale til transport over lange afstande var hermed bevist.

Det første masseproducerede syntetiske gummidæk (1937)

I 1937 udviklede og testede Goodyear det første masseproducerede, amerikanske dæk af syntetisk gummi ved hjælp af Chemigum, virksomhedens første syntetiske gummimateriale, som blev patenteret et årti tidligere i 1927. Det blev Goodyears dækfabrik i Jackson, Michigan, der begyndte at producere dækket, og man anvendte det nyligt ibrugtagne Pliolite, et bindemiddel, der fastgør gummi til metal, i de nye dæk. En ny emballage ved navn Pliofilm blev også indført.

Goodyear producerer Corsair-fly til 2. Verdenskrig (1939)

Goodyear spillede en vigtig rolle under Anden Verdenskrig ved at fremstille jagerfly til det amerikanske militær. Goodyear Aircraft Corporation, som virksomheden hed på det tidspunkt, fik kontrakt på at bygge Vought F4U Corsair-fly (oprindeligt designet af Chance Vought), da efterspørgslen på modellen var steget. I alt fremstillede Goodyear 4.017 FG Corsair-fly, hvoraf det første gik på vingerne i 1943. Goodyear producerede senere ti F2G Corsair-fly, som blev kendt under navnet "Super Corsair" i 1945. Flyene havde en 28-cylindret Pratt & Whitney-motor og var designet til at afskære angreb i lav højde. Under krigen voksede Goodyear Aircraft Corporations arbejdsstyrke fra 30 medarbejdere til imponerende 35.000 på bare to og et halvt år.

Det rullende fortov (1954)

I 1954 konstruerede Goodyear verdens første kommercielle passagertransportbånd til Hudson and Manhattan Railroad og indledte dermed en ny æra med effektiv transport til pendlere. Speedwalk, som den blev kaldt, strakte sig over hele 84,5 meter, havde en hældning på 10 procent og holdt en konstant hastighed på 2,4 km/t. Selvom Speedwalk blev fjernet et par år senere på grund af ændrede trafikmønstre, er den stadig et vidnesbyrd om amerikansk ingeniørkunsts pionerånd og teknologiske fremskridt.

Goodyear producerer Polyglas-dæk (1967)

I 1967 løftede Goodyear sløret for krydslagsdækket Goodyear Polyglas, som havde glasfiberbælter og en bredere slidbane end andre dæk, der var tilgængelige på det tidspunkt. "Polyglas" var et registreret varemærke tilhørende Goodyear. Denne dæktype kombinerer egenskaberne fra både diagonaldæk og radialdæk og blev oprindeligt udviklet som originaludstyr til muskelbiler i slutningen af 1960'erne. Det nye design havde stabiliserende bælter, der løb hele vejen rundt direkte under slidbanen. Det reducerede "vridet" i slidbanen og forbedrede vejgrebet, hvilket i sidste ende øgede dækkets kilometertal. Dækkets popularitet voksede, og fra 1969 til 1974 blev det standard- eller ekstraudstyr på de fleste personbiler.

STARAN-computeren (1972)

Computeren Goodyear Space-Time Automatic Range Analyser (STARAN) var den første kommercielt tilgængelige computer, der var designet omkring en associativ hukommelse, og den kom på markedet i 1972. STARAN-computeren blev udviklet og bygget af Goodyear Aerospace Corporation (tidligere kendt som Goodyear Aircraft Company under 2. Verdenskrig), og det var en indholdsadresserbar parallel processor (CAPP), en type parallel processor, der brugte indholdsadresserbar hukommelse – det, vi i dag kender som en søgemaskine. Computeren brugte komplekse algoritmer og avancerede signalbehandlingsteknikker til analysere af indkommende radarsignaler, hvilket betød, at den var i stand til at spore flere mål samtidigt og give information i realtid til piloter og kontrolpersonale på jorden. STARAN var et betydeligt gennembrud under den kolde krig og blev brugt af NASA til at spore rumfartøjers baner. Udviklingen af STARAN banede vejen for moderne computer- og signalbehandlingsteknologi.

Goodyear RunOnFlat monteret som standarddæk for første gang (1997)

I 1997 revolutionerede Goodyear dækteknologien ved at lancere Goodyear Eagle F1 GS Extended Mobility Tire (EMT) til Corvette, i dag kendt som RunOnFlat. Teknologien eliminerede behovet for at have et reservehjul og en donkraft med i bilen. Dækket havde et advarselssystem for lavt dæktryk og kunne køre op til 320 km ved 55 km/t med et dæktryk på nul. Dækkets banebrydende teknologi, innovative form, forstærkning af dæksiden og kanttråden sørgede for, at dækket blev siddende på en almindelig fælg under hård kurvekørsel. I forhold til andre run-on-flat-dæk, som var på markedet det tidspunkt, og som krævede dyre specialfælge, var Goodyears løsning et betydeligt fremskridt. Afskaffelsen af reservehjulet og donkraften reducerede samtidig bilens vægt, hvilket yderligere forbedrede dens ydeevne. Samme år blev også Eagle M+S, et dæk til forhold med mudder og sne, udviklet.