Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Sveriges grænsekontrol er dyr, ineffektiv og muligvis i strid med EU-reglerne, viser ny rapport fra Greater Copenhagen

Greater Copenhagen offentliggør nu rapporten "10 år med tillfälliga gränskontroller", som dokumenterer, at de svenske grænsekontroller medfører samfundsøkonomiske tab på 47 millioner svenske kroner årligt, kun stopper 3 ud af 10.000 kontrollerede personer – og desuden muligvis er i strid med EU-reglerne. Greater Copenhagen efterlyser nu mere smidige løsninger.

Den 12. november 2015 besluttede den svenske regering at genindføre midlertidig grænsekontrol ved Sveriges indre grænse. Siden da er kontrollen blevet forlænget hver sjette måned, senest den 30. oktober i år.

Greater Copenhagen udgiver nu rapporten "10 år med midlertidig grænsekontrol", som analyserer kontrollernes omkostninger, effektivitet og juridiske legitimitet.

Rapporten viser blandt andet:

  • 47 millioner svenske kroner i samfundsøkonomiske tab opstår hvert år som følge af det forlængede togstop i Hyllie. Øresundstogenes ophold på 6 minutter – i stedet for 2 – betyder, at togpassagerer fra Danmark til Sverige samlet tilbringer 510.000 ekstra timer i toget årligt, svarende til 65.000 arbejdsdage.
  • Kun 0,03 procent af de kontrollerede personer ved den indre grænsekontrol i Region Syd mangler gyldig ID, ifølge tal fra politiet (News Øresund, 2025). Det svarer til, at kun 3 ud af 10.000 stoppes. De øvrige rejsende har gyldige dokumenter og ret til at krydse grænsen – hvilket understreger kontrollernes ineffektivitet.
  • 5 tog mere i timen i hver retning kunne ifølge Trafikverket køre over Øresundsbroen fra Danmark til Sverige. Grænsekontrollerne er den største hindring for at udvide den regionale togtrafik over broen.
  • Grænsekontrollerne er muligvis i strid med EU-reglerne: Ifølge Schengen-reglerne må indre grænsekontrol kun indføres og forlænges ved en akut og overhængende krise. Juridisk set er det tvivlsomt, om Sverige opfylder disse krav, siger Joakim Zander, jurist, lektor ved Lunds Universitet og EU-ekspert, i rapporten. Rapporten redegør for de forskellige begrundelser, som den svenske regering har angivet ved hver forlængelse.

Konkrete forslag til mere smidige løsninger

Greater Copenhagen ønsker, at Sverige afskaffer den midlertidige kontrol ved de indre grænser og foreslår istedet, at diskutere bedre og mere effektive måder at gennemføre dem på. Det er også noget, som den svenske og den danske regering åbner op for i den erklæring*, som de to statsministre underskrev i sommer

I forbindelse med lanceringen af rapporten præsenterer Greater Copenhagen derfor også en række konkrete forslag:

Stationen Malmö Triangeln bør omfattes af begrebet grænsenært område, hvilket vil muliggøre kontrol om bord på toget mellem Hyllie og Triangeln. Denne løsning vil betyde, at kontrollen kan gennemføres med hjemmel i svensk lov 2023:747. Dermed vil der ikke længere være behov for de nuværende midlertidige indre grænsekontroller, og togets stop ved Hyllie station kan afskaffes.

– De nuværende indre grænsekontroller hæmmer arbejdsmarkedsintegrationen og forhindrer vores dansk-svenske region i at realisere sit fulde potentiale for vækst og udvikling. Nu hvor kontrollerne igen er blevet forlænget, ønsker vi at fremlægge konkrete løsningsforslag. Vi ser frem til en fortsat dialog med regeringen om dette, siger Carl Johan Sonesson, næstformand i Greater Copenhagen og regionsrådsformand i Region Skåne.

Related links

Emner

Regions


Greater Copenhagen er et politisk samarbejde mellem Region Sjælland, Region Skåne, Region Hovedstaden, Region Halland og samtlige 85 kommuner i Greater Copenhagen. Samarbejdet blev etableret i 2015 og har til formål at skabe vækst og beskæftigelse i hele Greater Copenhagen-regionen.

Kontakt