Gå til indhold
JYSKs ledelse passer butikker

Pressemeddelelse -

JYSKs ledelse passer butikker

25.-26. oktober overtager JYSKs ledelse butikkerne i Frederiksværk, Lemvig og Sønderborg, efter at det faste personale har vundet to fridage i en intern konkurrence

Hvis kunderne i Frederiksværk, Lemvig og Sønderborg ikke lige kan genkende personalet i den lokale JYSK-butik, er der en god forklaring på det.

JYSKs danske ledelse har nemlig sendt det faste personale på to dages betalt ophold sammen med deres kolleger, efter at de har vundet en intern konkurrence.

”Vores butiksfolk har i år dystet om at have de pæneste butikker og sælge flest havemøbler. De tre bedste har vundet to dages ophold på et valgfrit sted med alt betalt. Imens passer vi butikkerne for dem,” siger Bo Andersen, Country Manager for JYSK Danmark.

Det er ottende år i træk, at JYSKs danske ledelse skal prøve kræfter med butiksarbejdet. Men i år er tiltaget for første gang udvidet fra én til tre butikker, så både ledergruppen, distriktscheferne og HR-afdelingen passer en butik hver.

Kage til bedste omsætning

Tirsdag morgen spiser det faste personale morgenmad i butikkerne sammen med ledelsen, inden de overlader butikken til kollegerne fra JYSKs hovedkontor i Brabrand ved Aarhus.

”Vinderne plejer faktisk at være ret spændte på at skulle overlade butikken til os i to hele dage. Men det er altid nogle spændende dage, hvor vi får snakket med en masse kunder og set, hvordan hverdagen er for vores butikskolleger. Og samtidig får vi mulighed for at justere nogle ting, hvis noget kan gøres endnu bedre,” siger Bo Andersen.

På de to dage konkurrerer de tre butikker på lige fod med JYSKs i alt 101 danske butikker om at nå den bedste omsætning.

”Vi har forberedt os lidt hjemmefra og sørget for nogle ekstra gode tilbud i de tre butikker, så jeg har store forventninger til salget. Men vi er jo oppe imod nogle virkelig dygtige sælgere i vores andre butikker, så sejren er på ingen måde sikker. Jeg giver som sædvanlig også kage til de butikker, der slår omsætningen i en af ledelsens butikker,” lover Bo Andersen.

Fakta

  • JYSKs danske ledelse passer butikkerne i Frederiksværk (ledergruppen), Sønderborg (distriktscheferne) og Lemvig (HR-afdelingen) tirsdag og onsdag 25.-26 oktober 2016
  • Det er ottende år i træk, at JYSKs danske ledelse overtager butikker, mens det faste personale får to dages betalt ophold sammen med deres kolleger
  • For første gang er tiltaget udvidet fra én til tre butikker, så både landeledelsen, distriktscheferne og HR overtager en butik hver.

Emner


JYSK GROUP har et skandinavisk udgangspunkt: Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK GROUP over 2.400 butikker og 21.000 medarbejdere i 47 lande. I Tyskland og Østrig er navnet Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK GROUP ønsker at være et godt tilbud for alle og har en ambition om at blive udbredt i hele verden. Bag JYSK GROUP står stifter og ejer Lars Larsen, der blandt andet også ejer møbelkæderne Bolia.com, IDEmøbler og ILVA. Den samlede omsætning i LARS LARSEN GROUP er på 27 milliarder kroner.

Kontakt