Pressemeddelelse —
På søndag lukker alle JYSK-butikker i Danmark
Søndag den 15. november holder alle JYSKs butikker lukket, efter at flere end 2.900 JYSK-kolleger lørdag aften samles til årets medarbejderfest.
Rekordmange medarbejdere skal fejres lørdag den 14. november, når den årlige JYSK-fest finder sted. Søndag får medarbejderne en velfortjent fridag.
Derfor lukker nogle JYSK-butikker en smule tidligere lørdag den 14. november, og alle butikker holder helt lukket søndag den 15. november. Kunderne kan dog som altid handle online på JYSK.dk.
”Traditionen tro samler vi hele JYSK til et brag af en fest, hvor vi kan sige tak til medarbejderne for endnu et fantastisk år. Derfor giver vi også alle en velfortjent fridag dagen efter, så vi kan få så mange medarbejdere som muligt fra vores butikker, lager og kontorer med til festen,” siger Bo Viktor Andersen, Country Director i JYSK Danmark.
Den årlige medarbejderfest går tilbage til 1979, hvor JYSKs grundlægger Lars Larsen inviterede medarbejdere og deres partnere hjem til sig selv.
Siden 2004 er festen blevet afholdt i Odense, og i år samler arrangementet rekordmange deltagere med over 2.900 medarbejdere og ledsagere. Efter festen er alle deltagere tilbudt overnatning på hoteller i og omkring Odense.
Medarbejdernes fest
Foruden middag og musik kan de flere end 2.900 deltagere også se frem til et stort awardshow, hvor blandt andet Danmarks bedste JYSK-butik, -sælger og -elev skal kåres.
”At vi lukker alle butikker én dag om året handler om at sætte medarbejderne først. Det er deres indsats, der skaber vores resultater, og derfor vil vi gerne samle dem til en aften med fællesskab, anerkendelse og fejring. Jeg glæder mig til at fejre mine kolleger og høre god musik, og med rekordmange deltagere kan det kun blive fantastisk,” siger Bo Viktor Andersen.
Fra mandag den 16. november er alle 117 JYSK-butikker igen åbne og fyldt med medarbejdere, der skal gøre klar til både Black week og julesalget.
Bliv opdateret på JYSKs åbningstider her: Find butik | JYSK
Fakta om JYSK-festen:
- JYSK-festen har været afholdt siden 1979, hvor JYSK åbnede sin første butik.
- Lars Larsen startede i sin tid traditionen med en fest hjemme ved sig selv, hvor alle medarbejdere og deres partnere var inviterede.
- I årenes løb har festen dog vokset sig noget større, og siden 2004 har festen været afholdt i Odense.
Emner
Kategorier
JYSK er en international boligindretningskæde med skandinaviske rødder, som gør det let at indrette alle rum i ethvert hjem samt haven.
Med over 3.700 butikker og webshops i 49 lande har JYSK altid et godt tilbud og kompetent service i nærheden, uanset hvordan kunderne ønsker at handle.
Grundlægger Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979. I dag beskæftiger JYSK 34.000 medarbejdere.
JYSK er en del af familieejede Lars Larsen Group med en omsætning på 53,0 milliarder DKK i finansåret 2024/25. JYSKs omsætning var på 46,3 milliarder DKK i finansåret 2024/25.