Nyhed -

Vietnamesere får rent drikkevand

Nyt vandværk i nordvietnamesisk byområde styrker lokalbefolkningens sundhed og sætter gang i beskæftigelsen.

Med indvielse af et nyt vandværk er der sket en kraftig forbedring af drikkevandskvaliteten i de to provinsbyer Lam Son og Sao Vang samt deres opland i det nordlige Vietnam. Årsagen er det vandværk med tilhørende pumpestation og ledningsnet, som Krüger har projekteret og opført.

Projektchef Max Jensen, Krüger, har været med hele vejen og netop besøgt det lokale forsyningsselskab, Lam Son – Sao Vang Water Supply System. Han siger:

– Vi renser og desinficerer råvandet, der pumpes op fra den lokale meget siltholdige River Chu, og fordeler det. Projektet medfører, at over halvdelen af lokalbefolkningen får adgang til drikkevand fra et offentligt vandværk. Det er betydeligt mere end gennemsnittet for Thanh Hoa-provinsen, hvor de to byer ligger.

Vandværket er dimensioneret til en kapacitet på 8.500 m3 i døgnet, men forberedt til det dobbelte. Rensningen foregår i et Multiflo® Classic-anlæg: 

– Multiflo® bygger på en særdeles robust renseteknologi, som dagligt beviser sin effektivitet på vandanlæg verden over. I kombination med efterkloring leverer det en vandkvalitet, der lever op til internationale standarder. Vandet graviterer til forbrugerne fra det højtliggende anlæg ud i et 68 km langt ledningsnet, som Krüger også har leveret.

Stor værdi for mange

Projektet er lånefinansieret af Danida og gennemført af Krüger i samarbejde med Veolias afdelinger i Ho Chi Minh City og Beijing. Max Jensen siger: 

– Der er stadig mange steder i Vietnam, hvor befolkningen ikke har adgang til rent drikkevand. Derfor er det glædeligt, at Krüger har mulighed for at gennemføre et projekt som dette, der forbedrer sundhedstilstanden for rigtig mange mennesker. Samtidig benytter vi lokale entreprenører som underleverandører på konkrete byggearbejder og bidrager til beskæftigelsen.

Lam Son – Sao Vang med opland har en samlet befolkning på 65.000, der nu med støtten fra Danida tager et væsentligt skridt mod bedre folkesundhed og bedre betingelser for vækst og lokale arbejdspladser.

Læs mere om vores løsninger til vandforsyningen her.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • drikkevand

Kontakt

Relateret materiale

  • Første spadestik taget på udbedring af Buan Ma Thuot’s sanitære infrastruktur

    Folkesundheden og miljøet har udsigt til bedre tider, når endnu et skridt tages mod at sikre en god sanitær infrastruktur i Buan Ma Thout, som er provinshovedstad i området Dak Lak i Vietnam. Projektet er støttet af DANIDA med knap 40 MDKK og er Krügers 3. kontrakt i Vietnam inden for 2 år. Krüger blev tildelt opgaven sammen med et søsterselskab og den samlede kontraktsum er på ca. 100 MDKK.

  • Vietnamesere får rent drikkevand

    ​Nyt kommunalt vandværk i det nordvietnamesiske byområde Lam Son – Sao Vang styrker lokalbefolkningens sundhed og sætter gang i beskæftigelsen.

  • Nyt vandværk overdraget til befolkningen i Vietnam

    Nyt vandværk forbedrer folkesundheden i Vietnam, hvor langt fra alle har adgang til rent drikkevand. Men det har nu de fået i Lam Son – Sao Vang i det nordlige Vietnam, hvor en stor del af lokalbefolkningen kan nyde et glas rent vand. Det styrker deres sundhed og giver bedre betingelser for vækst.