Pressemeddelelse -

Bedre forberedt overfor skybrud

Online varslingssystemet SURFF giver beredskab og borgere 2-4 timer til at reagere, inden viadukter og kældre fyldes med vand. Det betyder, at enorme værdier kan beskyttes inden et skybrud.

Varslingssystemet SURFF bliver på VandTek16 tildelt et trestjernet Vandmærke. Det er udviklet af Krüger til at mindske skadevirkningerne af ekstremregn og de oversvømmelser, ekstremregn kan skabe. Jo tidligere der kan varsles, desto bedre kan borgere, bygninger og infrastruktur beskyttes.

Varslingssystemet er i første omgang udviklet for København, hvor det giver det københavnske beredskab kostbar ekstra tid til at aktivere nødplaner ved skybrud. Men det kan bruges overalt i landet og der er international interesse for det. Krüger har udviklet SURFF i samarbejde med HOFOR, BIOFOS, Nordvand og DMI. DMI leverer vejrprognoserne, som varslingerne baserer sig på.

På vores stand på VandTek16 kan interesserede få mere at vide om SURFF fra Krügers eksperter og man kan opleve SURFF i aktion.

SURFF sikrer, at informationer om vejrudsigt, afløbssystem og terrænforhold automatisk bruges til at forudsige ekstremregn og dens konsekvenser. Myndighed, forsyningsselskab og beredskab finder en fælles kategorisering og prioritering, så man er forberedt, når de ekstreme forhold indtræffer. På den måde sætter man så effektivt som muligt ind mod store vandmængder.

Tidligere har man kun haft DMI’s generelle skybrudsvarsel, hvor usikkerheden om, hvornår skybruddet kommer og hvor meget nedbør, der falder, er betydelig. Krüger har opstillet en hydraulisk model, der beskriver overflader og kloaksystem i hele Storkøbenhavn. Den kobles på oplysninger fra DMI´s prognosemodel for ekstremvejr, der viser, at skybruddet eksempelvis vil ramme lokalt på Østerbro.

Krüger beregner, hvornår kloaksystemet er fyldt i en bydel, hvornår vandet når op på overfladen og hvor det forventes at løbe hen derfra. Viser beregningen, at konsekvensen af DMI’s nedbørsprognose er, at der vil komme en vanddybde på et fastlagt antal centimeter på overfladen, sendes en advarsel til beredskabet/forsyningsselskabet, der så kan beslutte, hvordan der skal sættes ind.

Emner

  • Miljø, energi

Krüger A/S er en internationalt orienteret miljøvirksomhed med speciale i bæredygtig vandbehandling. Vi arbejder som rådgivere, entreprenører og leverandører af teknisk udstyr inden for drikkevand, procesvand og spildevand og bidrager herigennem sammen med vores kunder til at bevare, udvikle og genvinde ressourcer, som er afgørende for menneskers liv. Mange af vores løsninger er patenterede teknologier udviklet i tæt samarbejde med forsyninger og universiteter. 

Vi er i dag en internationalt orienteret dansk virksomhed med 450 medarbejdere, der fokuserer på at levere tekniske løsninger tilpasset kundens behov. Vi leverer helhedsorienterede og miljøbæredygtige løsninger inden for vand og spildevand til industrier og offentlige myndigheder. Krüger er en del af det verdensomspændende Veolia, som vi ofte samarbejder med på internationale projekter.

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale