Gå til indhold
(Foto Petra Kleis) Forfattersamtale på M/S: Lærke Kløvedal fortæller i erindringsbogen "Sømærke" om at vokse op i en familie af eventyrere - og finde sin egen kurs i tilværelsen.
(Foto Petra Kleis) Forfattersamtale på M/S: Lærke Kløvedal fortæller i erindringsbogen "Sømærke" om at vokse op i en familie af eventyrere - og finde sin egen kurs i tilværelsen.

Nyhed -

I kølvandet på Kløvedal: Forfattersamtale med Lærke Kløvedal på M/S

Forfatteren Lærke Kløvedal er vokset op med et berømt efternavn - og med hele Danmarks eventyrkaptajn Troels Kløvedal som far. En far der sejlede på de syv have og fyldte meget, men ikke så meget i datterens liv. Med erindringsbogen "Sømærke" fortæller Lærke Kløvedal om at vokse op i en familie af eventyrere og idealister, men selv savne kort og kompas til virkeligheden.

Torsdag d. 30 november kan man møde Lærke Kløvedal i en forfattersamtale på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Dermed vender Lærke Kløvedal tilbage til den by, hvor hendes far var i lære på byens skibsværft med den dok, der i dag er rammen for museet. Lærke Kløvedal er journalist, filmproducer og er bl.a. kendt som madanmelder på Politiken samt vært på den populære podcast "Det sidste måltid". Debutbogen "Sømærke" udkom i oktober og har fået meget omtale, som et stærkt generationsportræt og et opgør med en opvækst i kollektivernes storfamilier. Bogen er også en poetisk og usentimental undersøgelse af, hvad og hvem der former os - på godt og ondt.

"'Sømærke' er en erindringsbog fra mit eget liv. Det er en bog om at blive til og være til. Bogen handler om alt det, der former os - opvækst, familie og kærlighed, Bogen krydsklipper mellem min barndom, mine teenageår i provinsen og mit voksne liv i København," siger Lærke Kløvedal i et interview på forlaget Gutkinds hjemmeside.

Lærke Kløvedal er i samtale med M/S Museet for Søfarts program-og udstillingschef Sarah Giersing, torsdag d. 30. november kl. 17 - 18.15 . Bagefter er der mulighed for at købe et eksemplar af bogen og få den signeret. Arrangementet er en del af "Elsinore Evenings", museet har åbent til kl. 20.

Pris: Gratis med entrébillet til museet og for årskortholdere. Alle deltagere skal på forhånd booke en plads via museets hjemmeside.

For mere information eller interviews, kontakt venligst:
Presseansvarlig Heidi Vesterberg, hv@mfs.dk - +45 51 24 92 84

Emner

Kategorier

Kontakt

Heidi Vesterberg

Heidi Vesterberg

Pressekontakt Presseansvarlig +45 51 24 92 84

Om museet

M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis i prisvindende rammer skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.

Museet for Søfart
Ny Kronborgvej 1
3000 Helsingør
Denmark