Pressemeddelelse -
Få udvidet din madhorisont på NorthSide
Har du lyst til at smage ramsløgskage eller cikorie-iskaffe? Studerende fra VIA University College står bag flere events på NorthSide, hvor du blandt andet kan købe billet til en lækker frokost med overraskelser i Kolonihaven, nyde en is med krydderurter på festivalpladsen og opleve body percussion.
Fredag eftermiddag under NorthSide 2018 inviterer ernæring- og sundhedsstuderende fra VIA til en anderledes madevent i Kolonihaven. Her vil de servere klassikere i nye klæder, der består af fem mindre serveringer fra velkomstdrink til skrub-af-kaffe. Intentionen er at skabe en anderledes madevent, hvor der udover nye smagsoplevelser er plads til nysgerrighed, spørgsmål og overraskelser.
- Vi håber, at de 30 gæster, der kommer med, får en bunke inspiration med sig hjem og får mod til at eksperimentere med nye teknikker og anderledes retter hjemme i eget køkken. Vi glæder os rigtig meget til at dele ud af vores viden og kræse for gæsterne med traditionelle retter, som vi har vendt på hovedet og genopfundet i nye udgaver, siger Camilla Engholm Pedersen, der er en af de studerende bag eventen.
Bland urter med det søde
Festivalgæster på NorthSide har desuden til et gratis pop-up arrangement på pladsen mulighed for at smage på cikorie-iskaffe, ramsløgkage og forskellige varianter af is med krydderurter. Det er studerende fra VIA Ernæring & Sundhedsuddannelsen, der har udviklet konceptet, hvor de eksperimenter med, hvordan man på mange nye måder eksempelvis kan inkorporere urter i det søde køkken.
- Produkterne, vi serverer på NorthSide, er udviklet ud fra foodpairing-metoden for at finde ud af, hvilke ingredienser, der ville gå godt til de udvalgte krydderurter. Og derigennem nå frem til den bedste smagssammensætning. Vi håber, at vi kan inspirere nogle af festivalgæsterne til at blive rigtig modige med brugen af urter i deres egen madlavning, forklarer studerende Samantha Melin Taylor.
Hun understreger, at det er sjovt og meget motiverende at arbejde med projektet, fordi teorierne fra uddannelsen får liv i de fantastiske rammer på NorthSide. Der samtidig tager økologi og bæredygtighed i madoplevelsen alvorligt.
Underviser på VIA Ernæring & Sundhedsuddannelsen, Michael Breum Ramsgaard, finder også samarbejdet med NorthSide meget spændende og relevant:
- Sammen med NorthSide flytter vi grænserne for, hvilke arenaer vi kan udfolde os på, og hvordan vi kan udvikle løsninger, som omverden har brug for. Det er så essentielt for os at arbejde sammen med topprofessionelle aktører som NorthSide, som kan stille relevante og spændende udfordringer for vores studerende. Og på NorthSide har de studerende skabt nogle spændende aktiviteter for festivalens gæster, som har innovativ kant, og på den måde bidrager til hele festivaloplevelsen. Det er en fantastisk faglig legeplads for os.
Lav musik med kroppen
Ved indgangen til festivalpladsen vil gæsterne desuden blive mødt af en gruppe lærerstuderende fra VIA, der bruger sig selv og deres kroppe til at lave musik, det såkaldte body percussion. De studerende har linjefag i musik og vil på NorthSide inddrage tilfældige festivalgæster i nogle af rytmerne.
De tre arrangementer er seneste udvikling i et flerårigt samarbejde mellem NorthSide og VIA University College.
Billetter til frokost-arrangementet ”Klassikere i nye klæder” fredag den 8. juni 15.30-17.00 kan købes via NorthSide.dk, og prisen på 75,- dækker en 5-retters frokostmenu. De to øvrige arrangementer er gratis pop-up arrangementer, der kan opleves på pladsen.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- via
- kolonihaven
- ns18
- aarhus
- festival
- musik
- northside festival
- northside
NorthSide 2018 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 7.-9. juni.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2018.