Pressemeddelelse -
Nu skrumper boligudbuddet igen
Udbuddet af boliger til salg på boligmarkedet er nu begyndt at falde efter konstant stigning siden juli.
Villaer, parcelhuse, lejligheder og sommerhuse blev nærmest revet ned fra ejendomsmæglernes hylder i 2020 og 2021, mens vi i løbet af 2022 har set en pæn stigning i boligudbuddet.
Men nye tal indikerer dog, at boligudbuddet igen kan være på vej på skrump. Det samlede boligudbud toppede senest med 48.843 boliger i uge 45 men er altså faldet i uge 46 og igen i uge 47 til 48.557 boliger. Det viser de seneste handelstal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.
Umiddelbart lyder et vigende udbud som positiv nyt for landets sælgere, da det kan være med til at fastholde priserne på aktuelle boliger til salg i markedet. Men ifølge Nybolig er det dog for tidligt at drage konklusioner om nye tendenser på boligmarkedet.
-Efter mange måneder med stigende udbud er det bemærkelsesværdigt, at boligudbuddet nu begynder at falde igen. Men eftersom udbuddet er steget med over 30 procent siden årets begyndelse, vil et mindre fald her og nu ikke have signifikant betydning, når året samlet set gøres op. Boligudbuddet har i den grad fået et løft i 2022, siger Peter J. Mattsen, adm. direktør i Nybolig.
Han forventer, at udbuddet snart kan stige igen.
-Der bliver stadig sat relativt mange boliger til salg, og generelt højere boligrenter kombineret med stigende inflation har bremset en del af den aktivitet, vi så på købersiden i 2020 og 2021. Det billede vil tegne sig året ud, og derfor forventer vi også, at udbuddet vil stige over de kommende måneder, siger han.
At boligudbuddet her og nu daler en smule kan ifølge Nybolig hænge sammen med, at boligrenterne den seneste tid er begyndt at falde lidt, så landets realkreditinstitutter igen sigter mod et 30-årigt 4 procentlån.
-De nylige rentefald kan på den korte bane ryste lidt ekstra handler af sig, fordi rentesænkningerne skaber bedre lånevilkår for køberne, som derfor vælger at slå til. Vi følger markedet ganske tæt, men det er naturligvis svært at ramme plet med forudsigelserne i en så omskiftelig tid, som den vi befinder os i lige nu, siger Peter J. Mattsen.
Udviklingen i boligudbuddet de sidste ti uger
Uge | Antal boliger i udbud |
Uge 38 | 46.579 |
Uge 39 | 46.971 |
Uge 40 | 47.468 |
Uge 41 | 48.015 |
Uge 42 | 48.236 |
Uge 43 | 48.470 |
Uge 44 | 48.694 |
Uge 45 | 48.843 |
Uge 46 | 48.765 |
Uge 47 | 48.557 |
Kilde: Boligsiden
Emner
- Bygning, ejendom
Regions
- Hovedstaden
Nybolig er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 220 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Nybolig har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Nybolig ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.